Gå til hoved-indhold
Tur
Celina Holm Nielsen er 21 år og bådejer. Det har hun været i halvandet år nu, efter hun i 2022 købte sin farfars gamle Bandholm 28 til 28.000.
Tur

21-årige Celina købte sin farfars gamle Bandholm 28: Jeg kunne ikke lade den forsvinde ud af familien

Celina ejer nu en Bandholm 28 og bor på den i Skive Havn. Båden kender hun meget godt, for hun har sejlet i den hele sit liv. Nu skal hun lande i kaptajn-rollen efter hun købte båden til 28.000 kr.

Af Cille Rosentoft |

Celina Holm Nielsen er 21 år og bådejer. Det har hun været i halvandet år nu, efter hun i 2022 købte sin farfars gamle Bandholm 28 til 28.000. Det er en båd, hun kender godt. Hun har nemlig været ombord på den og sejlet på sommerferie med sin farfar og farmor hele sin barndom.

Som barn hjalp hun sin farmor med havnemanøvrer og sprang i land, selvom hun var alt for lille og ikke havde fået lov. Det er tydeligt at høre på Frejas stemme, at der blev skabt gode minder ombord på Freja, som båden hedder.

Derfor var der ingen anden udvej, da båden skulle sælges efter Celinas farfar døde:

- Min farfar døde af kræft i 2020. Det var ret pludseligt og alle i familien var selvfølgelig kede af det og fortvivlede, fortæller Celina og fortsætter: Tre dage inden min farfar døde, havde han fortalt min far, at hans største ønske var, at hans elskede båd skulle blive i familien. Min farmor havde ikke mod på at beholde den alene, og vi var meget usikre på, hvad vi skulle stille op. 

Celinas onkel trådte til og købte båden. Det viste sig dog, at Freja aldrig fik den værdi for ham, som han havde håbet på, og båden blev derfor sat til salg igen.

Jeg fik en god idé og så var jeg bådejer

- En onsdag aften i sofaen fik min far et opkald. Det var min onkel, der spurgte, om han var interesseret i at købe båden, siger Celina og forklarer videre: Mine forældre havde deres egen båd og havde ikke tid til at stå med to både. Derfor afviste min far tilbuddet. Og så var det, at jeg fik en idé. Jeg kunne jo købe den! 

Sådan gik det til at Celina endte som bådejer lang tid før hun egentlig havde tænkt sig det. Planen om at skulle have en båd eksisterede allerede hos Celina, men tidspunktet var ikke det helt rigtige.

- Jeg følte mig ikke klar til at skulle eje en båd med alt hvad det indebærer af udgifter og arbejdsopgaver. Men jeg kunne ikke sige nej. Jeg kunne ikke lade andre købe hende, for tænk nu, hvis de ikke passede lige så godt på hende. 

Så Celina blev bådejer for 28.000 kroner og bor nu på sin båd i Skive Havn.

Sejlede til Sverige ligesom farfar

På trods af sin korte tid som bådejer, har Celina allerede oplevet nogle af sejlerlivets udfordringer. På den første tur gik udstødningen i stykker, derefter opdagede de, at motoren skulle skiftes og på en tur hjem fra Sverige knækkede bommen på Freja.

Den største oplevelse Celina har haft indtil videre, er da hun sejlede til Malmø. Det var ikke selve turen til Malmø, der gjorde stort indtryk, men derimod visheden om, at hun bragte Freja tilbage til Sverige, som hendes farfar havde elsket at sejle til:

- Det var vildt at sejle ind i et nyt land og skulle hejse gæsteflaget, og det har været mit højeste ønske, siden jeg købte Freja - altså at sejle til Sverige ligesom min farfar. Det var vildt, at jeg havde gjort det. Både for hans og min egen skyld, sætter Celina ord på.

Vildt at være kaptajn

Celina sejler med sin kæreste, Jeppe, som også er sejler. Heldigvis var han med i Sverige, da de knækkede bommen og Celina skulle holde hovedet koldt.

- Jeg havde egentlig regnet med, at jeg ville gå i panik i sådan en situation, men det gjorde jeg ikke. Vi havde en ufrivillig bomning på grund af en skæv bølge og jeg kunne ret hurtigt se, at sejlet sad mærkeligt og at bommen var knækket, fortæller Celina og fortsætter: Vi havde lige inden snakket om, hvad man skulle gøre, hvis masten knækkede og jeg havde faktisk tænkt, at jeg ville reagere helt anderledes. Men jeg fik sejlet ned, fandt det rette værktøj frem og tog sejlet af. Jeg handlede helt rationelt.

Selvom Celina har meget erfaring med sejlads, har hun aldrig før været kaptajn på egen båd. Derfor føler hun sig stadig ny i sejladsen og skal vænne sig til at være den, der giver ordrer og ikke tager imod ordrer. Det er en stor opgave for hende at have ansvaret og hun er meget bevidst om, hvordan hun skal håndtere det:

- Jeg har besluttet mig for at indrømme, at der er ting, som jeg ikke er sikker på. Engang imellem siger jeg højt, at jeg ikke 100% ved, hvad jeg skal gøre i en bestemt situation, og så får jeg hjælp. Der er heldigvis mange, der gerne vil hjælpe. Men det kræver, at man melder ud og siger det højt, siger Celina.

Planen på sigt er at sætte kurs mod Middelhavet. Men nu skal Celina finde sig et arbejde, så hun kan bruge de næste par år på at tjene penge. Båden skal nemlig først gøres klar til en længere tur, og så tager hun farfars båd på langtur.

Bandholm 28
Tegnet og bygget af Knud Olsen i Danmark
Bygget i 1977
Bredde 2,8 meter
Max dybgang 1,5 meter

Motor
content-loader
content-loader
content-loader