Motorbåd planede på stenmole i Rødvig - gav kæmpe brag og så var der stille
En gæstesejler på den indvendige side af Østmolen ved lystbådehavnen i Rødvig vågnede i nat ved et kæmpe brag – og så blev der helt stille, fortæller Sjællandske Nyheder, der viser billeder.
– Jeg tænkte ikke videre over det, så derfor faldt jeg i søvn igen, fortæller sejleren til sn.dk (se fotos) mandag morgen, hvor alle kan konstatere, hvad det var, at gæstesejleren hørte i løbet af natten.
En stor, nyere motorbåd er med stor kraft sejlet hen over det lave vand med sten og er endt oppe på stenmolen, hvor den så ikke har kunnet sejle mere.
Bådens fører var stadig i båden, da sn.dk kiggede forbi mandag morgen. Han gik dog under dæk, da der blev vist interesse for den forliste motorbåd. Ude på den venstre side af båden lyste den røde, bagbords lanterne stadig, som et vidnesbyrd om, at motorbåden er ankommet i løbet af natten, mens det stadig var mørkt.
Må have været i høj fart
– For at komme helt derop på stenmolen, så må båden have haft rigtig meget fart på. De kan ikke trække den fri af stenene og ud i vandet igen, så går den ned, da der er hul i bunden. Den skal tages op af en stor kranvogn, lød det fra havnefogeden mandag morgen.
Kilde. www.sn.dk