Pro-Safe trækker FMI i voldgiftsretten efter sag om gummibåde - mangler over 2,5 millioner kroner
FMI nægter at betale 62 fakturaer, som Pro-Safe fortsat har til gode i Forsvarsministeriets styrelse. - Vi er helt uforstående over for, at en myndighed kan agere sådan efter mere end tyve års samarbejde og helt uden dom, understreger direktør i Pro-Safe, Søren West, der nu går til voldgiftsretten.
Pengekassen er lukket. Det er meldingen til danske Pro-Safe, der har over 2,5 millioner kroner til gode hos FMI (Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse).
Sådan har det været siden november 2023, hvor FMI beslutter at lukke for alle betalinger til Pro-Safe - også selvom blot to af de i alt 62 ubetalte fakturaer omhandler leveringer af de både, som er den egentlige årsag til betalingsstoppet:
- Pro-Safe har betalt alle vores leverandører for alle FMI's ordrer, og FMI har modtaget alle ordrerne. Nu står vi bare tilbage med regningen, forklarer Søren West, grundlægger og direktør hos Pro-Safe, til Minbaad.dk
Pro-Safe har forsøgt at løse sagen
Regningen er stor. Så stor, at Pro-Safe i Korsør ikke kan lade den lukkede pengekasse stå til - i hvert fald ikke hvis den danske virksomhed også i fremtiden vil levere både og udstyr til ind- og udland:
- Vi har ingen interesse i denne sag og har forgæves forsøgt at løse sagen i mindelighed i månedsvis. Det har FMI gang på gang afvist, og nu er vi desværre nødt til at forsvare os selv og vores virksomheds fremtid, påpeger Søren West og understreger:
- Voldgiftssagen vil helt simpelt være for at få FMI til at betale de udestående beløb på de 62 ordre. Ordrer, som FMI selv har bestilt, godkendt og modtaget.
Ulykke fra 2021 er årsag til betalingsstop
At betale har FMI tilsyneladende ikke i sinde. En ulykke ombord på én af Pro-Safes både, gummibåden Pro-740'er, i 2021 får usikkerheden til at sprede sig i Søværnet.
Læs artikel om ulykken her.
En usikkerhed, der efterfølgende får Søværnet til at sætte begrænsninger for anvendelsen af bådene - også selvom Havarikommissionen konkluderer, at det er fejl i bådføringen og manglende udstyr, der er årsag til ulykken.
Et tilbud om montering af efterudstyr fra Pro-Safe afvises af FMI, som i stedet beslutter at opsige samarbejdet og de tilbageværende betalinger til Pro-Safe:
- Efter havariet i 2021 har vi lavet konkrete produktionstegninger af de tre anbefalinger fra Havarirapporten, ligesom vi også har givet FMI tilbud på eftermontering på nuværende fartøjer. Ingen reaktion fra FMI. FMI valgte i 2022 at forlænge en udløbet rammeaftale med Pro-Safe for at indkøbe ekstra seks nye fartøjer med levering i 2023, hvor disse anbefalinger fra Havarirapporten heller ikke blev implementeret, forklarer Søren West.
- Helt uforstående
Det er ikke kun tidligere fakturaer og samarbejdsaftaler, FMI har midt i skraldespanden. Fremover har styrelsen valgt at parkere Pro-Safe i hjørnet, når nye arbejdsaftaler skal i hus. Det er noget, der vækker undren hos Pro-Safe:
- Vi er helt uforstående over for, at en myndighed kan agere sådan efter mere end tyve års samarbejde og helt uden dom, ligesom FMI har afvist ethvert forsøg på en mindelig løsning eller involvering af uvildige, påpeger Søren West.
- Der har altid været et godt samarbejde med FMI’s mange medarbejdere, og i vores øjne er det kun meget få af disse, som ikke længere har et ønske om samarbejde og derfor helt har stoppet den tekniske og daglige dialog, afslutter Pro-Safe-direktøren, der allerede har været nødsaget til at afskedige halvdelen af sine medarbejdere.
Minbaad.dk har været i kontakt med FMI, men afventer et endeligt svar fra styrelsen.