Merry Fisher 1095 med terrasse viser en ny måde at være på vandet
For 2,5 millioner kroner får man ikke blot en 10-meters motorbåd – men et flydende weekendhus. Preben Hansen fra Yamaha Danmark en rundvisning i den nye Jeanneau Merry Fisher 1095 Coupé Series 2, der især skiller sig ud med en sideterrasse i styrbord side.
Merry Fisher 1095 Coupé Series 2 er anden generation af en model, der allerede har solgt i stort antal i Europa. Jeanneau har taget udgangspunkt i flagskibet Merry Fisher 1295 og skaleret ideerne ned i et format, der stadig kan håndteres af mange – både praktisk og økonomisk.
- Det er en båd, der er bygget til weekender og ferier, ikke til at jagte knob, siger Preben Hansen, som også er kilde til artiklen og guider rundt om bord på boot Düsseldorf 2026.
Sideterrasse ændrer brugen af båden
Det mest iøjnefaldende element er den foldbare terrasse i styrbord side agter. Når den åbnes, udvider cockpittet sig markant og skaber en direkte forbindelse til vandet.
- Terrassen gør en kæmpe forskel ved anker eller i havn. Pludselig får man en platform, der fungerer som badebro, opholdsrum og solplads på én gang, siger Preben Hansen.
Agterterrassen måler omkring 1,75 meter i bredden, når den er slået ud, og sammen med den store badeplatform giver den en næsten strandlignende adgang til vandet.
Coupé med fokus på ophold
Coupé-versionen adskiller sig fra flybridge-udgaven ved at prioritere ét samlet opholdsrum. Cockpittet er indrettet med en U-formet siddegruppe, som giver mere gulvplads og bedre flow om bord.
Inde i salonen er styrepladsen drejelig, så den indgår i opholdsrummet, når båden ligger stille. Pantryet er forlænget og åbner mod cockpittet, og under forruden i bagbord side er der integreret tv.
- Det er tydeligt, at Jeanneau har tænkt i helheder. Når man ligger stille, føles båden større, end tallene antyder, siger Preben Hansen.
Lys, luft og valgmuligheder
To store, oplukkelige glastag kan tilvælges og forvandler coupéen til et lyst og luftigt rum på varme sommerdage. Sammen med store vinduespartier giver det næsten fornemmelsen af at sidde udendørs – uden at være det.
Foran er fordækket indrettet som loungeområde med solsenge og siddepladser, der inviterer til ophold for anker eller i stille vejr.
Kahytter til familiebrug
Under dæk byder Merry Fisher 1095 Series 2 på tre reelle sovepladser. Ejerkahytten i stævnen har dobbeltseng med adgang fra begge sider og direkte adgang til badeværelset.
Agter er der en kahyt med to separate køjer, som især henvender sig til børn eller gæster. Løsningen er enkel, men funktionel – og helt i tråd med bådens weekend- og familiefokus.
- Det her er ikke en langfartskrydser, men til weekender og ferier fungerer indretningen rigtig godt, siger Preben Hansen.
Stabil skrogform og moderne komfort
Series 2-udgaven har fået et nyt, skarpere skrog, som ifølge producenten giver bedre stabilitet og mere effektiv sejlads. Båden kan desuden udstyres med gyrostabilisator, hvilket især vil appellere til familier, der prioriterer komfort for anker.
Øget ferskvandskapacitet og mulighed for ekstra køleskab forlænger opholdet om bord uden behov for hyppige havnebesøg.
En flydende weekendbolig
Merry Fisher 1095 Coupé Series 2 er ikke en sportsbåd og forsøger heller ikke at være det. Den satser konsekvent på komfort, tilgængelighed og brugsværdi.
- Det er en båd til dem, der vil bruge deres fritid på vandet – ikke på at optimere eller justere. Man sejler ud, folder terrassen ned og nyder weekenden, siger Preben Hansen.
Til omkring 2,5 millioner kroner placerer båden sig i den øvre del af segmentet for familie- og weekendbåde. Til gengæld leverer den en løsning, hvor grænsen mellem båd og sommerhus bliver stadig mere flydende.
Jeanneau Merry Fisher 1095 Coupé Series 2
Længde overalt: 10,45 m
Skroglængde: 9,94 m
Bredde: 3,37 m
Dybgang: 0,66 m
Motorer: 2 x 300 hk Yamaha V6
Brændstoftank: 2 x 370 liter
Ferskvand: 160 liter (kan udvides til 260 liter)
Kahytter: 3
CE-kategori: B (8 personer) / C (10 personer)
Pris: 2,5 mio. kr.
Producent: Jeanneau
Forhandler: Helsingør Martime Center bl.a.













