Maria og Jens var på ferietur under stormen: - Når man har en båd til skandinaviske forhold, skal man udnytte det
En middelvind på tyve sekundmeter og store bølger satte ikke en bremser for parrets efterårstur i deres Hallberg-Rassy 43. – I værste fald kunne vi have ladet båden ligge i Sverige, forklarer parret, der opfordrer flere sejlere til at drage på eventyr i ydersæsonen.
Maria Houlind og kæresten Jens Bollerup sidder på en restaurant. Fiskesuppen står foran dem, mens mørket har sænket sig over lystbådehavnen i Smögen, Vestsverige.
Det er onsdag i uge 42, og parret er på efterårstur i deres Hallberg-Rassy 43. Præcis, som de har været det så mange gange før. Men noget er anderledes.
En besked tikker ind på Jens Bollerups telefon: En storm er på vej.
Parret går direkte fra suppebordet mod båden. De trækker i sejlertøjet, finder redningsvesten, kaster fortøjningerne og retter stævnen mod Marstrand i håbet om at nå Danmark, inden stormen for alvor tager fat.
I værste fald venter toget
Marie og Jens, der begge er midt i 50’erne, har flere års sejlerfaring. Alligevel kommer stormen som en overraskelse. Da de sejler ud af hjemhavnen i Aabenraa en uge tidligere, ser vejrudsigten i Skærgården fin ud.
Det ændrer sig – og det samme gør parrets planer. Det er en del af sejladsen, som enhver feriesejler kender til. Eneste forskel er blot, at vejret ofte er mere voldsomt, og planerne derfor må ændres mere drastisk, når den varme sommersæson er gået på held:
- Vi havde flere muligheder, og i værste fald kunne vi have ladet båden ligge i Sverige og have taget toget hjem. Værre kan det ikke gå. Når man har en båd til skandinaviske forhold, skal man udnytte det, også selvom vejret er mere usikkert i efteråret, fortæller Maria Houlind, der arbejder som selvstændig psykolog.
Sejlerne slipper for toget i denne omgang. I stedet sejler de i ekspresfart mod Marstrand, videre forbi Varberg og Halmstad, inden turen går indenom Hallands Väderø og rundt om Kullen. Herfra sætter de kursus gennem Øresund med stævnen vendt direkte mod København.
En succes – trods alt
Det er fredag morgen, da sejlerne gør fortøjningerne fast ved Amerikakaj i den danske hovedstad, halvandet døgn efter den afbrudte fiskemiddag i Smögen. Undervejs har sejlerparret kæmpet med en middelvind på 20 sekundmeter, alt imens bølgerne er vokset i styrke:
- Vi er ikke utrygge på noget tidspunkt, heller ikke i forhold til riggen, som ellers er min største frygt. Et par gange bryder bølgerne, mens vi er på toppen af dem, så båden glider tværs af dem, men aldrig på en måde, hvor vi bliver nervøse, påpeger Jens Bollerup, der som selvstændig står i spidsen for en industrilakerings-virksomhed.
I København kan de ånde lettede op. Venner og familie aflægger besøg i den godt sikrede båd, inden Maria og Jens lørdag eftermiddag sætter kursen mod hjemhavnen i Aabenraa. På turen gennem Grønsund og Smålandshavet aftager vinden og afløses af tåge, indtil solen står op.
Sunkne både i hjemhavnen
Efter 649 sømils sejlads går parret søndag lidt før klokken 18 i havn i det sidste dagslys. Flere både er gået til bunds i stormfloden, ligesom dele af havnen er ødelagt:
- Jeg er egentlig glad for, at vi ikke lod vores båd ligge i Aabenraa, hvor flere både sank. Vi havde en god og hyggelig tur, påpeger Maria Houlind, der ærgrer sig over, at ikke flere sejlere får glæde af de mange eventyrlige oplevelser, der venter udenfor sæsonen.
- Det er langt fra sidste gang, vi tager afsted i ydersæsonen. Faktisk overvejer vi, om vi skal holde nytår på båden, forklarer parret, der tidligere har spist julemiddagen i Hallberg-Rassy’en.
Drømmer du om at følge i Maria og Jens’ kølvand? I næste uge deler Minbaad.dk sejlerparrets syv bedste råd til sejlads i efterårsmånederne.