Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Snart bliver sejlertøjet skiftet ud med en ny slags uniform. Foto: Privat

Anna blogger om værneret i Søværnet - hun skal på togt til vinter

Som ung kvinde er det blevet mere almindeligt at aftjene sin værneret i Forsvaret. Anna Brinch fra Minbaad.dk blogger her om hendes tanker for de næste fire måneder, hvor hun skal i Søværnet. Med et planlagt togt til vinter er der masser at se frem til.

Af Anna Brinch |

Det er en mangeårig drøm, der snart går i opfyldelse for mig. I næste uge starter jeg i Søværnet i Frederikshavn, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang!

Det har været på tegnebrættet, siden jeg var 15 år. Nu er det lige rundt om hjørnet... Så der er naturligvis mange tanker, der går gennem hovedet på mig i disse dage. 

Hvorfor Søværnet?

Da jeg var i praktik i 9. klasse i Flyvevåbnet, var jeg ikke i tvivl om, at jeg en dag skulle tage min værneret. Til at starte med var det i hæren, men jeg ændrede siden da mening. For mig handler det ikke så meget om at tjene mit land, men mere om at lære mig selv at kende. Dét ved jeg er en af de ting, man gør i Forsvaret.

Mange kvinder vælger faktisk at tage deres værneret, i 2022 var der 1200 kvinder. Værneret blev indført i 1998, hvorefter kvinder fik mulighed for at aftjene værneret på værnepligtslignende vilkår. Jeg møder dog stadig folk, som bliver overraskede, når jeg fortæller, at jeg skal i Søværnet.

Da jeg for to år siden fortalte, at jeg ville starte som værnepligtig i Søværnet, stillede mange spørgsmål til mit valg. "Hvorfor søværnet?", ville de spørge. Vandet har altid haft en dragning på mig, og i de senere år har jeg kastet mig ud i det blå liv uden at se mig tilbage.

Pludselig gav det mening

Da jeg købte min egen båd, gik det hele op i en højere enhed. Det gav pludselig rigtig god mening at tilbringe de fire måneder i Søværnet i stedet for hæren, som jeg oprindeligt havde tænkt mig. 

Det bliver dog ret så spænende, og jeg har tit tænkt på, at man starter et sted, hvor mænd historisk set har domineret, men tiderne ændrer sig.

Søværnet er faktisk en af de værn, hvor der næsten er ligevægt af kønnene blandt de værnepligtige. I 2022 lød tallene på 83 kvindelige værnepligtige i Søværnet ud af 211 i alt. Det bliver spændende at se, hvor mange der er med på mit hold. 

Forventninger og bekymringer

Selvfølgelig har jeg mine bekymringer.... Vil jeg være i stand til at håndtere de fysiske og mentale udfordringer, der kommer undervejs? Vil jeg blive helt forfærdelig søsyg på vores togt?

Som de sidste uger er gået, har jeg i stedet for at lade disse bekymringer tynge mig valgt at se dem som muligheder for at vokse og lære. 

De næste fire måneder vil utvivlsomt være fyldt med ømme muskler, trætte weekender og mange andre udfordringer, men jeg er sikker på, at de nye oplevelser og gode minder vil være det hele værd. Nu ser jeg blot frem til at vokse som person og opleve verden fra et helt nyt perspektiv. 

Fortsætter på Minbaad.dk

Du vil høre fra mig i ny og næ, når jeg får tiden til at skrive historier og artikler til Minbaad.dk.

Man kan dog altid sende mig et praj til en artikel på anna.minbaad@gmail.com - så vender jeg med glæde tilbage, når tiden altså lige er til det. 

Anna

Motor
content-loader
content-loader
content-loader