Gå til hoved-indhold
Småbåde
Småbåde

Axopar 38 XC: Arvtageren til 37’eren er større og stærkere

På boot Düsseldorf 2026 fik vi af Siim Båd & Motor en video-rundvisning af den båd, der skal tage over efter en af de største succeshistorier i moderne nordisk båddesign. Axopar 38 XC Cross Cabin er afløseren for den ekstremt populære Axopar 37 Cross Cabin – og ambitionerne er tydelige.

Af Troels Lykke |

Hos Axopar i Finland er der ikke tale om en forsigtig opdatering, men om et reelt generationsskifte. 38’eren er større, kraftigere, mere komfortabel – og mere modulopbygget end sin forgænger.

Det her er ikke bare en 37’er med nye detaljer. Det er et helt nyt udgangspunkt, lød meldingen fra Jacob Siim fra Båd & Motor under boot-messen.

Nyt skrog, mere power, højere komfort

Axopar 38 XC Cross Cabin er bygget til helårsbrug. Det videreudviklede Sharp Entry-skrog giver en mere rolig gang i søen og bedre kursstabilitet ved høje hastigheder. Skroget er twin-stepped og konstrueret til dobbelte påhængsmotorer op til 350 hk stykket.

Med den maksimale motoropsætning taler Axopar om topfarter omkring 45 knob under ideelle forhold.

Sammenlignet med Axopar 37 er sidedækket bredere, fribordet højere og den samlede konstruktion mærkbart mere robust. Men stadig er den karakteristiske, kantede Axopar-profil intakt.

Designet er igen signeret den finske designer Jarkko Jämsén, som konsekvent har prioriteret effektivt skrogdesign kombineret med praktisk anvendelighed. På 38’eren er den filosofi tydeligt forfinet.

Kabinen er blevet en salon

- Wheelhouset er et af de områder, hvor springet fra 37 til 38 er størst. Kabinen fungerer nu reelt som salon med markant bedre udsyn, mere lys, forbedret ventilation og en mere anvendelig siddegruppe, forklarer Jacob Siim.

En stor U-sofa, drejelige førersæder og elektriske bagruder gør båden langt mere social – også i dårligt vejr. Det er her, 38’eren for alvor adskiller sig fra forgængeren og rykker tættere på deciderede weekender-både.

Under dæk er forreste kabine redesignet med bedre ståhøjde, større vinduer og mere fleksibel indretning. Køjen kan bruges både som dobbeltseng og sofa, og med ekstraudstyr kan kabinen leveres med separat toilet og kompakt pantry.

Modulbygget – ejeren bestemmer

Axopars modulprincip er videreudviklet på 38-serien. Køberen sammensætter selv båden efter behov:

  • Fordæk med sofa, U-sofa, bord eller åbent arbejdsdæk

  • Agtercockpit som lounge, solplads, aktivitetsområde eller agterkahyt

  • Forskellige pantry- og barløsninger

  • Kabine med eller uden toilet og bad

Axopar leverer grundplatformen – ejeren definerer funktionen. Det er samme tilgang, som man kender fra premiumbilsegmentet, og den strategi er nu fuldt implementeret i 38-serien.

Prisen – og springet opad

Axopar 38 XC Cross Cabin til 3,49 mio. kroner placerer sig også højere prismæssigt end 37’eren. Dog er det kun under 100.000 kroner målt på grundprisen, oplyser Siim Båd & Motor.

38 XC Cross Cabin er første variant i den nye 38-serie. Den følges af Sun Top-, Cross Top- og en mere rå CCX-version. Fællesnævneren er det nye skrog, modulopbygningen og et markant løft i komfort og helårsbrug.

Hvor Axopar 37 blev et ikon, er signalet klart: 38’eren skal være næste kapitel – og et større et af slagsen.

Axopar 38 XC Cross Cabin – data

  • Designer: Jarkko Jämsén

  • Længde: 11,84 m

  • Bredde: 3,56 m

  • Skrogtype: Twin-stepped Sharp Entry V-skrog

  • Motorer: Dobbelte påhængsmotorer, op til 350 hk hver

  • Topfart: Ca. 45 knob (afhængigt af motorvalg)

  • Brændstofkapacitet: Op til 830 liter

  • Passagerer: Målsætning op til 14 pers. (CE-godkendelse følger)

  • Kabiner: Forreste kabine + mulighed for agterkabine

  • Pris 3,49 mio. kroner med bl.a. 2 x Mercury 350 V10

  • Dansk forhandler: Siim Båd & Motor

  • Læs mere om båden

Motor
content-loader
content-loader
content-loader