Rattet kunne dreje uden at dreje styringsakslen, senere sank båden - 4 danskere reddet

Hvor mørket er tættest, dukker lyset frem. Sådan skriver fire unge danskere på deres Facobookside.

Mandag aften den 11/01 var det tid til at forlade Sardinien med kurs mod Mallorca, indleder de fire sejlere deres opdatering i denne uge efter noget af et mareridt i Middelhavet, som også et italiensk medie har skrevet om - se foto lige før båd synker.

Rattet sat ud af funktion

Længere nede i opdateringen lyder det bekymrende:

Selve rattet kunne dreje uden at dreje selve styringsakslen. Shit man. Vi måtte have gang i motoren.

Men, men men. Det mekaniske hjerte, som er et af de vigtigste elementer på en sejlbåd, og som vi derfor i Grækenland havde haft igennem det helt store service, hvor vi fik skiftet en masse dele, spillede os et pus.

Det var ikke muligt at få gang i motoren grundet problemer med dieseltilførslen. Vi fik sat den elektroniske autopilot til at holde kursen, og vi samles alle mand for at drøfte situationen. 

Kurs mod Mallorca

Vi besluttede, at vi frem til kl. 08:30 næste morgen rettede alle kræfter mod at fortsætte kursen mod Mallorca, imens vi gik i gang med at reparere de forskellige komponenter.

Der blev kæmpet enormt hårdt fra alle mand, der grundet de vejrslige omstændigheder allerede her var meget udkørte. Klokken 10:00 gav arbejdet udbytte, og vi fik motoren op og køre igen. Roret gav dog flere problemer og var ikke muligt at løse med det værktøj, vi har ombord. 

Det blev besluttet at fortsætte mod Mallorca, da den stærke pålandsvind langs Sardiniens kyst ville gøre det farligt at forsøge at lægge til her uden et ror i funktionsdygtig stand.

Efter at have studeret en vejrudsigt, der var blevet hentet ned med satellittelefonen, lagde vi kursen nordpå for sejl for at ramme et vindbælte med vinde fra nord, som kunne føre os med halv-vind mod Mallorca.

Autopiloten hjalp til med at holde en stabil kurs og aflaste mandskabet. Denne kørte indtil klokken var blevet 04.00 fredag morgen, hvor en bib-lyd kommende fra motorens kontrolpanel tydeligt viste en rød lysende lampe ud for oliesymbolet.

Læk i motorrummet

Hans kiggede til motorrummet, hvor motorolie havde lækket ned på tandremmen, der havde slynget olie rundt i hele motorrummet. Det lignede næsten, at et eller andet hold af små tegneseriefigurer havde spillet paintball inde i motorrummet.

Lækket befandt sig inde bag timing-bæltet, og var altså denne gang ikke noget, vi selv kunne løse. 

Uden motoren kunne autopiloten heller ikke køre i lang tid grundet det høje energiforbrug, hvilket betød, at vi nu befandt os mellem Mallorca og Sardinien i stormende kuling uden styring og uden motor.

For sejl med nødror

Vi kunne vælge at prøve at sejle mod Mallorca for sejl og nødror, men vejrudsigten meldte om modvind de næste mange dage, og det ville tage os en krig at komme dertil.

Vi besluttede os for, at det eneste forsvarlige var at komme i land hurtigst muligt og få problemerne fikset, også selvom det ville betyde at vi skulle sejle direkte tilbage i det stærke vindbælte mod Sardinien.

Planen var at sejle for sejl og bruge nødroret til at styre. Nødroret er placeret helt ude agter og hører til vores Hydrovane.

For at styre det måtte man side fastspændt og styre med den ene hånd og holde fast i søgelænderet med den anden, imens man med benene kunne sætte sig i spænd af ruffet og en fortøjningsklampe.

Vind op til 25 m/sek. - nu drev vi

Fredag morgen varierede vinden mellem en styrke på 18 og 25 sekundmeter, og vi besluttede os for at afvente vejret, før vi forsvarligt kunne sejle videre.

Forsejlet blev trukket ind, og et rebbet forsejl sørgede for, at båden automatisk drev bitte vinds, så bølgerne bedst kunne undgås, og båden holdt en nordøstlig kurs af sig selv. 

Båden blev vippet fra side til side af de otte meter store bølger. Dette var naturligvis nervepirrende, især for pigerne. Dog følte vi ikke på noget tidspunkt, at båden var tæt på at kæntre. Selvom Aku Aku på det tidspunkt var blevet noget handicappet, kunne den tunge dame stadig stå standhaftigt imod vind og bølger som en skrap madamme, der ikke lader sig kue.

Vi afventede situationen indtil fredag efter middag, hvor vi så os nødsaget til at fortsætte ind mod land.

Stormende kuling

Her sad Hans og jeg på skift og styrede båden ved at sidde helt agter og styre nødroret og føre os sikkert igennem høj sø i stormende kuling. Vi holdt en fart på mellem 7-13 knob og blev ført hurtigt mod land af den store bølgegang. 

Det var en meget ambivalent følelse at sidde helt agter og styre den noget degraderede skude. Der var efterhånden så meget galt med båden, at vi havde affundet os med at drømmen om Caribien og den atlantiske krydsning var gået i vasken - nu måtte vi få båden fikset og starte et nyt eventyr. 

Når man sad der på toppen af en bølge, som en løve på toppen af et plateau, og spejdede kilometer efter kilometer ud over det vilde hav, så kunne man ikke lade være at smile.

