Lods oplever ligegade lystsejlere, der presser 300 meter skibe - bøder fra VTS Storebælt deles ud på 5.000 kr.
- Jeg kom sejlende med en 300 meter lang LNG tanker med 15-16 knob. En krydsende sejlbåd krydsede ruten, hvor vi sejlede. Vi var på kollisionskurs, men sejlbåden valgte at "holde på", og tvang dermed mig ud i et styrbord drej, fortæller lods og Drabant 24-sejler, der ønsker mere hensyn fra sejlerne.
VTS Storebælt har i år haft større fokus på at anmelde ulovlig sejlads blandt lystsejlere i Storebælt. Anmeldelserne bliver sendt til Søfartsstyrelsen/Politiet, og kan ende ud i et bødeforlæg på 5.000 kroner.
Minbaad.dk har talt med Anders Christiansen, der er lods, men også Drabant 24-sejler fra Svendborg.
- I mit job som lods ser jeg og mine kolleger adskillige eksempler på farlig og ulovlig sejlads hver sommer. Storebælt er stort og bredt, dette gælder dog bare ikke hvis man sejler et stort handelsskib der stikker op mod 15 meter. Med de store skibe kan vi kun sejle i de smalle markerede ruter, mens lystbådene kan sejle overalt. Det skaber mange farlige og utrygge situationer, når lystfartøjer sejler i sejlrenderne, forklarer lodsen.
Gå agten om os
- Jeg ønsker ikke at skræmme lystsejlerne, men blot at oplyse. Flertallet sejler heldigvis fornuftigt.
Men kan vi få de sidste til at ændre adfærd vil det være skønt. Helt simpelt vil vi lodser ønske at lystbådene holder god afstand. Og i de tilfælde hvor det er nødvendigt at krydse vores ruter, så gør det ved at gå agten om os, og i den forbindelse lave en klar og tydelig manøvre der viser deres hensigt.
Som en hjælp kan sejlerne downloade app'en "Marinetraffic", hvor man kan se hvilke handelsskibe der er i området.
Sejler pressede 300 meter skib
Anders Christiansen havde en ubehagelig oplevelse fornylig med en sejler, der ikke tog hensyn.
- Jeg kom sejlende med en 300 meter lang LNG tanker med 15-16 knob, en krydsende sejlbåd valgte at krydse ruten, hvor jeg sejlede. Vi var på kollisionskurs, men sejlbåden valgte at "holde på", og tvang dermed mig ud i et styrbord drej, væk fra min rute for at undgå kollision. Hvad man ikke kan se på billederne (i toppen af artiklen), er at jeg havde en stor bulkcarrier liggende på min styrbord side, som jeg var ved at overhale. Så gennem mit nødvendige styrbord drej kom jeg kortvarigt på kurs mod bulkcarrier'en, indtil sejlbåden var passeret, forklarer den 40-årige lods.
Søvejsreglerne
I søvejsreglerne er der en række regler der regulerer sejladsen, regler som underkender den generelle opfattelse at "motor viger for sejl":
Regel 9: Snævre løb:
(b):
Et skib under 20 m i længde eller et sejlskib må ikke vanskeliggøre passagen for et skib, som kun kan sejle sikkert i et snævert løb eller farvand.
(d):
Et skib må ikke krydse et snævert løb eller farvand, hvis det derved vanskeliggør passagen for et skib, som kun kan sejle sikkert i selve løbet eller farvandet. Sidstnævnte skib kan benytte det i regel 34 (d) foreskrevne lydsignal, hvis det er i tvivl om det krydsende skibs hensigt.
Regel 10: Trafiksepereringsystemer:
(h):
Et skib, der ikke bruger et trafiksepareringssystem, skal gå så langt uden om dette som muligt.
(j):
Et skib under 20 m i længde eller et sejlskib må ikke vanskeliggøre sikker passage for et maskindrevet skib, der følger en trafikrute.
Regel 18: Skibes forpligtelser over for hinanden:
(d)(i):
Ethvert skib, bortset fra et skib, der ikke er under kommando, eller et skib, der er begrænset i sin evne til at manøvrere, skal, dersom omstændighederne i det givne tilfælde tillader det, undgå at vanskeliggøre sikker passage for et skib, der er hæmmet af sin dybgang, og som fører signaler efter regel 28;