Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
De blå striber var oprindeligt en del af uniformen i den franske flåde (1858). Takket være Coco Chanel og ikke mindst som her Jean Paul Gaultier er mønstret stadig i brug. Foto: Anna Palermo_Elite Model Management Paris

Et langt kærlighedsforhold - det snart genåbnede M/S Museet for Søfart sætter fokus på havet og moden

Når M/S Museet for Søfart den 21. april atter slår dørene op efter den flere måneder lange corona-nedlukning, er det med udstillingen ’OCEANISTA – Havet & moden gennem 100 år’ som lokkemad. Udstillingen er museet hidtil største særudstilling.

Af Sara Sulkjær |

Søfarten og havet er en af modens allerstørste inspirationskilder. Fra matroskraver, striber og sømandstrøjer til kreationer af modeskabere som Jean Paul Gaultier, Coco Chanel og Iris van Herpen.

Med særudstillingen ’OCEANISTA – Havet & moden gennem 100 år’ sætter M/S Museet for Søfart fokus på den maritimt inspirerede mode, og trækker tråde fra modetendenser og beklædningsgenstande til det maritime håndværk og søfartshistorien bagved.

Søfarten sætter aftryk

Museets hidtil største særudstilling ’OCEANISTA – Havet & moden gennem 100 år’ er kort fortalt en hyldest til havet, søfarten og det gode håndværk.

- Danmarks nationale søfartsmuseum skal ikke alene fortælle historier om skibe og last, men også om det aftryk søfarten sætter på hele vores kultur og identitet, forklarer Ulla Tofte, direktør for M/S Museet for Søfart, i en pressemeddelelse og uddyber:

- De fleste danskere har en stribet bluse i klædeskabet eller et gammelt familiefoto af en dreng i matrostøj. Modeindustrien har stjålet med arme og ben fra søfarten og bragt maritime traditioner og håndværk ind i de store modehuse, og også i vores garderobe og hverdag. Den historie ville vi gerne fortælle.

Kendt hattekunstner er med

OCEANISTA spænder fra klassisk sømandsstrik til kjoler af mundblæst glas, knob eller tatoveringer. Udstillingen præsenterer både verdenskendte modehuse og helt unge danske talenter i et farverigt og magisk undervandslandskab af koraller, lyd og lys.

Dermed henvender udstillingen sig især til alle, der trænger til en oplevelse, værdsætter godt håndværk eller drømmer om at opleve internationale modeskaberes kreationer tæt på.

En af stjernerne i udstillingen er erpen herpen en hat formet som et sejlskib af hattekunstneren, Philip Treacy, der blandt andet skaber hatte for den engelske dronning og Lady Gaga.

Hatten er et kunstværk i sig selv, men peger også tilbage på 1770’ernes Frankrig, hvor Marie Antoinette og andre patriotiske damer satte sejlskibe ind i frisurer og hatte som en hyldest til den franske flåde.

Et passioneret kærlighedsforhold

Sådan dukker søfartshistorien frem overalt i moden og i udstillingen, fortæller modeforsker Maria Mackinney-Valentin, der også er kurator på udstillingen:

- Moden og søfart har et langt og passioneret kærlighedsforhold. Det handler om at drømme sig til eksotiske verdener. Om en dedikation til håndværket. En smag for uniformer. Og så elsker moden den sexede sømand og den langtidsholdbare æstetik i søfartens kulturhistorie, påpeger Mackinney-Valentin.

’OCEANISTA - Havet & moden gennem 100 år’ åbner den 21. april sammen med det øvrige museum. Udstillingen er forlænget til og med den 28. november.

M/S Museet for Søfart er kurator på udstillingen i samarbejde med modeforsker Maria Mackinney-Valentin. Udstillingsscenografi af scenograf Julian Juhlin.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader