Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Over 100 både fra ind- og udland var tilmeldt Vegvisir Race. Foto: Vegvisir Race

Sejlklubberne trækker sig fra nu aflyst Vegvisir Race - Brandt er frustreret

Arrangør Morten Brandt Rasmussen er tvunget til at trække stikket fra årets Vegvisir Race, der skulle være sejlet i den kommende weekend. Klubber og kommune ønskede ikke at afvikle sejladsen. – Jeg er meget meget ked af det og frustreret, fortæller en uforstående Brandt.

Af Sara Sulkjær |

En beslutning baseret på følelser truffet af de fem medarragerende sejlklubber i Guldborg Kommune har gjort gennemførslen af Vegvisir Race 2020 umulig. 

- Så er jeg frustreret over, at klubberne melder fra uden en gyldig sundhedsfaglig grund, men på baggrund af en ubegrundet frygt for, at deres medlemmer skulle blive smittet med corona under eventet, fortæller en skuffet Morten Brandt Rasmussen i en pressemeddelelse.

- Havnen i Nykøbing ville have været det mest corona-sikrede sted på Lolland-Falster. Men det var ikke godt. Det er en absurd situation, hvor argumenter og ageren baseret på objektive fakta og rationel tænkning fejes af bordet med henvisning til frygt, følelser og mavefornemmelser, uddyber arrangøreren.

Deltagere må vende om fra transportsejlads

Efter klubbernes afbud står eventet uden havn, og dermed blev det vanskeligt for Morten Brandt Rasmussen af finde nye løsninger:

– Jeg er meget meget ked af det og frustreret. Først og fremmest er jeg ked af det på alle deltagernes vegne. Mange danske og udenlandske sejlere har brugt tid og kræfter på at blive klar til Vegvisir Race, forklarer Brandt Rasmussen og uddyber:

- Flere er i gang med den lange transportsejlads fra for eksempel Sverige eller Polen til Nykøbing Falster. Ude i Europa bliver der pakket både på trailere. Der er booket færgebilletter, alt sammen for at komme til Lolland-Falster for deltage i én af årets få internationale kapsejladser. Det gør mig så ked af det, at jeg nu som arrangør må bede dem vende om og blive hjemme.  

Revideret udgave umulig

Trods ihærdige forsøg har det vist sig umuligt at søsætte en revideret udgave af kapsejladsen, der kunne møde opbakning fra Guldborg Kommune. 

Det sidste håb for afholdelsen af Vegvisir Race 2020 er derfor forsvundet, hvorfor alle tilmeldte nu bliver kontaktet via email og orienteret yderligere. Der bliver arbejdet på en løsning for tilbagebetaling af deltagernes startpenge.  

Motor
content-loader
content-loader
content-loader