Diplomsejler – ny trænings-app fra Dansk Sejlunion
Ny app rykker Dansk Sejlunions Diplomsejlerskole ind på de mobile platforme. Med app’en har trænere og sejlere altid masser af øvelser lige ved hånden.
”Diplomsejler” er navnet på Dansk Sejlunions nye trænings-app, som fra nu af kan hentes gratis til iPhone og iPad via Appstore. App’en indeholder foreløbigt omkring 50 forskellige træningsøvelser – og flere kommer til løbende. Øvelserne er målrettet børn og unge, der lærer sejlsportens færdigheder via Dansk Sejlunions Diplomsejlerskole.
”Diplomsejler-app’en har været undervejs længe, og vi er rigtigt glade for nu at kunne præsentere den for klubber og sejlere i hele landet. Jeg er overbevist om, at Diplomsejler bliver et vigtigt skridt fremad for vores ATK (aldersrelaterede træningskoncept, red.), hvor vi stræber efter at gøre sejlsporten attraktiv gennem alsidighed, kvalitet og gode oplevelser i træningen,” siger Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion.
Øvelser med i lommen
”App’en sikrer, at trænere og sejlere altid har øvelser med i lommen. Er du i tvivl om opsætning af en øvelse, eller har du brug for nye ideer til at træne bestemte færdigheder, så er app’en det oplagte sted at hente inspiration,” siger Thomas Jacobsen. Han understreger, at Diplomsejler er et udviklingsprojekt, som kun lige er begyndt. App’en bliver udbygget med nye øvelser og features – blandt andet videoklip, der illustrerer de enkelte øvelser.
”Jeg ser et potentiale i også at udvikle diplomer for kølbådssejlads målrettet fx deltagere i Sejlsportsligaen. Diplomer og øvelser, der fokuserer på tursejlads, er også en oplagt mulighed.”
Få dine bedste øvelser med i app’en
Er du træner, og har du selv en god øvelse, som andre kan få glæde af, så kan du beskrive øvelsen og sende den til Dansk Sejlunion via en funktion i app’en. De bedste forslag til nye øvelser kommer med i Diplomsejler.
”Videndeling er et nøgleord i ATK og Den Danske Model. Vores landsholdssejlere og talenter på udviklingsholdene deler viden med hinanden. Vi arbejder også med videndeling i vores træner- og instruktøruddannelser. Med app’en får vi et nyt og stærkt værktøj, der er som skabt til videndeling fra klub til klub og fra træner til træner,” siger Thomas Jacobsen, der håber, at mange trænere rundt omkring vil benytte muligheden for at dele deres bedste øvelser med andre.
Flere klubtrænere har ydet en stor indsats i arbejdet med Diplomsejler. Dansk Sejlunion vil gerne takke Lars Vilhelmsen, Martin Jacob Hansen, Emilie Berthelsen og Mikkel Hougaard for deres væsentlige bidrag – foruden klubkonsulent Nicolas Brandt Hansen, der står for app’ens projektstyring.
Diplomsejler ligger gratis tilgængelig for iPhone og iPad via Appstore. På grund af store udviklingsomkostninger i forhold til estimeret brug vil app’en ikke blive lanceret til brugere af Android og Windows Mobile.
Til gengæld kan alle øvelserne hentes på web via www.diplomsejler.dk