Gå til hoved-indhold
Store både
Nimbus Boats løfter sløret for den nye Sport Coupé 42.

Tilbage til 1968: Nimbus genopliver modelnavne med ny Sport Coupé 42

Svenske Nimbus vender tilbage til de oprindelige modelbetegnelser og understreger samtidig forskellen mellem sportslige daycruisere og de mere helårsorienterede Coupé-modeller

Af Troels Lykke |

Det svenske motorbådsværft Nimbus Group vender nu tilbage til sine historiske modelnavne. Fremover vil bådene i den tidligere WTC-serie blive markedsført som Sport Cruiser, mens Coupé-modellerne igen får betegnelsen Coupé Cruiser.

Samtidig ændrer Nimbus måden, bådene navngives på. Hvor modellerne tidligere blev opkaldt efter længden i meter, bliver længden nu angivet i fod for at tilpasse sig den internationale bådbranche.

Første model i den nye struktur er Sport Cruiser 42-serien, som allerede er på vej ud til forhandlerne.

Mere international og enklere struktur

Ifølge Nimbus Group skal de nye navne gøre det lettere for kunderne at forstå både bådtype og størrelse.

- Nimbus-brandet er Nimbus Groups førende brand med en global kundebase og et bredt modelprogram. De nye navne vil gøre det lettere at vælge mellem modellerne og være tilpasset internationale standarder. Ved at genindføre de oprindelige produktnavne hylder vi vores lange tradition for at bygge både af højeste kvalitet i Skandinavien, samtidig med at vi indfører en navnestruktur, der holder på lang sigt, siger administrerende direktør Johan Inden fra Nimbus Group.

Sport Cruiser-serien opdeles i tre retninger

Den nye Sport Cruiser-familie bliver opdelt i tre modeltyper med hver sin historiske Nimbus-arv.

Sport Weekender 42 bygger videre på værftets klassiske daycruisere som 22 Spectra, 26 Epoca og 32 Ballista. Især 26 Epoca er kendt som en af de mest ikoniske Nimbus-både gennem tiden.

Sport Tender 42 viderefører idéerne fra den populære Nova-serie med modeller som 22 Nova, 26 Nova, 29 Nova, 33 Nova og 43 Nova samt de mere sportslige 230R, 250R og 300R-modeller.

Nimbus beskriver bådene som kompakte, alsidige og velegnede til aktivt brug på vandet.

Coupé Cruiser satser på langtur og komfort

Den større Coupé Cruiser-familie fortsætter med modellerne 305 Coupé, 365 Coupé, 405 Coupé og 495 Coupé.

Her er fokus på længere ture, cruising og komfortabelt ophold om bord – et område hvor Nimbus gennem årtier har haft en stærk position på det skandinaviske marked.

I Danmark forhandles Nimbus af Siim Båd & Motor.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader