Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
GoBoat har teamet op med KidsAid og Foreningen til Støtte for Mødre og Børn, der står for at udvælge børn og familier, der kan sejle gratis. PR-foto

Udsatte børn og familier får en gratis oplevelse på vandet med GoBoat

GoBoat i København og Odense byder sammen med KidsAid og Foreningen til Støtte for Mødre og Børn på gratis sejlture i København og Odense. Flere familier har allerede ansøgt.

Af Troels Lykke |

I foråret 2021 inviterede GoBoat for første gang udsatte børn og deres familier på gratis oplevelser på vandet. Efter en hård corona-lockdown, der har ramt de udsatte familier, var gratis sejlads en kæmpe succes, der i år er værd at gentage.

GoBoat har teamet op med KidsAid og Foreningen til Støtte for Mødre og Børn, der står for at udvælge børn og familier, der kan sejle gratis. 

- I KidsAid oplever vi en kæmpe efterspørgsel på oplevelser for hele familien, så de kan glædes og skabe minder sammen. De syge og sårbare børn og unge har brug for positive oplevelser, så de kan få en pause fra behandlingsforløb og sygdom.

- Derfor er det helt fantastisk at GoBoat tilbyder KidsAid og vores familier en hyggelig sejltur på vandet, så de kan få et tiltrængt pusterum. Vi er taknemmelige for samarbejdet med GoBoat, fortæller Maria Breschel, projektleder hos KidsAid.

Mange ansøgninger fra forældre

Også hos Foreningen til Støtte for Mødre og Børn er der glæde:

- Vi modtager hvert år mange ansøgninger fra forældre, der er alene med deres børn, hvor de søger støtte til oplevelser og ture. Der er desværre mange familier, der ikke har økonomi til at kunne give deres børn de samme oplevelser og ture som deres venner og klassekammerater. Vi er derfor meget glade for samarbejdet med GoBoat, påpeger Susanne Bach Rasmussen, konsulent i Foreningen til Støtte for Mødre og Børn. 

Susanne Bach Rasmussen fortæller, at de første familier allerede har givet en positiv respons til Foreningen til Støtte for Mødre og Børn. Et par anonymiserede eksempler er: 

"Wow, tusind tak for den mulighed, som ellers ikke havde været muligt. Det vil vi glæde os til!"

"Ej, hvor lækkert, tusind tak. Der er bestilt båd, og vi glæder os."

Vil du på sejltur?

Helt praktisk bedes man kontakte KidsAid eller Foreningen til Støtte for Mødre og Børn for at høre mere om muligheden for en gratis sejltur.

Tilbuddet kan indløses på udvalgte datoer i marts i København og på udvalgte datoer i april for Odense. Herefter får man mulighed for at vælge dato og tidspunkt for sin sejltur.

Om GoBoat

København har GoBoat for første gang haft åbent i weekender hele vinteren - dog med et mindre antal både. Det har vist sig at være en succes med stor efterspørgsel. Men nu er den danske oplevelsesvirksomhed, der vil gøre vandet tilgængelig for alle, igen åbnet alle dage med afgang fra Islands Brygge.

GoBoat åbnede i Odense i 2021. Sejlturene blev hyppigt brugt og derfor er antallet af både fordoblet fra fore til otte i Odense Havn ved Promenadebyen.

Desuden har GoBoat åbnet en mini-café, hvor odenseanerne og turister kan nyde en kaffe, øl eller vin - enten til at tage med på båden eller i det hyggelige område på Promenaden med udsigt over vandet. 

Aalborg åbner GoBoat igen med syv både med sejlads på Limfjorden fra Stigborg Brygge i syd til “Verdens Ende” i nord. GoBoat ligger på Vestre Havnepromenade - nemt at komme til for at nyde et par timer på Limfjorden. I år er det ikke muligt at sejle gratis i Aalborg. 

GoBoats normale regler er:

  • Maksimalt otte personer per båd
  • GoBoat anbefaler, at bookinger foretages online
  • Du kan tage egen mad og drikke med eller bestille hos GoBoat
  • Mindst én person på 18 år eller ældre skal være i båden
  • Det er maksimalt tilladt at indtage to genstande per person under sejladsen

Læs mere om GoBoat på www.goboat.dk.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader