Nye sejlere skaber travlhed - de frivillige reddere har været på aktion nummer 900 i år
2021 bliver nyt rekordår i Dansk Søredningsselskab. 901 gange er redderne rykket ud til sejlere i nød. Et tal, der fortsat kan nå at stige inden nytår.
I 2019 er de frivillige reddere i Dansk Søredningsselskab på vandet 599 gange. Et tal, der matcher det foregående års 609 redninger.
Men så rammer coronaen. I marts 2020 lukker statsminister Mette Frederiksen landet ned, og pludselig har danskerne tid. Tid til at nyde naturen. Tid til at sejle.
Det mærkes i det nationale søredningsselskab. 898 gange kommer redderne sejlere til undsætning i 2020 - dét tal er kun blevet højere i 2021.
Udrykning hver tredje dag i Køge
I midten af oktober kan redderne skrive 900 i de redningskranse, der på hjemmesiden på overskuelig vis hjælper selskabet og andre nysgerrige til at bevare overblikket over årets aktioner.
– Den typiske aktion eller assistance til en sejler er enten motorfejl, grundstødning, ødelagte sejl eller en knækket mast. DSRS-Køge har prøvet det hele denne sommer, har Henrik Petersen, der er stationsleder i DSRS-Køge, tidligere forklaret til Stevnsbladet.
Netop i Køge var der sommeren igennem travlhed i redningsbåden. Hver tredje dag måtte redderne på vandet for at hjælpe sejlere, der var kommet på lidt for dybt vand - eller som ganske enkelt var kommet for nær havbunden.
Tendensen fortsætter
Selvom de fleste sejlere nu har set sommerferien forsvinde i kølvandet, er der fortsat aktivitet. Mandag formiddag var det stationen i Lynæs, der måtte komme en mindre fiskejolle til undsætning.
Aktioner, som de frivillige reddere året rundt tager del i. Også når vintersneen begynder at drysse fra himlen, vil ture fortsat føjes til redningsselskabets årsliste:
- Tendensen fortsætter. 901 assistancer har Dansk Søredningsselskab nu været ude til, påpeger selskabet på Facebook.
Du kan løbende følge Dansk Søredningsselskabs aktioner her.