Vinter i LM 27: Kvinder falder ikke i vandet

Vi begynder forfra, fra stævnen, med vores bådtur i båden, ombord skal vi jo. Allerede her, ved at springe ombord, er mange jo stået af. I bogstaveligste forstand. 

Det forlyder, at det mest er mænd, men det er nok fordi, der er flest mænd i havnene. Samtidig tilbringer de mere tid der, når de først er der, end kvinder, der ofte står og tripper for at komme ”hjem”, hvilket ikke sjældent defineres som et større murstenshus. 

Det forlyder osse, at mange mænd er fulde, når de springer. I min havn forsvandt en fyr på den måde. Han havde osse kun en LM 24, og den er jo kortere, så springet bliver længere. Når det er mænd, der falder i, kan det jo osse skyldes, at man aldrig ser kvinder, der står der og hjælper de mere eller mindre fulde mænd over med en galant hånd. 

Men det gør mænd, de ved jo godt, at det er fremmed terræn for kvinderne. Jeg har også taget en tur i baljen, in ”the drink”, som englænderne siger, i 2015. Vi taler her ikke om alkoholen, kun når den mangler. Måske har man, i hvert fald jeg, ting med under armen. 

Jeg var heldig ikke at ramme hovedet på båd eller mole; det er vist sådan, det sker. Og at der er en stige et par bådpladser borte. Og at der var naboer, der så de. Så hvis jeg ikke selv havde kunnet klare det, kunne de måske have hjulpet. Bagefter var det jo så bøvlet at få fisket de tabte ting op af mudderet, men det lykkedes ved hjælp af bro-nabo Bjarnes magnet.

En anden gang fik jeg faktisk besøg af to kvinder. Den ene kendte jeg, den anden kun svagt, men førstnævnte havde slæbt sidstnævnte med. Vi havde talt om, at vi skulle have kaffe og kage (igen ser man, hvor svage mændene bliver, når kvinderne er i nærheden), så jeg havde anskaffet mig en kop ekstra ud over de to, jeg havde. 

Nu stod de to donnaer og trippede dér på broen foran båden. Jeg havde på forhånd sagt, at de skulle have gummisko med. Så siger den medbragte, at det havde hun glemt. Jeg: Jamen så tag dine sko af – hun havde ingen strømper på. Skoene var mellem-højhælede, hun er en meget lille kvinde. Men det ville hun ikke. 

Genert, stædig, bange for at blive endnu lavere uden stylterne? Jeg ved det ikke. Der blev ikke noget kaffe, og investeringen i koppen var altså overflødig. Her ser vi igen; kvinder er sjældent bygget for både. I deres nyvundne selvtilfredshed (kaldet feminisme) kunne de finde på at sige: … eller omvendt.

Lad os nu antage, at vi har overvundet de forrige forhindringer og faktisk er kommet ombord. Uden om forstaget, rullegenuaen og de to skøder, der hænger i hovedhøjde dér. Og ikke er faldet over forlugen. Vi er måske kommet hen til vores fallos, der her i fantasien er på. 

Her har vi et vældigt udsyn over fordækket. Bådens tidligere navn kan stadig ses under det nye, solens blegning er ikke kommet under de gamle bogstaver. Det er noget i retning af UHUUUHUUU. Man forklarer mig, at det er et gammel malaysisk eller, eller, eller …. andet romantisk steds udtryk for ”fred og ro”. 

Ligesom gamle huse har heddet ”Rolighed” eller lignende. Her har vi drømmen igen. Båden er af en anden verden, der hvor man (formodentlig, i hvert fald efter turistbrochurerne) har sol, ro og visdom. Læg mærke til, hvor mange bådnavne der er gammel-romantiske, Marianne af Kerteminde, Anna-Lovinda hedder Bjarnes båd. 

Lad mig bare indrømme: Mine første to både hed Nausikaa – det var en smuk ung kvinde og dronningedatter, som samlede Odysseus op på en strand, hvor han var strandet, da han var på vej hjem fra Troja. Nostalgien. Længslen efter livet, som det ikke er eller var og aldrig bliver, hvis man ikke har det i hovedet.

Nu må vi så bevæge os bagud i båden; det bliver snævrere og snævrere mellem kahyt og kaleche på den ene side og fribordet på den anden. Det sværeste sted er mest agter, her er tabstallene sandsynligvis størst; der er ingen håndtag på kalechen, der kunne godt være nogle her, lavet af stoffet som på en madras. 

Faktisk tilbyder Schultz, der laver kalecher, sådanne. Men de skriver osse, at de skal sys efter hvert fjerde år. Får man det gjort, eller ryger man alligevel i vandet?

Endelig lander vi i cockpittet, det er dog bedre. Göran Schildt, en finsk-svensk forfatter, skrev i 60’erne og fremefter en række sejladsberetninger, der blev meget læst og elsket, også i Danmark. Det var på den tid, hvor danskerne og andre nu efter Verdenskrigen var kommet på fode og begyndte at tænke på at rejse. 

