Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
To fragtskibe frygtes at være stødt sammen i Østersøen mandag morgen. Arkivfoto: Troels Lykke

To fragtskibe frygtes stødt sammen i Østersøen - dansk skib vendt på hovedet - to savnet

- Vi leder efter to savnede, men om de ligger ind i skibet eller i vandet, ved vi ikke, lyder det fra Forsvarets Operationscenter. Det formodede sammenstød er sket i svensk farvand, nordvest for Rønne.

Af Troels Lykke |

Redningsfolk leder efter to savnede med helikopter, men ved ikke, om personerne befinder sig i vandet eller inde i det kæntrede skib.

Det er scenariet, efter at to fragtskibe frygtes at være stødt sammen i Østersøen mandag morgen. Det fortæller vagthavende i Forsvarets Operationscenter Steffen Lunn til TV 2.

- Klokken 3.30 fik vi en automatisk alarm på vores system, som overvåger skibe. Det sker, hvis der eksempelvis er udstyr, der bliver vådt, som ikke måtte blive det, siger han.

En kæntret båd

Det er for tidligt at konkludere, at der har været tale om et sammenstød, men alt tyder på det, fortæller officeren.

Det formodede sammenstød er sket på svensk område, nordvest for Rønne. Det ene skib er danskejet, mens det andet er engelskejet.

Ifølge Steffen Lunn er den danske båd kæntret.

- Ifølge vores meldinger derude fra er den vendt rundt på hovedet og har bunden i vejret, siger han.

To savnede kan være inde i skroget

Jesper Berthelsen, vagthavende ved Forsvarets Operationscenter, siger til Ritzau, at redningsfolk leder efter to personer med helikopter. De savnede kan eventuelt befinde sig inde i skibsskroget.

- Vi leder efter to savnede, men om de ligger ind i skibet eller i vandet, ved vi ikke. Vi er fløjet over stedet i helikopter mange gange, men har ikke fundet andet end vraggods i vandoverfladen, forklarer han.

Kilde: TV 2

Motor
content-loader
content-loader
content-loader