Urtossen Lorenzen: Panerai - fra dykkerur til klassisk sejlerur med startfunktion
Panerais ure er let genkendelige. En stor kolods på håndleddet med en hel speciel lukkemekanisme, som stammer fra samarbejdet med Panerais første store kunde, det italienske frømandskorps.
I 1936 producerede Panerai deres første dykkerur til den Italienske flåde - Radiomir serien, som var kendetegnet ved det helt specielle selvlysende materiale. der gjorde at dykkerne kunne se tiden meget klart, selv på store dybder.
Et par år senere kom Panerai med Luminor serien, som udover de selvlysende kvaliteter også havde den helt specielle patenterede lukke mekanisme omkring kronen, som er signatur detaljen på Panerai ure den dag i dag.
Som så mange andre af de store urmærker, har Panerai i en lang årrække udgivet såkaldte Regatta versioner af sine ure.
Men helt uden nogen form for regatta funktionalitet ! Lidt tarveligt synes jeg, men nok en fornuftig forretningsmæssig disposition, idet de fleste urkøbere til disse luksusure sjældent forlader den sikre kajkant, men gerne vil ha´ lidt af det maritime stjernestøv med sig, når martinien skal nydes i den dyre havne restaurant.
Panerai Luminor 1950 Regatta 3 Days Chrono Flyback Titanio
Sidste år blev jeg dog umådelig positiv overrasket. Panerai udgav nemlig deres første RIGTIGE sejler ur, med det lange navn ovenfor. Wauw for en ur-krydder.
47 mm stort, og det er stort, idet de fleste "store" ure har en diameter på 40 mm. Kassen er lavet i titanium, som er et rigtig godt materiale til et sejlerur, da det ikke på nogen måde går i forbindelse med saltvand (korrosion).
Og bedst af alt, et start-ur som let sættes præcist til det antal minutter som vi skal starte under, og som simpelt kan synkroniseres hvis man misser et signal.
Selvfølgeligheder som vandtæthed til 100 meter, meget selvlysende visere, let udskiftelig rem (fra gummi til læder), og det patenterede lukkesystem til kronen, er standard på dette flotte ur, som også spiller med moderne farver i kassen. Sågar en omregningstabel til knob er inkluderet i urkassen.
Panerai Classic Yachts Challenge
Siden 2005 har Panerai sponseret sejlsport med klassiske Yachts. Det er nu blevet til en serie på 10 sejladser, opdelt i to geografier - én i Middelhavet og én i Nordamerika flankeret af Antigua Racing Week i Caribien og Panerai British Classic Week i Solent.
En af de klassiske Panerai regattaer, som mange danske sejlere har deltaget i, er Regates Royal i Cannes i September. Her har den danske 12-meter "Vanity" ofte deltaget, ligesom de danske Drage sejlere her mødes med ligesindede.
Det er ikke kun præstationerne på vandet der bliver præmieret, men også hvordan båden præsenterer sig i havnen, og ikke mindst er der præmie til det flotteste hold - en præmiering der er meget eftertragtet.
En tur til Cannes i det tidlige efterår er altid en fornøjelse - og når du så kan få lov til at se sejlsport på ypperligt niveau i smukke velholdte klassiske både - og prøve flotte ure fra Panerai, så er det ikke svært at beslutte sig for en smut tur til middelhavet.
Se mere om Panerai Classic Yachts Challenge
"Eilean" - William Fife III - 22 meter ketch
Panerai´s passion for klassiske Yachts stopper ikke ved det aktive sponsorat.
I 2006, midt i sejladserne under Antigua Race Week opdagede Panerai´s karismatiske chef, Angelo Bonati, et vrag af en gammel ketch, som sørgeligt var endt i mangroven omkring en af de små øer på Antigua.
Yachten var i ringe forfatning, men Mr. Bonati blev forelsket, ikke mindst da han fandt ud af at båden var designet og bygget af legendariske William Fife III og fra 1936, altså samme år som Panerai blev etableret,
Båden blev handlet, og forsigtig bugseret til den nærliggende ø, Martinique - hvorfra hun blev transporteret til middelhavet ombord på et containerskib.
Fire år senere, efter mere end 40.000 timers bådebygger arbejde, blev den smukt restaurerede "Eilean" præsenteret for offentligheden af en stolt Angelo Bonati fra Panerai.
Jeg har selv haft fornøjelsen af sejle på "Eilean", og jeg har sjældent oplevet en så gennemført og autentisk restaurering, i smuk harmoni med de oprindelige tanker bag den klassiske Yacht.
I dag ses hun ofte ved de store kapsejladser i Middelhavet og som en helt speciel gestus bruges Panerai´s "juvel" i forbindelse med not-for-profit arrangementer, hvor blandt andre svært handikappede og alvorligt syge børn får en sejl-oplevelse af de helt store. Respekt for passionen og for at give noget videre til andre.
Her er link til en flot hjemmeside om "Eilean"
Bedømmelse af Panerai Luminor 1950 Regatta
På en 10 skala, hvor 10 er bedst:
Anvendelighed som sejlerur: 8 - Et sejlerur må gerne være stort, og letlæseligt. Det er dette ur i den grad, men for nogle måske for stort.
Det kræver sit håndled at bære uret på hele 47 mm, men start ur funktionen og det faktum at uret er utrolig let at aflæse, når der natsejles giver næsten topkarakterer fra mig.
Signalværdi på havnen eller i byen: 8 - Tiden er mere til mindre ure, mindre pral og mere diskretion. Men blandt sejlere, urtosser og ikke mindst "wannabe´s" vil Panerai altid have en høj signalværdi. Den specielle lukke mekanisme til kronen er karakteristisk, og er altid et godt emne i sejlerbaren. Og nu også med ægte sejlerfunktioner.
Value for Money: 7 - Uret er dyrt og måske også for dyrt, som så mange af luksus-ur-mærkerne. Man får lov til at betale for passionen og historien. Men med Panerai´s eget in-house værk P.9100/R, tre dages gang-reserve og masser af synlig og mærkbar kvalitet er det alligevel et ur der snart finder vej til min samling. Skal man kun eje eet sejlerur (!!), så ville jeg klart overveje at spare sammen til dette ur, der har det hele....og mere til ;-)
Pris: Uret er set hos min ur-favorit Klarlund i København til lige omkring 100.000 DKK. Der er desværre endnu ikke rigtig nogen PAM00526 på vintage markedet, men et nyt ur har også sine store kvaliteter. Spørg efter Stig Andersen hvis du kontakter Klarlund, og hils gerne fra mig ;-)
PS: Ja, jeg ved godt at jeg er glad for specielle og dermed også lidt dyre ure. Men sådan er det at være urtosset ;-)