Gå til hoved-indhold
Store både
Den 40 fod lange skal Candela P-12 mindske transporttiden for Stockholms pendlere. Foto: Candela

Stockholm satser på vandbåren transport - elektrisk færge vil halvere pendlertiden mod centrum

De svenske pendlere sparer knap en time om dagen med den elektriske færge, der bliver en del af den offentlige transport i 2023. Samtidig reduceres energien per passagerkilometer med 95 procent.

Af Sara Sulkjær |

Verdens hurtigste, længstrækkende og mest energieffektive elektriske skib nogensinde. Sådan lyder beskrivelsen af det nye, elektriske fartøj, som marineteknologi-virksomheden Candela netop har offentliggjort. 

Et fartøj, der går under navnet Candela P-12 Shuttle, og som næste år skal sejle borgere mellem Stockholm-forstaden Ekerö og byens centrum.

- Det elektriske fartøj med 30 passagerer flyver over vandet og har en fart på 30 knob - betydeligt hurtigere end noget andet elektrisk skib i verden. Det giver også hurtigere pendling end de metro- og buslinjer, det konkurrerer med, og det er uendeligt meget mere energieffektivt end de dieselfartøjer, der i øjeblikket betjener den samme rute, påpeger Candela selv i en pressemeddelelse.

Vigtigst er dog, ifølge virksomheden, at skibet er hurtigere end at rejse i bil i myldretiden - og at færgen samtidig vil halvere flere pendleres rejsetid.

500 % mere effektive skibe

Hemmeligheden bag færgens høje hastighed og lange rækkevidde er de tre kulfibervinger, der strækker sig under skroget. Disse aktive hydrofoils gør det muligt for skibet at løfte sig selv over vandet og dermed mindske modstanden.

Candelas teknologi reducerer samtidig energien pr. passagerkilometer med 95 % sammenlignet med nuværende fartøjer, hvilket giver mulighed for en hidtil uset rækkevidde på 50 sømil ved servicehastighed.

Ved at bruge, hvad der svarer til 0,1 kWh el per passagerkilometer, er skibet mere energieffektivt end en hybrid elbus. Med op til 200 kW DC-opladning kan den ligeledes oplade sit batteri på under en time.

Sparer 50 minutter om dagen

Med evnen til at dække selv de længste ruter i Stockholm ved høje hastigheder vil Candela P-12 Shuttle blive et oplagt valg for pendleren. 

I øjeblikket venter for pendleren en 55-minutters tur med bus, metro eller konventionel færge (eller endda bil i myldretiden), mens Candela P-12 Shuttle vil dække ruten på 15 kilomter på blot 25 minutter, hvilket sparer pendleren i gennemsnit 50 minutter om dagen.

- Det vil have en enorm positiv indvirkning på folks liv. Man kan arbejde en time mere eller hente sine børn fra skole én time tidligere, påpeger Erik Eklund fra Candela.

Da hydrofoiling Candela P-12 Shuttle skaber nærmest nul kølvand, har den fået en dispensation fra hastighedsgrænsen på 12 knob, så den kan foile ind til byens centrum uden at forårsage bølgeskader på andre fartøjer eller følsomme kystlinjer.

Faktisk er den minimale hækbølge betydeligt mindre end kølvandet fra konventionelle passagerskibe, der sejler med lav hastighed.

Specifikationer - Candela P-12:

Længde: 11,99 meter
Bredde: 4,5 meter
Vælgt: 8,5 ton
Kapacitet: 30 siddende passagerer
Motor: 2 x Candela C-POD
Batterier: 180 kWh
Opladning: Op til 200 kW DC
Topfart: 30 knob
Cruisefart: 25-27 knob
Rækkevidde: 40-60 sømil ved 25 knob

Læs mere om den foilende el-færge hos Candela her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader