Scan-Kap 99 - den komplette 10 meter - Aabenraa-sejler forklarer
Konstruktionen fra 1977 sejler fra de fleste både i samme størrelse, men den er stadig god til tur, mener Henrik Ilsvard fra Aabenraa, tredobbelt danske mester. I 2007 apterede han en ny Scan-Kap 99. Se også video, hvor holdet bliver luffet ude i Palby Fyn Cup-start.
Én gang Scan-Kap 99, altid Scan-Kap 99.
Sådan er det med Henrik Ilsvard, der købte sin første Scan-Kap 99 i 1988.
I 2007 købte han en af det senest støbte skrog, kun med hovedskot monteret. Skroget blev leveret fra Kerteminde Yachtværft, var nummer 147 og en af de sidst byggede.
Henrik Ilsvard apterede den på et år, efter han forinden havde skåret modeller ud i krydsfiner, før han skar mahognitræ ud til endelig aptering.
El, oliefyr, køleskab, oven, toilet og Yanmar 10 hk indenbordsmotor og andet installerede han også.
Vandt DM på første sejltur
Første sejltur i båden Sort Sol var til DM i 2008 i Faaborg, hvor han og gasterne på vej ud til banen stadig var i gang med at montere beslag.
Alligevel lykkedes det holdet at vinde DM for første gang i klassen, endda over klassens stjerne, William Friis-Møller.
Siden har Aabenraa-holdet vundet to danske mesterskaber i klassen i 2010 og 2015 med bl.a. det faste hold, der består af bådebygger Søren Duedal, rigger Frank Kirkegaard og sejlmager Søren Hansen.
- Så er jeg jo dækket godt ind, hvis der skulle opstå skader, men frem for alt går gasterne højt op i at vinde. Alle kommer med input for at forbedre farten. Og når vi sejler kapsejlads rundt om Fyn, trimmer gasterne hele tiden. De går ikke ned for at sove, hvis der er brug for mand på kanten, når det blæser. Vi har det stadig sjovt, men det er ikke nok kun at hygge, vi vil vinde, påpeger 62-årige Henrik Ilsvard og fortæller videre til BådNyt, at det da er tilladt at medbringe én øl per mand.
Satte spiler i 18 m/sek. - og væltede
Holdet var i 2015 kraftigt udfordret under Palby Fyn Cup, hvor de igen vandt overalt på DH-reglen.
De satte da også, som nogle af de få både, den 70 kvadratmeter spiler i 18 m/sek., en mørk nat ud for Lohals.
Det gik godt - til at starte med. Båden surfede 18 knob mod Storebæltsbroen, og vandet stod i kaskader ud til siden, indtil roret gik ud af vandet, og båden lagde sig hysterisk ned, så der fossede ti store spande vand ned i kahytten.
- Det var buldrende mørkt, da vi satte spileren. Fordæksgasten Søren Duedal går på fordæk lige meget, hvor meget det blæser. Den nat var der vel mellem 15 og 18 m/sek. og 20 i pustene. Vinden var meget skiftende, og pludselig går båden ned i en bølge og parkerer, så vi bommer ufrivilligt, da roret går ud af vandet. Vi mister rortryk, fordi båden dykker på snuden, så vi mister styrekraften. Vi vælter, og der kom vand ned i kahytten.
- Bagefter tager vi spileren ned, mere var der ikke i det. Når vi sejler så stærkt, er det fandeme skægt, siger Henrik Ilsvard, der dog ikke satte spileren umiddelbart efter kæntringen.
På land 5-6 gange årligt
Godt nok er Aabenraa-sejlerens båd sprøjtemalet, så malingen er jævnt fordelt med hvid Trilux-bundmaling fra International, men den skal stadig på land fem-seks gange i løbet af en sæson for at være helt glat i bunden til kapsejladser, ja selv til tursejlads i ferien med hustruen Birte.
Derfor har Henrik Ilsvard et praktisk centerløft i sin Scan-Kap 99. Centerløft er nødvendigt.
- Båden er oppe flere gange om året, med centerløft er den oppe på fem minutter, så den kan blive renset for slim. Vi vandsliber bunden, inden vi sejler Fyn Rundt og DM, forklarer sejleren, der med hustruen har været på sejltur helt til Ålandsøerne og Helsinki i båden, der så får sat en rullefok på, mens Elvstrøm Epex-forsejlet og hulkeelen til fokken fjernes.
Tegnet af Drabant-sejler
Båden blev i midten af 70'erne konstrueret af skibsingeniør Jan Torben Larsen fra Helsingør.
Han tegnede kun én båd, Scan-Kap 99'eren, men ramte plet. Han havde selv en Drabant 24 og er inspireret af denne, der også har et langt, lavt cockpit, der gør, at nedgangen til kahytten er let med en halv meters dybde.
Samtidig er båden stabil, som en Drabant 24, da kølprocenten er omring de 50.
Båden er dog cirka to en halv meter længere end Drabant 24'eren, men kun fem centimeter bredere.
Scan-Kap 99'eren råder nemlig kun over en bredde på 2,55 meter bred, og skyder dermed fint gennem bølgerne med over seks knob på kryds, forklarer Henrik Ilsvard, der i Scan-Kap 99'eren har fundet sin drømmebåd - han kunne ikke forestille sig en anden.
Sejler fra BB 10-meter
- Båden er tung og vejer omtrent ét ton mere end en BB 10-meteren, forklarer Ilsvard.
Dermed er Scan-Kap 99'eren bygget solidt, og de gamle både kan derfor fortsat vinde DM.
Båden har en høj kølprocent, men i ren sejltid har den flere gange sejlet fra en hurtig BB 10-meter fra Skive, når besætningen sejler kapsejlads rundt om Fyn, forklarer Ilsvard, der er glad for sit Elvstrøm Epex-laminatsejl:
- Det har da givet omtrent en halv knobs fart på kryds, at klassen i 2014 tillod, at vi sejlede med laminat-forsejl. De er dyrere, men giver sig ikke så meget og holder længere end et almindeligt dacronvævet dug, som vi har på storsejlet. Det så jeg gerne også blev i laminatdug, men klassen er imod det stadig, siger Henrik Ilsvard om båden, der i dag sælges brugt fra 200.000 kroner og op til 500.000 kroner.
Flertallet af bådene blev produceret af Hanbjerg Møbelfabrik fra 1977 til 1992.
Scan-Kap 99:
Konstruktør: Skibsingeniør Jan Torben Larsen
Længde: 9,86 m
Bredde: 2,55 m
Dybgang: 1,55 m
Vægt: 3,30 ton
Kølvægt, bly: 1,46 ton
Storsejl: 23,00 m2
Fok 105 %: 20,50 m2
Spiler: 70 m2
Gennaker: 70 m2
Besætning: 3-5 mand til kapsejlads
Sovepladser: 5 styk
Bygget: 149 styks siden 1977
Aktiv klassebåd: Siden 1983
Bygget: Hanbjerg Møbelfabrik (1977-1992), Tage Thomsen i Struer (fra 1993) og Kerteminde Yachtværft (fra 1996)
Nypris: 700.000 kr.
Brugtpriser: Fra 200.000 kr.
Artikel blev bragt første gang i 2018