Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Med tæt på 60 deltagende skibe og omkring 650 medsejlere fra fem lande slog Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe sin egen deltager-rekord. Foto: Søren Stidsholt-Nielsen
Kapsejlads
Arbejde under Fyn Rundt. Fotos: Søren Stidsholt-Nielsen
Kapsejlads
Præmieoverrækkelse i Svendborg. Foto: Søren Stidsholt-Nielsen

60 sejlskibe med 650 sejlere i vand-kamp: Vellykket finale for hidtil største Fyn Rundt

Danmark, Norge, Sverige og Tyskland på medalje-pladser i sejladser med frisk vind, vindstille, styrtregn og høj sol. Inden fællesmiddag og finalefest i Svendborg fredag havde skibene rundet Bogense, Fredericia, Assens, Haderslev og Faaborg.

Af Søren Stidsholt-Nielsen |

Årets Fyn Rundt-sejlads for de bevaringsværdige sejlskibe blev i mere end en forstand en vandkamp.

Under kapsejladserne blev der kæmpet bravt på bølgerne, og ugen igennem nedsatte massive vandmængder ovenfra komforten både til søs og til lands. Og den for sejlskibe så vitale vindkraft bød på både frisk og  stille - lejlighedsvis leveret fra en blå himmel.

Med tæt på 60 deltagende skibe og omkring 650 medsejlere fra fem lande slog Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe sin egen deltager-rekord.

- Vi er meget glade, stolte - og trætte. Måske en af de bedste Fyn Rundt’er nogensinde, konkluderer stævneleder Jan Jay Brun Jensen, Svendborg. 

Inden fællesmiddag og finalefest i Svendborg fredag havde skibene rundet Bogense, Fredericia, Assens, Haderslev og Faaborg. I alle havne hilst af tusinder af publikummer, der nød det spektakulære syn af ankommende, liggende og afgående sejlskibe.

Vinderne

På vandet kæmpede sejlsskibene klassevis i de enkelte dages etaper. For vistnok første gang i Fyn Rundts 42-årige historie kunne skibe fra hele fire lande sejle hjem efter placeringer i de respektive klassers top tre.

I Store Klasse scorede tremastskonnerten Northern Grace fra Aarhus (den tidligere Zar) førstepladsen efterfulgt af Nationalmuseets skonnert Bonavista af Marstal og skonnerten Atene fra Skärhamn i Sverige.

I Mellem Klasse var skipper Martin Andersen og hans besætning på Nationalmuseets motorløse galease Anna Møller af Svendborg ikke til at skyde igennem: Fem førstepladser i fem sejladser! På andenpladsen hajkutteren Elsa Margrethe fra Kolding efterfulgt af jagten Skreien fra Frederiksstad, Norge. 

I Lille Klasse kom hajkutteren Guldborgsund fra Helsingør øverst på podiet fulgt af jagten Bolette fra Aalborg og åledrivkvasen Concordia fra Udby Vig.

Valkyrien fra Hobro vandt stor specialklasse

Store Specialklasse blev vundet af jagten Valkyrien fra Hobro. På andenpladsen det skonnert-riggede lodsfartøj Atalanta fra Wismar, Tyskland. Krydstold-jagten Viking fra Svendborg hentede en tredjeplads.

I Lille Specialklasse toppede Grimsø fra Mariager, en replika af en Colin Archer lodsbåd. Caroline af Hobro, en replika af en lystyacht fra 1866 scorede andenpladsen efterfulgt af gaffelketchen Utopia fra Aarhus.

I løbet af vinteren lægger stævneleder og bestyrelse sejlplanen for næste års Fyn Rundt. Som sædvanlig skydes sejlskibene af i uge 30.

Se flere fotos

SØNDAG (Bogense havn)

www.facebook.com/share/p/hKkHkyXhfNQgANyG/

MANDAG (Bogense-Fredericia)

www.facebook.com/share/p/3ZpNfYjBvku4n5G3/

TIRSDAG (Fredericia-Assens)

www.facebook.com/share/p/EyHV1JKRgfkhnfpU/

ONSDAG (Assens-Haderslev)

www.facebook.com/share/p/YWJBGqcQShXpyg5T/

TORSDAG (Haderslev-Faaborg)

www.facebook.com/share/p/64y6NXVLNZ33fPFT/

FREDAG (Faaborg-Svendborg og præmiefest)

www.facebook.com/share/p/S8UXqAZAKUKTDZVp/

VIDEO - skipperen på den motorløb galease:

fb.watch/tvJJdA_1RE/

Motor
content-loader
content-loader
content-loader