Signe Storr er tilbage på Minbaad.dk - nu med kurs mod Australien

Efter at have ligget stille i Danmark siden vi vendte retur fra Caribien for fem år siden, er Capibara endelig sejlende igen.

Vi troede ellers, at vi var færdige med den slags, og vi skulle prøve noget andet, men så kom corona-nedlukningen, og vi begyndte at tale om, at måske var en båd bare den bedste måde for os at se verden på.

Vi pakkede derfor huset ned og flyttede om bord på vores 30 fods sejlbåd, som ikke havde været uden for pælene, siden vi efterlod den i marinaen flere år tidligere.

Gennemgribende renovering af båden

I månederne inden vi flyttede om bord, havde vi været igennem en større renovering. Den gamle Volvo Penta-motor havde haft ophold hjemme i garagen, hvor den var blevet var blevet skilt ad, renset og malet, og nye dele var blevet monteret.

Jeg havde haft alle løse dele af træ hjemme på stuegulvet, og alt var blevet slebet og lakeret. Nye hynder blev syet, og i et forsøg på at give den gamle båd et lidt mere moderne udseende malede vi loftet og de øverste sider lyse.

Henrik havde samtidig taget alle ledninger ud af båden og trukket nye, og vi var måske 80 % færdige til at tage af sted, da vi flyttede om bord. 

Corona-nedlukning ændrer planerne

Vores plan var at sejle ned gennem floderne i Europa til Middelhavet, men anden bølge af corona truede i det fjerne, og vi turde derfor ikke tage af sted med fare for at blive låst nede på vores båd.

På Youtube og i sejlerblade kunne vi se, at flere sejlere i Frankrig stort set ikke måtte forlade deres både, så vi besluttede at se tiden an.

Det endte med at blive til endnu en nedlukning, denne gang om bord på vores 30 fods sejlbåd i Horsens, men vi kunne alligevel ikke lade være med at tænke, om det mon alligevel havde været bedre at være lukket ned i Paris?

Måske skal vi alligevel sejle langt

Foråret kom, og vi begyndte at planlægge turen på ny. Floderne havde virket som et oplagt valg, da vi begge var trætte af de lange ture til søs, men de mange måneder om bord havde vænnet os til tanken om igen at sejle langt, så vi begyndte at drømme om at komme ud i Stillehavet, som vi ikke havde nået på første tur.

I stedet for at tage Kieler-kanalen, som vi havde prøvet, ville vi sejle over Skotland.

Men da sommeren kom, var det både dyrt og besværligt at sejle til Skotland med deres gældende corona-regler, og vi besluttede os derfor endnu en gang for at vente et år.

Farvel til Horsens efter fem år

Endnu et forår kom, og nu syntes intet at forhindre os i at tage af sted. Det skulle da lige være, at de 80 % færdige, vi var blevet halvandet år tidligere, kun var blevet til 85 % i den mellemliggende periode, så vi fik pludselig meget travlt.

Vi måtte igennem flere diskussioner om, hvordan vi hver især prioriterede vores tid mere eller mindre hensigtsmæssigt. Jeg synes eksempelvis også, det var vigtigt at se veninder og familie inden afrejse, hvor Henrik mente, at det var lidt mere væsentligt at få masten monteret, i hvilken han blandt andet havde fastgjort et nyt elektrikerrør og trukket nye ledninger.

Det lykkedes os dog at blive tilstrækkelig færdig til at få masten sat på, og vi endte med at forlade Horsens Havn direkte fra mastekranen. Det virkede lidt forjaget, men personalet på havnen vinkede farvel fra broen, da vi sejlede af sted, hvilket alligevel fik det til at føles som en særlig dag. Nu var vi endelig på vej igen!

Logistisk mareridt

Fra Horsens satte vi kursen mod Thyborøn, hvilket vi havde lykkedes med at gøre til lidt af et logistisk mareridt. I forlængelse af vores tidligere diskussioner om prioritering af tid, (som jeg ikke havde taget mig af), havde jeg aftaler jævnt fordel over de efterfølgende uger.

Vi flyttede os derfor nordpå på de dage, hvor jeg ikke skulle noget andet, mens vi med hjælp fra offentlig transport forsøgte at flytte vores bil med os rundt. Det kunne godt være blevet gjort nemmere!

Jeg havde dog lovet at være helt klar og dedikeret til projektet den 1. juni, hvor vi havde planlagt at være i Thyborøn. Vi var dog kun nået til Aalborg, men i vores bog er det en kæmpe succes! Det sidste stykke sejlede vi over et par dage, mens vi ærgrede os over, at vi ikke havde bedre tid til også at gå på opdagelse i Limfjorden. 

Vi sejler med gast for første gang

Henrik og jeg har altid sejlet alene. For det første er der ikke meget plads til ekstra folk om bord på vores 30 fods båd, hvis man også sætter pris på lidt privatliv, men for det andet så fungerer vi også godt bare os to.

Da vi inviterede en ven fra havnen med over Nordsøen, var vi derfor spændte på, hvordan det ville gå. Hvad ville det betyde for dynamikken om bord? For de vaner og rutiner, som vi har tillagt os igennem årene? Det viste sig dog at være en virkelig god oplevelse. At være tre i stedet for to gav faktisk en bedre dynamik på de lange ture.

For det første gave det lidt mere luft i vagtskemaet, så vi fik sovet mere, og det var også nemmere at gå ned og lægge sig, når man vidste, at den anden var underholdt. Måske var det også mere trygt at sidde alene i cockpittet om natten, når der var to andre, man kunne kalde på. 

Velkommen til Skotland og tidevand

Det tog os tre døgn at sejle de 330 sømil fra Thyborøn til Skotland, hvor vi måtte sejle i både modvind, ingen vind og hård vind.

Vi havde talt om at fortsætte ind til Inverness, men da vi nåede til Fraserburgh, der ligger på den sydøstlige spids ved indsejlingen til Inverness, og at vinden skulle tage til i løbet af natten, blev vi hurtige enige om, at Fraserburgh nok var et godt sted at overnatte.

Havnen er dog udelukkende en fiskerihavn, men lystbåde er tilsyneladende velkomne, og vi fik lov til at lægge til op ad en kaj. Heldigvis fik vi at vide, da vi lagde os til, at vi skulle huske meget slappe fortøjninger på grund af tidevandet, for da vi kom retur efter et par øl og en gang fish and chips, var vandstanden faldet tre meter.

Ingen langtur uden motorproblemer

Dagen efter tog vores ven retur til Danmark, og efter et par dage i Fraserburgh, hvor vi ventede på, at vinden skulle lægge sig, sejlede vi mod Inverness med nogle få besøg i land.

Vi stoppede blandt andet i Cullen, som åbenbart er hjemstavn for den skotske nationalsuppe Cullen Skink, som er en fiskesuppe med røget kuller (Brødrene Price har lavet en opskrift, som ligger på DR, og den kan virkelig anbefales!).

Det føltes skønt at være af sted, men også lidt uvirkeligt. Efter flere års udskydelse var vi nu igen langturssejlere, selvom det ikke helt føltes sådan. Følelsen indtraf dog, da vi kom til Inverness.

Henrik ville skifte olie på motoren, da han opdagede, at filtrene var næsten stoppet af dieselpest fra tanken, og et af motorophængende var knækket. Vi er tilbage! 

Signe Storr