Det var som om, man kunne se hele verdenshavet i horisonten på én gang - så langt kunne man se. Samtidig var vi velvidende om, at vi blot var en lille plet i det store ocean.

Følelsen af at være lille, at være underlagt naturen, var en dejlig tanke. Sådan havde vi kurs mod land, og sådan kunne vi se vores drøm ebbe ud.  

Båden tog vand ind

Vores plan var at komme tæt på land og derfra kalde på kysttjenesten, som så kunne assistere os til at komme det sidste stykke sikkert i havn. Det skulle dog foregå i dagslys, og derfor besluttede vi os at sejle indtil solnedgang, hvor vi befandt os en 50 sømil fra land og derfra drive mod land natten over.

På den måde kunne vi anløbe land i dagslys. Sådan drev vi natten mellem fredag og lørdag, hvor vi hver halve time holdt øje med kurs og med både i horisonten. 

Klokken 06.00 vækkede Hans os andre tre og kunne konstatere, at vandstanden i motorrummet var høj.

Båden havde før taget vand ind, som vi kunne lænse ud med de manuelle lænsepumper. Problemet denne gang var dog, at Hans en time forinden allerede havde lænset helt ud, så derfor var dette foruroligende.

Alle synlige slanger og fittings blev efterset for læk, men årsagen til lækagen kunne ikke identificeres. Vi hoppede alle sammen i dykkerdragter for at være beredt, hvis situationen skulle udvikle sig til det værre.

Kurs mod Sardinien og mayday sendt på VHF

Vi fik hurtigt sat sejl, og kursen blev hurtigt sat mod Sardinien, imens flere mayday-kald blev sendt via VHF’en.

Jeg sad helt ude agter og styrede nødroret. Vinden blæste 16-17 m/s, og den høje sø fik os mod land med en fart på 7-10 knob. Hans forsøgte at fejlsøge problemet og kalde på nødhjælp via VHF’en, men uden held.

Imens prøvede pigerne at skabe kontakt til vores forældre i Danmark, for at de kunne forsøge at få skabt kontakt til redningstjenesten i Italien.

Der blev lænset ud for livet løs, og vi brugte endda den eksterne dieselpumpe til direkte at pumpe vand ud af båden, men lige lidt hjalp det.

Klar til at hoppe i redningsflåde

Hans gjorde os klar til at hoppe i redningsflåden og fortsatte redningskald over VHF’en. En time senere blev vores mayday-opkald besvaret af et større skib.

De satte kursen direkte mod os for at kunne komme os til nøds. Ligeledes kunne de sende et mayday-relæ til kysttjenesten.

Sådan gik der to timer mere, hvor pigerne lænsede ud og fortsatte kontakten via satellittelefonen, imens Hans med vand til knæene fortsatte VHF-kontakten for at holde redningsholdet opdateret om vores position, kurs, og fart.

Sofahynder og gulvbrædder flød i kahytten

Bagved sad jeg og kunne ikke rigtig følge med i situationen grundet den hårde vind. Jeg måtte bare koncentrere mig om at få os hurtigst muligt mod land.

Synet af de ekstra redningsveste, der havde pustet sig selv op, sofahynder, gulvbrædder og vores stolthed, der nu lå og flød rundt i en samlet sump neden om læ, måtte jeg overlade til Hans, Sofie og Trine. 

Da redningstjenesten omkring klokken 11 nåede hen til båden, havde både vind og bølger heldigvis aftaget betragtelig i styrke. På daværende tidspunkt var næsten alt om læ oversvømmet, og vandlinjen gik næsten helt op til vinduerne i båden.

Efter et par forsøg lykkedes det redningstjenesten at komme tæt nok til, at pigerne kunne hoppe over, og i næste forsøg kunne Hans og jeg også hoppe over i redningsbåden.

Skuden sank sammen med det danske flag

Herfra kunne vi se det danske yacht-flag blafre forbitret i vinden på Aku Aku. Skuden sank sammen med drømmende om vores første lange togt. Den absurde situation var blevet en realitet, som vi nu må lære at leve med.

Vi kunne glæde os over alle fire at være kommet uskadt ud af en livsfarlig situation, men den salte smag af havvand føltes denne gang mere bitter end fri.

Den cirka halvanden time lange sejltur fra Aku Aku’s sidste position ovenvande til Oristano, hvorfra redningstjenesten kom, føltes som år. Et virvar af følelser fik lov til at bevæge sig igennem hovederne på os.

Tårer blev trillet

Tårer blev trillet, og krammere blev givet. Det er aldrig sjovt at lade sine drømme synke 1000 meter under vandets overflade, men af alle følelser var følelsen af hinandens nærvær den altdominerende.

Vi var alle uskadt, og vi havde hinanden – det var det vigtigste. Der, hvor mørket var allertættest, brød lyset frem, og det blev lysende klart, hvad der her i tilværelsen har højst betydning. Det har vores kære.

Derfor kunne jeg ikke også lade være med at fælde tårer ved tanken om at måtte meddele mine kære derhjemme om situationen, og sådan havde vi det alle fire.

Aku Aku ligger på bunden af Middelhavet. Her vil småfisk kunne nyde den sidste pakke danske lakridser, vi ikke nåede at få spist, og her vil den gammel kone kunne ligge i fred i tusinde års ensomhed.

I de sidste dage har vi nydt hinandens selskab, og vi har får snakket ud om situationen. Opbakningen fra vores familie og venner har været stor, og den er vi meget taknemmelige for, skriver besætningen blandt andet på deres Facobookside.