Isbryderen Thorbjørn kommer på markedet til januar
Den store isbryder står om få uger klar til nye udfordringer. - Skulle nogen efterspørge et helikopterdæk, kan det også monteres, fortæller redder Niels Højlund.
Af Søren Stidsholt Nielsen |
Tilbudskøen var lang, da Søværnet udbød statsisbryderen Thorbjørn sidste år.
"Til salg"-skiltet kom på efter, at Folketinget i 2012 besluttede en ny lov om isbrydning. Farvandene skulle fremtidigt fuldtud holdes isfri af private redere.
50 interesserede
Beslutningen om salg af statens tre isbrydere blev truffet, da isbryderne - med vinteren 1995-96 som en undtagelse - ikke havde brudt is i dansk farvand siden det tidlige forår i 1987.
Omkring 50 danskere og udlændinge viste interesse for at erhverve statsisbryderen Thorbjørn. Staten skal som bekendt sælge sin ejendom til højeste pris, og her lå et bud fra skibsreder Niels Højlund, Nordane Shipping i Svendborg, i top.
Nu har Thorbjørn derfor fast kajplads i Svendborg og kan profilere sig som byens nye, maritime stolthed - og et værdigt minde fra skibsværfts-tiden.
Slæbt til Svendborg
Efter oplægger-år ved Flådestation Frederikshavns ydermole blev Thorbjørn i efteråret slæbt til Petersens & Sørensens Motorværksted i Svendborg og gik i dok for den nye reder.
- Jeg satser på, at vi har overstået ændringer, rengøring og klargøring først i januar. Så bliver den budt ud på markedet, oplyser Niels Højlund til Fyens.dk.
Thorbjørn er skræddersyet til isbrydning, men som Niels Højlund ser det, kan den også løse opgaver indenfor bl.a. bugsering eller opmåling. For eksempel har Thorbjørn gennem flere somre i 1980'erne for staten udført opmåling i dansk farvand.
- Skulle nogen efterspørge et helikopterdæk, kan det også monteres, påpeger Niels Højlund.
Foreløbig håber skibsrederen på behov for en isbryder ved Grønland eller i Den Botniske Bugt mellem Sverige og Finland.
Søskende til salg
Thorbjørn får sin faste plads ved Østre Kaj i Svendborg, hvor marinehjemmeværnets fartøj ligger i dag.
- Måske kunne kahytterne også lejes ud, hvis nogen skulle ønske sig en nat på en isbryder, siger Niels Højlund.
Et videresalg af Thorbjørn kunne også være en mulighed. To har allerede meldt sig som købere.
Thorbjørn blev bygget på Svendborg Skibsværft i 1980. Dens ældre tvillinge-søskende, Danbjørn og Isbjørn, bygget på Lindø i 1965, ligger fortsat til salg på flådestationen i Frederikshavn.
Kilde: Fyens.dk
Kronen er bevaret på isbryderen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis