Signe Storr i Florida: Capibara tager vand ind

Livet som cruiser i Florida er temmelig varmt, og det er ikke meget, vi gider at lave om bord. Desuden er der nogle projekter, vi er lidt udfordret på at lave, da vores 220 V inverter gik i stykker på Bahamas. Vi tænkte, at vi nemt ville kunne købe en ny, når vi kom til USA, selvom de bruger 110 V, men det har vist sig at være lidt af en udfordring. Henrik brugte de første par dage, da vi ankom, for at finde en butik, som kunne skaffe os en ny, men uden held.

Vi overvejede at få en ny tilsendt fra Danmark, men det blev både lidt bekosteligt og besværligt, eftersom vi ligger for anker og ikke har en adresse. Det kunne vi selvfølglig have løst, men nu er det om ikke andet en bekvemmelig undskyldning for at udskyde projekterne, til vi kommer retur - og vejret er lidt mere arbejds-venligt.

Capibara tager vand ind

Der er dog opgaver, som ikke kan udskydes, heriblandt når de elektriske lænsepumper går i gang.  Jeg var først i tvivl om, hvad det var, jeg hørte… en anden bådmotor? Henrik mener, at jeg kan høre ting, der ikke eksisterer, men dagen efter hørte vi dog begge, at det var lænsepumpen under dørken i badeværelset, der var gået i gang.

Ved nærmere eftersyn så vi, at bunden var helt fyldt med vand. Vi pumpede det ud og ventede for at se, hvor hurtigt det løb ind igen. Først så det ud som om, det kun løb langsomt, men få timer senere var bunden fyldt helt op igen. Nu blev vi lidt nervøse.

Hvor kommer vandet fra?

Henrik mistænkte to ting: Enten en kølbolt eller stævnrørspakningen. Vi startede med at flytte alt ud, så vi kunne komme til stævnrøret/propelakselen, (hvilket er ca. en halv båd). Her kunne vi se, at vandet piblede ud fra pakningen. Vandet har muligvis dryppet et stykke tid herfra, men nu var det noget mere end bare dryp. Henrik har en ekstra om bord, men vi syntes, det var lidt for spændende at skifte den, mens vi stadig var i vandet.

I stedet forsøgte vi at skubbe rundt med den for at få den til at sidde bedre, hvilket først fik vandet til at løbe endnu hurtigere igennem. Henrik prøvede i stedet at skubbe nyt fedt ind under den, og efter en halv time og en hel tube dyrt Volvo-fedt fik vi standset det meste af vandet. De sidste dryp fik vi stoppet med en strip rundt om pakningen, så den blev holdt sammen, og så var det bare at vente. Var det kun her vandet kom ind? VI tømte bunden for vand igen, og ventede… først 24 timer og dernæst 48 timer. Ingen vand! Men endnu en opgave, der venter os til efteråret.

Cykler til aircondition

Når vi ikke er om bord, så prøver vi at være et sted, hvor der er aircondition. Pga. luftfugtigheden er det om eftermiddagen ofte op mod 40 grader varmt, og den sidste uge har været særlig slem. Vi kan mærke, at på de dage, hvor vi har været om bord det meste af dagen, har vi det dårligere, end hvis vi har tilbragt et par timer i et lokale med aircondition. Det kan være i træningscentret, på en kaffebar eller i vaskeriet - alt er bedre!

Vi cykler som regel til meste på vores nye foldecykler, som vi fandt på Craigslist, den amerikanske udgave af Gul & Gratis. Dem er vi blevet virkelig glade for, men man skal være ret opmærksom på bilisterne, som ikke virker som om, de er vant til at se cykler i trafikken - og det er selvom vi cykler på fortovet. (Jeg har også fået at vide, at vi skal være særligt opmærksomme i Florida, fordi alle bilister er gamle).

Henrik påkørt af bilist

Forleden dag, da vi cyklede hjem fra træningscentret, fortsætte en bil ud over fortovet, netop som vi cyklede forbi, og bilen ramte Henrik. Henrik nåede at svinge sit ben væk fra bilen, så den kun ramte cyklen, og han formåede også at holde balancen, så han ikke væltede. Bilisten (som var en yngre kvinde) sprang ud af bilen og græd og undskyldte i 10 min.

Hun virkede fuldstændig rystet - men der er også et reklameskilt for skades-advokater på hvert et gadehjørne, og Henrik kunne jo være blevet traumatisk påvirket af oplevelsen. Så galt gik det dog heldigvis ikke, og vi kom derfra med kun en bøjet pedalarm. Dagen efter blev cockpittet derfor lavet om til et cykel-værksted: Henrik spændte pedalen fast til spillet, og mens han varmede pedalarmen op, rettede jeg den ud ved hjælp af spillet. Arbejdet lykkedes, så vi får ikke brug for en skadesadvokat denne gang.

Test af anker

I den sidste uge har vi ikke haft meget regn, og selvom det kan være lidt irriterende, når regnen vælter ned (gummibåden kan blive halvt fyldt med vand i løbet af et 30 minutters regnskyld), så virker det også afkølende. I sidste uge oplevede vi dog en lidt mere end almindelig thunder storm. De kan indeholde en del vind, men normalt er det begrænset, og det passerer også hurtigt. Denne eftermiddag blev himlen også mørk, som den plejer, når et uvejr er på vej, men pludselig lagde båden sig ned på siden.

Kaffekopperne gled hen af bordet, og vi nåede kun lige at gribe dem, inden vi fik kaffe ud over det hele. En af de øvrige både tog turen på tværs af ankerpladsen, og vi var selv i tvivl, om vores anker ville holde. Vi har ikke længere vindinstrumenter, men en anden sejler fortalte os, at han havde målt 76 mph, hvilket svarer til ca. 33 knob. Det er vi nu ikke helt sikre på kan passe, men det blæste i hvert fald meget. Det var dog godt at opleve, at vores 25 kg Rocna anker klarede mosten, hvilket jeg tidligere har været lidt nervøs for. Vi har dog også alle 50 meter ude af vores 8 mm rustfri stål-kæde - og vi ligger på omkring 3 meter dybde - så vi skulle have gode betingelserne for at blive liggende. Måske bliver udfordringer i højere grad at komme derfra igen!