Svendborg-formand er rystet over afgiftssagen
- Nu skal vi måske hæve vores kontingent for at klare driften. Hvorfor skal der afgift på sejlsport, hvad med afgift på fodboldstøvler, siger Kjeld Hansen. Fynske sejlere er i oprør.
I Svendborg Sund Sejlklub med 385 medlemmer er man godt rystet over regeringens forslag, da man råder over følgebåde og både til sejlerskolen, og disse fartøjer har en kaskoforsikring.
- Det her er ikke noget, der fremmer vores sag. Vores medlemstal er dalende og med almindelig afmatning i samfundet er det svært nok at for eksempel skaffe sponsorer. Nu skal vi måske hæve vores kontingent for at klare driften. Hvorfor skal der afgift på sejlsport, man kunne lige så godt lægge afgift på fodboldstøvler. At vi sejlere går med blazere og klud er en reminiscens fra gamle dage. I dag er sejlere helt almindelige mennesker, så hvorfor skal vi rammes, siger formand for Svendborg Sund Sejlklub, Kjeld Hansen til Fyens Stiftstidende.
28 fyringer
Søsportens brancheforening, Danboat, mener, at en ny afgift vil føre til fyringer i bådbranchen, hvis 20.000 bådejere rammes af stigningen i kaskoafgiften.
- Sejlerne vil have færre penge mellem hænderne til sejl og udstyr og både. Vi har regnet på, at det vil koste 28 fyringer i branchen, siger Jan Hansen fra brancheforeningen. til MAN:D, der er et lørdagstillæg i Fyens Stiftstidende.
Han forudser, at flere vil flytte deres forsikringer til Sverige eller Tyskland, hvor man ikke har afgiften. Det kræver blot, at en man har en medejer i landene omkring os. Noget der samlet set vil give færre penge til staten, hvis afgiften indføres.
Danboat: Ældre dropper kaskoforsikringen
Men det værste, synes han, er, at mange ældre sejlere rammes af en forhøjelse:
- Den gennemsnitlige alder blandt de aktive sejlere er højere end for andre fritidsaktiviteter. Der er mange efterlønnere og pensionister. De har oftest båden som deres største aktiv, både økonomisk og socialt. Båden er som regel betalt, men de tør ikke undlade en kaskoforsikring, og deres økonomiske råderum giver ikke megen plads til ekstra udgifter, siger Jan Hansen.
Skatteordfører Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance har kaldt skatteminister Holger K. Nielsen i åbent samråd på torsdag.
Læs nu hele artiklen, der var på i lørdags i MAN:D.