Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
M/S Museet for Søfarts nye udstilling har modelskibe i mange forskellige former. Foto: Privat

Museet for Søfart fejrer 10 år med ny udstilling i oktober med modelskibe i alle størrelser

M/S Museet for Søfart i Helsingør får en ny fast udstilling "Skibe på stribe" - en verden af skibsmodeller fra gulv til loft og en parade af små skibe med store fortællinger. Udstillingen fra 7. oktober bringer museets samling af skibsmodeller og deres 400 års søfartshistorie helt frem i lyset.

 

Af Anna Brinch |

"Skibe på stribe" er et modeldorado for alle med hang til sublimt håndværk og en kærlighedserklæring til modelskibe - fra små skibe i en elpære til gigantiske virkelighedstro modeller skabt til at imponere på rederiets kontor.

Udstillingen viser modeller af skibe med særlige historier som det første danske skib, der sejlede passagerer til Amerika, FREDERIK VIII, eller skoleskibet KØBENHAVN, der forliste og sporløst forsvandt. Mange af modellerne er con amore projekter bygget til minde om et bestemt skib af sømænd, der skulle få tiden på havet til at gå.

Udstillingen byder også på rækker af fascinerende flaskeskibe, modeller bygget i nelliker eller glas og smukke detaljerede mesterværker med miniature rat og fine snoretræk til sejl.

Det første skib i udstillingen er lavet i bølgepap. Det er bygget af Wilbur på ni år, der også åbner museets nye udstilling. Han bygger skibsmodeller af genbrugsmaterialer med sin farfar, og foretrækker modelskibe frem for at bygge i virtuelle universer som i computerspillet "Minecraft".

- Det er mere livagtigt, og spændende at bygge modelskibe. Computerspil findes jo ikke i virkeligheden, men skibe kan man holde i hånden og røre ved. Jeg elsker det bare. Det er fascinerende, at man kan bygge noget så detaljeret i en lille størrelse, og det er sjovt at finde på, og planlægge, hvordan skibet skal bygges. Det er dejligt simpelt at bygge skibe. Man bruger et stykke pap og en trådrulle og så bliver det til sådan noget flot noget, fortæller niårige Wilbur Lassen.

Catwalk for skibsmodeller

I udstillingen er Wilburs model af det danske hospitalsskib JUTLANDIA et eksempel på, at skibsmodeller altid har været legetøj - både for børn og voksne. Modellerne har også været et vigtigt arbejdsredskab for skibstømrere og skibsingeniører.

I "Skibe på stribe" bliver modellerne og deres historie vakt til live med film, lys, lyd, animationer og viden. Et udvalg af stjerner bliver også præsenteret på en digital catwalk for skibsmodeller, hvor gæsterne kan dykke dybt ned i modellens tekniske detaljer og skibstegninger. Det er med til at gøre "Skibe på stribe" til et skatkammer for alle med interesse for håndværk, søfart og historie.

- Alle museer har deres skatte og på M/S Museet for Søfart er det vores skibsmodeller. Modellerne fortæller 400 års Danmarkshistorie, og er små vidnesbyrd om søfartens skaberlyst og innovation med udviklingen fra sejl til damp og til diesel. Skibe er ikke bare transportmidler, men også søfolkenes hjem på havet med masser af sjæl og historie. Det håber vi, man mærker i denne nye faste udstilling, der også er en stor hyldest til det maritime håndværk, siger Anni Mogensen, direktør for M/S Museet for Søfart.

10 år i dokken

"Skibe på stribe" er første del af en fornyelse af alle museets faste udstillinger. Udstillingen kan ses fra d. 7. oktober, hvor M/S fejrer tiåret for museets flytning fra Kronborg til BIGs arkitektoniske rammer i Helsingør Skibsværfts gamle tørdok. Det markerer museet med en jubilæumsfest med alt fra foredrag til sang med Onkel Reje og den første åbne rundvisning i "Skibe på Stribe".

Mere information på museets hjemmeside.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader