Malene og Lasse sælger hus og flytter i 16 meter lang ferrocementbåd i Holbæk

Hjemme hos mig har vi altid elsket livet ombord. Især i de lidt over to år hvor vi tog på langfart med vores børn, da de var 2 og 5 år gamle, og boede på vores daværende båd, en Vindö 40 vi kaldte Æfnitýr.

Da vi kom tilbage fra vores langtur, boede vi til leje fordi vi drømte om at bo på vandet permanent, og gerne ville kunne flytte hurtigt ombord når vi fandt den rigtige båd.

Desværre var vores børn ikke med på ideen. De ville hellere have et hus med en have, hvor der var plads til en trampolin. Så sådan blev det. Vi købte en villa for enden ad en stille vej, anskaffede os en trampolin, og nød at se børnene boltre sig i haven.

En sms ændrede vores liv
Drømmen om at bo på vandet var der stadigvæk, da den ældste af børnene flyttede hjemmefra.

Nogle dage før den sms-besked der ændrede vores liv, tikkede ind havde vi talt om at den skulle gøres til virkelighed om fem til otte år, når den mindste af børnene højst sandsynligt var flyttet hjemmefra. En af vores venner havde set en annonce for en tomastet skonnert af ferrocement der var sat til salg til næsten ingen penge.

Vi kiggede på hinanden da vi havde kigget på annoncen, og skyndte os at skrive til sælgerne, at vi var meget interesserede.

Båden lå i Hvide Sande, og vi bor i Holbæk, så den første rundvisning foregik på mobilen. Vores datter fulgte med, for hun havde heldigvis også fået lyst til at bo ombord på en husbåd, nu hvor hun var vokset fra trampolinen.

Vi var solgt – mere solgte end vi havde forventet, og blev lidt blege, da sælgerne fortalte at der var fire andre seriøst interesserede købere der havde kontaktet dem. Derfor aftalte vi at komme og se på båden ved først kommende lejlighed et par dage efter.

Banken blev kontaktet, og var heldigvis med på ideen om at vi realiserede husbåd drømmen nogle år før planlagt. Det var godt, for selvom vi er langturssejlere, og gerne sejler Danmark tyndt, så er vi ikke så vilde efter at køre tværs over landet forgæves i en bil.

Prøvede at finde ulemper
Fordi vi var så begejstrede, prøvede jeg at undersøge hvilke ulemper der kunne være ved at bo ombord på sådan en båd. Det blev en udfordring. Tværtimod var der mange, der roste den, og kunne fortælle om gode erfaringer med indeklimaet, også hvis man skulle finde på at sejle sydpå med den.

Holdbarheden på ferrocementbåde er op mod 200 år, så selvom den båd vi havde i kikkerten var fra 1980, var der gode muligheder for at den ville holde vores tid ud. Sælgerne havde boet på båden i 4,5 år, og havde købt den af en der også havde boet på den hele året rundt, så vi var fortrøstningsfulde, og regnede med at vi nok også ville kunne bo på den om vinteren.

Der gik ikke lang tid fra vi gik ombord til vi følte os hjemme. De søde sælgere havde lagt mange timers arbejde i båden, og de var ikke gået på kompromis med kvaliteten. Vi kneb os selv i armen, og undrede os over hvordan det kunne være de ville af med den.

Fra en langturssejler til en anden
Det viste sig, at de havde haft en plan om at sejle på langfart med båden, men at de undervejs var gået død på projektet.

Trangen til at komme ud mod horisonten og ned under overfladen var blevet for stor, så derfor var båden sat til salg, så de kunne tage til Stillehavet og købe en båd, der var indrettet så den kunne bruges til at dykke fra. Pludselig havde vi endnu mere og tale om, end vi havde forestillet os.

Den måned vi opdagede båden er ret booket hjemme hos os, hvor nogle af de mange fødselsdage i år var runde, og krævede lidt mere fejring end normalt. Der var også travlt på jobbet, så selvom vi havde kunnet tale sammen i flere dage, var vi begrænsede af hamsterhjulets trækken, og måtte køre hjem mange timer før vi havde lyst til.

Inden vi gik fra borde fandt vi ud af at min debut bog var den første bog de havde læst for at få inspiration, dengang frøet til deres langtur var blevet sået. Vi håbede det ville give os et forspring i forhold til de andre købere, og kørte hjemad med krydsede fingre.

Båd til 450.00 kr. blev købt og huset sat til salg
Heldigvis var det os, der blev de nye ejere. Huset blev sat til salg, og banken finansierede de 450.000 kr. det kostede os at bytte den ene drømmeboligen på land ud med en på vandet.

Det gik stærkt, og det var hårdt. Vores kalendere var allerede fyldt til bristepunktet, og vi havde ikke rigtig tid til også at gøre huset klar til fotografering og fremvisninger.

Men den fandt vi, og åndede lettede op, da der endelig blev tid til bare at sidde ned og begynde at fatte hvad det var vi havde gjort. Skonnerten er 16 meter lang og fire meter bred, den stikker ca. 2,1 meter og er desværre for stor til at den kan ligge i Hørby Havn, hvor vi har holdt til siden vi kom tilbage til Danmark i 2011.

Der er flere havne i Holbæk, og vi åndede lettede op, da beskeden om at vi kunne få lov til at lægge vores nye hjem i en af de andre havne kom. Så var det bare at vente på den helt rigtige vejrudsigt, hvor vi kunne få vores nye hjem hjem.

Båden blev sejlet hjem i Pinsen, hvor vejret passede med en nogenlunde ledig kalender (for heldigvis var de venner vi skulle have været sammen med forstående overfor at vi gerne ville have båden hjem).
Nu er det bare at vente på, at den helt rigtige køber kommer, så huset kan blive solgt.

Vi er så småt gået i gang med at skille os af med de ting der ikke er plads til ombord. Det er en pudsig, men også ret befriende proces. Skonnerten har masser af plads sammenlignet med de både vi tidligere har haft, så vi ved at der bliver plads til alt hvad vi har brug for og lidt til ombord. De husdyr der ikke skal med ombord er ved at blive afhændet, og vi er så småt gået i gang med at pakke.

20.000 kr. mere til rådighed
Mens vi opdaterede vores budget, som banken skulle bruge i forbindelse med bådkøbet, lavede jeg for sjov en fane der viste vores kommende udgifter. Jeg tænkte det kunne være sjovt at se hvordan det kommer til at se ud, når huset er solgt og vi er flyttet ombord.

Først troede jeg, at jeg havde lavet en fejl. Sælgerne havde godt nok nævnt, at vi kunne se frem til en noget lavere boligudgift, men det havde vi ikke fokuseret så meget på. Lasse blev tilkaldt, og han måtte da også lige gnide sig i øjnene før han troede på de beregninger han så.

Da vi havde streget udgifterne til det der følger med at bo i egen bolig på land fra budgettet, var der omkring 20.000 mere tilbage om måneden end vi har været vant til. Det kommer der nok ikke til at være i fremtiden, for vi kunne nok godt finde på at bruge det økonomiske frirum til at bruge lidt mindre tid på at arbejde og lidt mere tid på at sejle i fremtiden.

Malene Wilken