Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Melges 32'eren Pelle P fra Struer med skipper Michael Hornstrup og gast René Østergaard ombord har tidligere været blandt de hurtigste både i kapsejladsen 100 mil i Fjorden. PR-foto

Normal fællesspisning og socialt samvær skal lokke flere sejlere til 100 Mil i Fjorden

Efter to år skydes Limfjords-sejladsen i gang uden restriktioner. 18 både er tilmeldt, men målsætningen er at runde de 25 besætninger, der sidste år var til start.

Af Sara Sulkjær |

To års livtag med corona-pandemien har sat sit aftryk på single- og doublehand-sejladsen 100 Mil i Fjorden. Derfor er det en stor lettelse for arrangørerne i Struer Sejlklub, at initiativet i år løber af stablen helt uden restriktioner. 

Kapsejladsen sejles i weekenden den 17.-18. juni, og samler deltagere både fra og udenfor Limfjorden. De seneste to år har den usikre corona-situation dog afholdt mange fra at stille op til distancesejladsen. 

- Selvom vi ikke har været så hårdt ramt som mange andre, har Covid-19 alligevel sat sit præg på arrangementet. Blandt andet i forhold til, hvor mange vi har kunnet være samlet før og efter sejladserne, fortæller formanden for stævneudvalget i Struer Sejlklub, Otto G. Jensen, i en pressemeddelelse.

Fri for pandemiens snærende bånd

Sidste år deltog 25 både i sejladsen, og at dømme efter forhåndsinteressen ser det ud til, at flere både i år sætte kursen mod Struer. Onsdag formiddag er 18 både således på deltagerlisten, heraf stiller fire til start i singlehand-feltet:

- Bortset fra håndsprit og almindelig omtanke er vi nu helt fri for pandemiens snærende bånd. Det betyder, at socialt samvær og fællesspisning kan foregå under normale forhold. Det er positivt for såvel deltagerne som for os, lyder det fra Otto G. Jensen. 

100 Mil i Fjorden blev introduceret som et nyt kapsejlads-initiativ i 2018. Allerede første år var der stor interesse for at være med. Enten som singlehand-sejler eller med to mand ombord til at styre grej og båd i doublehand-kategorien.  

Første båd i mål vinder

Bådene opdeles i grupper efter størrelse, og vinderen i gruppen er den, der hurtigst har sejlet de 100 sømil rundt i fjorden. Der sejles altså ikke efter de normale handicapregler.  

De forskellige grupper starter fredag eftermiddag den 17. juni, og afhængig af vejr og vind ventes de første fartøjer i mål 15-20 timer senere. 

 - De tilbagemeldinger, vi får fra sejlerne, er altid positive. De synes alle, det er en spændende og afvekslende kapsejlads. Limfjorden byder også, med sine mange krinkelkroge og afvekslende vindforhold, på masser af udfordringer. Ikke mindst for de både, hvor der kun er én mand ombord, slutter Otto G. Jensen. 

Læs mere om kapsejladsen og tilmeld dig her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader