Phantom 42’eren sejler langsomt ind i det azurblå farvand i Man of War Bay. 35-årige Vibeke Svenningsen står ved roret, mens besætningen kaster ankeret. Så lyder der seks plask.
Endelig, efter 14 dages sejlads over Atlanterhavet, kan de seks sejlere lade sig omslutte af lagunens klare vand og med ægte sø-ben svømme de 400 meter i land.
Kolde øl bliver serveret, mens glæden og stoltheden over at være nået Tobago stråler ud af danskerne:
- Det føles mega fedt. Når jeg læser om folk, der har krydset Atlanten, synes nogle, at det er det værste og andre det bedste. For os var det næsten for nemt. Vi havde kun et par dage med vindstille, hvor vi tændte motoren, forklarer Vibeke Svenningsen til minbaad.dk.
Mor har taget duelighedsbevis
Siden er kalenderbladet vendt fra midt-december til februar. Kalenderdage, der ikke blot har budt på eksotiske eventyr.
Også en lang to do-liste er en stor del af livet som langturssejler, har Svenningsen måttet sande.
- Der er rigtig mange ’kontordage’, også flere end jeg regnede med. Det er i hvert fald ikke fordi, jeg sidder og keder mig, understreger københavneren, der stævnede ud fra Lynetten i sommer.
Indtjekninger, der ofte tager flere dage, bestillinger af ødelagte dele og koordinering med kommende gaster er typiske tidsslugere.
Inden ankomsten til Tobago har kommunikationen dog sandsynligvis været en smule lettere. Det er nemlig et par yderst velkendte ansigter, der er gået ombord på langtursbåden:
- Mine forældre havde aldrig sejlet før, de gik ombord. Til gengæld havde min mor taget duelighedsbeviset for at være klar, og de har allerede haft nattevagter. Det er sjovt og en gave at sejle med sine forældre, lidt en chance for at lære dem at kende igen, fortæller den glade datter.
Ikke nok med at Vibekes forældre får et unikt indblik i, hvad deres datter laver på en lille sejlbåd mange tusinde sømil fra Danmark.De får også en række oplevelser, som næppe kan erfares fra et charterskib.
En venezuelansk perle
Mens Vibeke og gasterne har vendt stævnen fra det europæiske kontinent, er propfyldte strande med solbrændte gæster samtidig lagt i kølvandet. I
stedet rammer hvidt sand uden turistparasoller, grønne palmer og idylliske landsbysamfund, der er et postkort værdigt, sejlernes nethinde.
Det er ikke kun manglende charterfly, der sætter en aktiv stopper for turisternes invasion af områderne.
Også sikkerhedsmæssigt må flere udlændinge stoppe op. Det er de færreste, der ønsker at trodse Udenrigsministeriets råd om eksempelvis at undgå al unødig indrejse i det uroplagede Venezuela.
Vibeke Svenningsen er en undtagelse. Efter nøje overvejelser satte den modige skipper med sin besætning i midten af januar kurs mod den venezuelanske øgruppe
Los Roques:
- Vi følte os på intet tidspunkt truet, men det er tydeligt, at der sker ting og sager. Når folk bliver fattige, bliver de desperate, og så kan der ske uheldige ting, forklarer Svenningsen, der var tvunget til at betale med amerikanske dollars og havde svært ved at skaffe madvarer på øen.
Men besværet var det hele værd. Øgruppen viste sig at være en sand perle, der - i hvert indtil videre - har navigeret udenom de værste optøjer og demonstrationer.
I stedet bød området på flotte dyk og interessante mennesker, der kunne fortælle om de overvejelser, der følger med, når ens nationalvaluta pludselig mister sin værdi.
En uvis fremtid
I horisonten lurer flere enestående, smukke og til tider barske oplevelser. Men hvor længe Svenningsens eventyr kommer til at vare, er endnu et stort spørgsmål - både for hende selv, kæresten Jens og de sejlere, der følger eventyret fra sidelinjen.
Sløret løftes i april eller maj. Når Phantom 42’eren kaster ankeret i
Fransk Polynesien midt i det enorme Stillehav, er det tid til at gøre status.
Skal båden være tilbage i Lynetten i 2019? Skal stævnen rettes mod Australien og Det Indiske Ocean? Eller skal ankeret have lov at gro fast i det smukke, franske ørige?
- Én af de ting, der er svært ved det her, er, at jeg er sammen med Jens hele tiden, men vi er aldrig alene. Så måske det kunne være sjovt, hvis vi bare lå os to og sejlede stille og roligt rundt i Fransk Polynesien?, funderer sejleren.
Før hovedet lægges i blød, venter dog et møde med Kuna-indianerne på San Blas, en beddingstur i Colón, transport gennem Panamakanalen i marts og særegne dyreoplevelser på Galapagosøerne. Også Columbia, som Phantom 42’eren i øjeblikket har kursen imod, er på rutekortet:
- Det er et spændende træk, som er kendt for at have høje bølger og meget vind. Vi har kigget grundigt efter et godt vejrvindue, men stormfokken ligger da klar. Ikke fordi vi tror, vi får brug for den, men man kan risikere vind på 35-40 knob, forklarede Vibeke Svenningsen inden afgang.
Følg skipperens oplevelser på hendes
blog,
Facebook og
Instagram.
Der er plads til de store smil hos skipper-Svenningsen, der her er ombord på Phantom 42'eren. Foto: Privatfoto
Los Roques imponerede - ikke uden grund - den danske besætning. Foto: Privatfoto
Dykkerudstyret er taget i brug. Her det det Vibeke og kæresten Jens. Foto: Privatfoto
På Grenada var en række mindre reparationer på programmet. Foto: Privatfoto
Tur
