Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Lige nu er der en flot og spændende udstilling på Danmarks Museum for Lystsejlads om Peer og Peter Bruuns designede både. Foto: Troels Lykke

Bevilling på 84,5 mio. kr. sikrer nyt teaterhus i Svendborg - Danmarks Museum for Lystsejlads må derfor flytte i 2025

Svendborg får et nyt teaterhus. Det sikrer A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med en millionbevilling til BaggårdTeatret. Det nye teaterhus bygges i Stålhallen på Frederiksø, hvor Danmarks Museum for Lystsejlads er. Nu forventer museet at skulle flytte i 2025.

Af Troels Lykke |

Det nye teaterhus er en essentiel brik i udviklingen af Svendborg Havn som et nyt rekreativt område med både kulturelle og maritime aktiviteter.

”Det nye teaterhus i Stålhallen på Frederiksø vil med placeringen midt i Svendborg Havns aktive værftsindustri styrke byens udvikling og det rige kulturliv. Jeg håber, at Stålhallen kan blive et levende sted med oplevelser, der vil række ud til et stort publikum,” siger A.P. Møller Fondens formand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, skriver Svendborg Kommune på deres hjemmeside.

Grunden på Frederiksø er doneret til teatret af Svendborg Kommune, og det nye teater tegnes af Praksis Arkitekter. Det nye teaterhus kommer i vid udstrækning til at genbruge Stålhallens oprindelige konstruktion for at bevare den industrielle identitet, som er en vigtig del af Svendborgs kulturarv.

I respekt for den identitet skifter BaggårdTeatret navn til Stålhallen Teater. Svendborgs borgmester Bo Hansen er naturligvis begejstret for donationen og supplerer med 22,5 mio. kr, som kommunen har sat af til projektet:

”Det er en fantastisk nyhed, at A.P. Møller Fonden med den store donation er med til at sikre, at visionen om et nyt teater på Frederiksø nu kan realiseres. Det er selvsagt altafgørende for teatret. Men betydningen rækker langt videre. Det handler om den langsigtede udvikling af fremtidens havn. Og dermed om udviklingen af Svendborg og Sydfyn.”

Planerne for teateret blev offentliggjort i 2019, da Svendborg Kommune udpegede østsiden af Frederiksø til Kulturkaj og året efter gav sit tilsagn om at støtte etableringen af det nye teaterhus.

Det er første gang, siden Svendborg Teater blev bygget i 1898, at der bygges nyt teater syd for Odense.

Hvor skal Danmarks Museum for Lystsejlads så bo?

Det nye teater betyder ifølge minbaad.dks oplysninger at Danmarks Museum for Lystsejlads forventer at modtage en to-årig opsigelse i denne måned. Det store spørgsmål er nu, hvor museet så skal flytte hen.

Svendborg Kommune er i dialog med museet om, hvordan den maritime kulturarv kan formidles fremover.

Fakta:

  • A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal donerer 84,5 mio. kr. til etableringen af Stålhallen Teater
  • Svendborg Kommunalbestyrelse har givet tilsagn om at støtte etableringen med 22,5 mio. kr., og Fonden for Fynske Bank har doneret 1 mio. kr. Hertil har SEAF – Sydfyns Elforsynings Almennytige Fond bidraget med udviklingsmidler. Dermed er projektet fuldt finansieret
  • Det nye teaterhus bygges på Frederiksø i Svendborg Havn. Svendborg Kommunalbestyrelse har stillet grunden Frederiksø 16F til rådighed for byggeriet. Det nye teaterhus bliver en bærende kraft i projektet Kulturkajen – Den Blå Kant, der samler kreative værksteder og kulturaktører på den del af Frederiksø, der vender ind mod Svendborg. Huset bliver et teater-, uddannelses- og oplevelseshus, der får to sale med plads til op mod 240 publikummer i den store sal
  • Stålhallen huser i dag Danmarks Museum for Lystsejlads. Svendborg Kommune er i dialog med museet om, hvordan den maritime kulturarv kan formidles fremover
Motor
content-loader
content-loader
content-loader