Klassetjek: Når de store reber, sejler Safiren videre
Efter et årti i havn sætter den svenske selvbygger igen kurs mod kap-banerne. Med et godt DH-mål og en stor kølprocent kan den 32 fod lange kapsejler særligt i hårdt vejr udfordre de større bådtyper. Sara Sulkjær interviewer Køge-sejler Jesper Andersen.
Minbaad.dk tager atter temperaturen i de danske bådklasser. Den genskabte Safir-klasse bliver første stop. En klasse, der igen har fået vind i sejlene, efter at Jesper Andersen, ny Safir-ejer og kontaktperson for klubben, har genoprettet dialogen blandt de op imod 40 danske Safir-sejlere.
Jesper Andersen, hvorfor skal man sejle Safir?
- Den sejler fantastisk, særligt i hård vind. Vi sejler for fulde sejl i alt op til 15 sekundmeter, faktisk er der slet ikke mulighed for at rebe. Når selv de store både som en Sun Fast 36 må takke af, sejler Safiren videre grundet sin store kølprocent på 60.
- Den bliver naturligvis sværere at sejle i let vind, men kommer den først i gang, sejler den rigtig godt. Man skal ned og hente farten og så op på højden igen, hvor der ikke må hives for hårdt hjem. Med mindre du har en rigtig god fok, som båden oprindeligt er designet med, er det i op til seks sekundmeter en fordel at sejle med genua.
Hvad koster det at sejle Safir?
- For selve båden skal du ikke give mere end 40.-60.000 kroner. Selvom det er en selvbygger fra 70’- og 80’erne, hvor ejerne selv har støbt skrog og rig, er der fortsat ingen problemer med bådene. Det mest afgørende er sejlgarderoben.
- Faktisk har vi i samarbejde med sejlmager Claus Høj Jensen, der selv har et klassemesterskab i Safiren på CV’et, netop designet helt nye kulfibersejl, som en del sejlere har købt. For et storsejl og en fok, som oftest anvendes til kapsejlads, må du give 40.000 kr. Det er selvfølgelig en sjat penge, men har du først sejlene, er båden billig i drift.
Hvad gør I for at få nye ind i klassen?
- Siden det sidste Safirtræf i 2009, hvor 14 både deltog, har der været dødt i klassen. Nu forsøger vi igen at skabe liv. Vores fokus har i første omgang været at lokalisere og kontakte de eksisterende sejlere for at stikke en føler ud og skabe en større dialog.
- Der har heldigvis været en god tilslutning, særligt på Facebook, hvor folk har meldt tilbage. Måske det senere bliver muligt at lave noget mere klub-agtigt med flere stævner og andre fællesarrangementer, som vil lokke endnu flere sejlere til.
Hvordan sørger I for vidensdeling blandt sejlerne?
- De gamle sejlere, som ofte selv har bygget deres både, er meget glade for at fortælle og deler gerne deres gode råd med de nyere sejlere. Vi har derfor lavet en oversigt over de knap 15 danske Safir-sejlere, som vi har været i dialog med.
- Oversigten, der viser hvor i landet, sejlerne holder til, kan findes på hjemmesiden. Netop her forsøger vi også løbende at lægge trimguids og andet relevant materiale ud til sejlerne, ligesom det på vores Facebookgruppe er muligt at få gode råd om sejl, specifikke både og lignende fra de øvrige ejere.
Hvor sejles der særligt Safir, og hvilke stævner vil du anbefale at sejle i den kommende sæson?
- Traditionelt har mange været samlet i Svendborgsund og Køge Bugt, hvilket fortsat er tilfældet. Ellers er bådene spredt rundt i hele Danmark, lige fra Frederikshavn i nord til Nykøbing Falster i syd.
- Køge-sejladsen One Star Challenge, hvor fire Safirer sidste år var på startlinjen, og fem forventes at sejle med i år, er et godt bud. På sigt regner vi desuden med at genoprette de tidligere Safirtræf, der sluttede i 2009. Her kan vi alle mødes og sejle kapsejlads efter DH, da flere både har fået nye sejl og derfor ikke er fuldkommen identiske.
Hvordan ser fremtiden ud for Safir-klassen i Danmark?
- Mange har i deres unge dage, som jeg selv, sejlet kapsejlads i Safiren. Når de ser, at klassen stadig findes og er aktiv, skal de nye ”gamle” sejlere nok dukke op. Det går allerede rimelig stærkt, og de få både, der er til salg, forsvinder hurtigt.
- Selvom Safiren er en hardcore kapsejler med mindre plads end H-båden, og den er vanskelig at traile, tror jeg derfor, at det som tidligere bliver muligt at samle 15 både, når vi om ti år mødes til kapsejlads og træf.
Er I tilfredse med jeres hjemmeside?
- Den gamle hjemmeside var lukket helt ned, så jeg er gået i gang fra bunden, hvor jeg har forsøgt at genskabe historikken. Jeg har aldrig lavet hjemmeside før, men det grundlæggende er på plads, og så må vi bygge videre hen ad vejen.
- Da jeg i 2019 igangsatte arbejdet med at genskabe klassen, var det derfor også Facebook, der var mit udgangspunkt. Her kan ejere og gaster aftale sejladser og andet, hvilket flere allerede benytter sig af.
Om Safiren:
Længde: 9,83 m (32 fod)
Bredde: 1,97 m
Dybdegang: 1,41 m
Deplacement: 2.450 kg
Kølvægt: 1.520 kg
Storsejl: 19,26 m2
Fok: 11,69 m2
Spiler: 53 m2
Besætning (optimalt): 3 personer
Hjemmeside/Facebook: www.safirklubben.dk / Danske Safirsejlere
Blå bog om kontaktpersonen:
Navn: Jesper Andersen
Alder: 51 år
Job: Specialarbejder i Hvidovre Kommune
Sejlklub: Køge Sejlklub
Sejler med: Gasten Jesper og en varierende tredjemand
Artikel er tidligere bragt i 2021