Minbaad undersøger: Hvad er det med Bavaria-bådene? interview med Bavaria-familien Madsen
Cille Rosentoft her fra siden taler med Bavaria-sejlere. Denne gang gælder det familien Madsen fra Egense Havn i Limfjorden. Lige nu er de ved Napoli i Italien i deres Bavaria 40, Katharina.
Familien Madsen, hvorfor har I købt en Bavaria?
- Vi købte en Bavaria, fordi vi oplevede, at vi fik meget for pengene. Vi var på udkig efter en større båd, der kunne rumme en familie på fire med teenagere, der helst skulle have hver deres egen kahyt.
- Vi fandt vores Bavaria godt udrustet med tre store kahytter og den imødekom derudover vores krav til køkken, køjer, sejl, motor og cockpit.
Var I i tvivl om, hvorvidt I skulle købe en Bavaria?
- Ja, vi så på flere både. Vi var på ingen måde låst fast på Bavaria, vi kiggede også på Hanse, Beneteau og Jeanneau. Men vi opdagede, da vi ledte efter forskellige både, at vi fik klart mest for pengene ved at købe en Bavaria.
De største fordele ved en Bavaria?
- Den er stor og rummelig, uden at være for stor. Det er en relativ kendt båd, så vi har fundet det let at finde reservedele, både til båden og til vores Volvo Penta-motor.
- Den er ret let at sejle, og den er ikke så stor, at vi ikke kan ”klemme” os ind i havne med lidt plads. Det er en flot båd, og vi kan se, at den holder prisen ret godt, den mister ikke værdi hurtigt.
Er der ulemper ved jeres Bavaria?
- Vi oplever, at den knirker ved høj søgang. Det skyldes konstruktionen, hvor overgang mellem skotter og dæk er for stram. Det gør det irriterende, hvis vi skal ligge for anker og skal sove i høje bølger.
Hvilke oplevelser har jeres Bavaria givet jer?
- Vi købte vores Bavaria i Kroatien og har sejlet i den siden juli 2021. Vi har sejlet ned langs kysten ved Montenegro, Albanien og derfra over til Grækenland, hvor vi har sejlet rundt i Det Græske Øhav i tre måneder.
- Vi har overvintret i Tyrkiet, i Antalya-regionen, hvorefter vi har sejlet op langs kysten og er i dag i Bodrum. Om få dage går turen til Grækenland igen, og derfra skal vi sejle vores Bavaria hjem til Danmark. Vi har undervejs badet meget fra vores Bavaria og fanget en masse store fisk.
Hvis I skulle købe en båd i dag, ville I så gå efter en Bavaria?
- Vi ville bestemt kigge på en Bavaria igen. For at kunne vælge kvalificeret mellem de forskellige bådtyper og modeller, vil vi skulle sejle i dem. Det har vi ikke haft mulighed for endnu. Samtidigt oplever vi, at relationen mellem pris, kvalitet og vores forventninger er fornuftig ved Bavaria – det skal de andre bådtyper kunne leve op til.
- Vi er tursejlere og fokuserer ikke så meget på kapsejlads. Hvis det handlede om fart, ved vi ikke, om Bavaria er lige så attraktiv, vores sammenligningsgrundlag er ikke så stort.
Enige med importør Dansk Marine Center
Familien Madsen fremhæver særligt sammenhængen mellem pris og kvalitet som værende af afgørende betydning for dem - hvilket også er grunden til, at de klart vil kigge efter en Bavaria, hvis de skulle købe båd den dag i dag.
Derudover kan der sættes hak ved næsten alle de punkter, som direktør for Dansk Marine Center, Jens Meyer fremhævede i en tidligere artikel:
- Flot design
- Tysk akkuratesse
- Prisstærk
- God indretning
- Gode sejlegenskaber
Familien har brugt den til langturssejlads og været tilfredse, også på længere sejladser.
Familien Madsen består af Johannes, Marianne, Elias og Victoria:
1. kaptajn: Johannes Madsen er 47 år og eliteidrætskonsulent
Skipperfrue: Marianne Lykke Madsen er 43 år og IT-konsulent
1. matros: Elias Kristian Madsen er 13 år og går i 7. klasse
2. matros: Victoria Lykke Madsen er 10 år og går i 4. klasse
Familien sejler en Bavaria 40 fra 2000.