Gå til hoved-indhold
Udstyr
Denne oppustelige vest er opbevaret fugtigt og skal kasseres. Foto: Søsportens Sikkerhedsråd
Udstyr
Gaspatron med hul skal kasseres.
Udstyr
Dato for udløserpatron er udløbet.

Sådan tjekker du din oppustelige redningsvest før årets første tur - 5-10 procent har funktionsfejl

Sæsonen går i gang i påsken, hvor bådene gøres klar, men husk også at tjekke sin redningsvest - det tager kun få minutter, og det kan redde liv. Faktisk har 5-10 pct. af de selvoppustelige redningsveste, der er i brug, en funktionsfejl, fortæller Søsportens Sikkerhedsråd.

Af Troels Lykke |

Mellem 5-10 procent af de selvoppustelige redningsveste, der er i brug, har en funktionsfejl. Derfor er det en god idé at tjekke redningsvesten mindst én gang om året – og sæsonstarten er en oplagt anledning.

- I dag er langt de fleste redningsveste oppustelige, og derfor er det særligt vigtigt at tjekke, om den automatik, som udløser vesten, stadig fungerer efter at have været pakket væk en hel vinter, fortæller Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, og uddyber:

- Når du bruger vesten jævnligt, slider du også på opdriftsblæren, som kan blive utæt, og så er vesten ikke meget bevendt. Gør det derfor til en del af forårsklargøringen af båden, at du også tjekker alle redningsveste ombord, så du trygt kan invitere familien med på vandet.

Tjek flere gange

Også i løbet af sæsonen bør vesten tjekkes, hvis du vil kunne sejle sikkert på vandet:

- Du bør tjekke vesten yderligere et par gange i løbet af sæsonen, for så vil du opdage, hvis gaspatronen er defekt, eller hvis der er andre dele, som er udtjent. Tag også stilling til, om bæreevnen stadig passer til dig og din besætnings vægt – og husk at tage vesten på, når du sejler ud, ellers gør den ingen gavn, påpeger Sten Emborg.

Se en kort film om tjek af redningsvesten her. Filmen er produceret i samarbejde med Danske Tursejlere.

Sådan tjekker du din oppustelige redningsvest

  • Læg den selvoppustelige redningsvest på et bord og åbn vesten i siden. Bemærk, hvordan den er foldet, så du kan folde den sammen igen.
  • Tag CO2-patronen ud og tjek, om der er hul i toppen af patronen. Hvis der er hul, er den tom og skal udskiftes. Vej evt. patronen på en brevvægt. På patronen står den oprindelige totalvægt (patron + CO2). Patronen må højst mangle to gram.
  • Tjek automatikudløserens udløbsdato. Er den for gammel, udskiftes den. Har udløseren rød indikator, skal den også skiftes. Nogle veste har en synlig tablet i udløseren. Tjek den med neglen - hvis den er blød, skal den udskiftes.
  • Tjek den manuelle udløser. Den skal være ført tilbage, og den lille grønne sikkerhedssplit skal være intakt.
  • Blæs vesten op gennem mundstykket. Lad den ligge i 16-24 timer. Er trykket gået af, er den utæt og skal kasseres. Holder vesten trykket, lukkes luften ud via mundstykket.
  • Montér automatikudløser og CO2-patron. Montér en automatikudløser/tablet og skru en fuld eller ny CO2-patron i udløserenheden.
  • Pak vesten sammen. Følg den medfølgende brugsanvisning for, hvordan den skal foldes. Notér årstallet for, hvornår du har givet vesten et tjek, med vandfast tusch på ydersiden af vesten.
  • Hvis du er i tvivl om, hvordan du tjekker vesten, kan du sende den til autoriseret service.

11 sejlere mistede livet i 2021

I 2021 omkom 11 personer i forbindelse med fritidsaktiviteter på vandet, ifølge Søsportens Sikkerhedsråd. Blot 3 ud af de 11 druknede bar vest, da de blev fundet i vandet. De 11 drukneulykker ligger en anelse under gennemsnittet for 2011-2021, som er 15 druknede personer om året.

- Det er positivt, at antallet af druknede er faldet en smule, når vi sammenligner med det gennemsnitlige antal druknede i de seneste 11 år. Særligt fordi der i 2021 var mange mennesker på vandet i kanoer, kajakker, på paddleboards og i sejl- og motorbåde.

- Set i forhold til, hvor mange mennesker der har været på vandet i deres fritid, så er der relativt få omkomne. Men uanset hvor langt ned druknetallet kommer, så vil det stadig være for højt, understreger Sten Emborg.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader