Stor redningsaktion efter drivende båd - fisker fundet død ombord
En 79-årig mand dukkede ikke op til en planlagt aftale efter en fisketur ud for Køge Marina. Manden blev efter en stor redningsaktion fundet død ombord på båden to-tre sømil fra kysten.
Fredag morgen blev der slået alarm, da en drivende båd befandt sig to-tre sømil ud for Køge Marina. Redningsdykkere fra Falck i Lellinge var de første der kravlede ombord, og her fandt de en 79-årig mand, der var afgået ved døden, det skriver sn.dk.
Dukkede ikke op til planlagt aftale
- Det er en 79-årig mand fra Stevns, som har været på fiskertur. Det er konstateret, at han er død, og han er nu overført til Rigshospitalet med helikopteren. Vi kan ikke sige, hvad årsagen er, men der er ikke tegn på noget mistænkeligt, fortæller Charlotte Tornquist, pressetalsmand fra Midt- og Vestsjællands politi.
Den 79-årige mand var sejlet ud sammen med andre fiskere fra Køge Havn, og skulle have haft mødtes med venner, men han dukkede aldrig op og de blev urolige, hvorefter de slog alarm.
Samtidig havde en sejler set båden drive rundt, og brandvæsnets dykkertjeneste, Forsvarets redningstjeneste og en helikopter blev sat i aktion.
Kilde: sn.dk.