Spies og Tjæreborg havde startet deres rejsebureauer i 50’erne og fik nu deres storhedstid. Også sejleriet tog fart. Schildt var litteraturhistoriker, men blev, måske til sin fortrydelse, mest kendt som sejladsforfatter. Det blev til mange pragtfulde bøger, der forbandt sejladsmæssige beretninger med oplevelser med de mennesker, han og hustruen mødte på deres ture i Middelhavet. 

I sin første bog, ”Drømmerejsen”, som den hed på dansk, beskrev han sin båd og i øvrigt rejsen fra 50’ernes Finland, gennem Limfjorden og gennem de franske kanaler til Middelhavet, hans drømmes mål. Hans båd, Daphne (igen det romantiske bådnavn), en ketch L.O.A 10,7 m er beskrevet med den forelskede bådejers blik. 

Og alligevel, skriver han, at den person, Schildt købte den af, Christoffer, var meget bedre til at beskrive båden som et stort oceangående fartøj omgivet af mysterier og varme lande, uden at han vidst havde været længere end i Sverige.

Jeg er ikke i klasse med Schildt og vil heller ikke altid romantisere. Men lidt stolthed kan en ejer ikke skjule. Ellers må man hellere sælge båden.

Cockpittet i Bus Two består af den del, der kan dækkes af kalechen, og den del, der dækkes af det halvåbne styrehus. LM’et i LM 27 betyder jo Lunderskov Møbelfabrik, så det er ikke mærkeligt, at der i kaleche-delen er plads til 6 personer om et smukt mahognibord, der kan foldes og trækkes ud, og som kun kan være designet på en møbelfabrik, hvor Gear Gearløs, måske i samarbejde med Storm P., er chefdesignere. 

Alene at folde det ud kræver en længerevarende uddannelse. Også bænkene er af mahogni(finer). Cockpittet er ikke selvlænsende. Dørken består af nogle ret lidt romantisk udseende finerplader ved gud overtrukket med noget plastic, der simulerer gulvbrædder, sat på med hæfteklammer underneden.

Lidt som tidligere tiders murstenstapet. Hvem var in charge den dag, møbelfabrikken fandt på det? Under styrehuset har vi til bagbord pantry’et og til styrbord chefens plads. 

Sædvanligvis har sejlbåde pantry’et til bagbord. Eric Hiscock, den gamle sejlerskribent, har argumenteret, at det er, fordi når man har vinden ind fra styrbord, så falder alt grejet fra køkkenet ikke straks i hovedet på én. 

Efter vigereglerne behøver man ikke vige eller vende for et andet sejlskib på modsatte halse, så den kedelige situation ikke pludselig opstår. Er man altså på styrbord halse, kan man vente, indtil maden er kogt færdig, eller man er løbet på land. 

Chefpladsen har til styrbord sin polstrede stol foran det klassiske træ-rat. Der er skam også bagude en rorpind, der kan løftes op, når der skal serveres for de seks personer. Jeg ved ikke, om båden kun er designet til single-handed sejlads (men med seks personers spisning), for hvor skal andre opholde sig, når man sejler? 

De skal måske sidde til bords? Det må jeg fraråde, undtagen i havn. Eller i kahytten, så er de jo i hvert fald af vejen, men så er der ikke større social interaktion. Det kan både have fordele og ulemper.

Et uromantisk billede af det kaleche-overdækkede cockpit i LM 27’eren, også kaldet ”den beskyttede bolig”. Der kan sidde 6 ved bordet, når man er i havn og 0, når man er til søs. Foto: Bøje Larsen

Under dørken, lidt før pantry’et, har vi motoren. En 226 kg Bukh DV24 ME, 24 hk diesel, ferskvandskølet, dvs. saltvand køler ferskvand, der køler motoren, el-start, men kan, sikkert teoretisk, startes med et håndtag, hvis jeg havde et. 

Hvordan specifikationerne forbindes med bogstaverne, har jeg ikke helt check på, Læserne må gerne hjælpe. Da jeg var hos Tempo Både sidst og skulle have en reservedel – og de har virkelig mange stumper til den gamle motor - blev den omtalt som middelalderlig.

Motoren er faktisk fra omkring 1995 og holder endnu, sådan ca. Sagt på en anden måde, har jeg endnu ikke formået at ødelægge den. Bedste forsøg har været de to gange, kølingen har svigtet. Den ene gang fordi kileremmen gik i stykker ved heftig motorbrug for at komme fri af grund (se artiklerne om ”Skiveekspeditionen 2015” her på minbaad.dk). 

Den anden gang ved, at et ministykke tang blokerede saltvandsvandfilteret – hvilket jeg opdagede meget sent. Forholdet til en sådan motortingest er jo en hel separat historie. Jeg har prøvet at gøre mig til ven med den. Den har vist venlige sider, men den er ikke helt tæmmet endnu. Det vil jeg senere skrive et 3-binds værk om.