Cille Rosentoft: Ja, tag bare ungerne med på langtur!

Kan man overhovedet tillade sig at tage børnene med på langtur i to år? Det var et spørgsmål Cille og Christian Rosentoft blev stillet igen og igen inden afgang. Og et spørgsmål de faktisk også stillede sig selv igen og igen.

Børn i forskellige faser af barndommen

Vi tog afsted med en på seks, en på ti og en på tretten, og de var på hver deres måde i gang med en vigtig fase i deres barndomsliv.

Liva på seks år var lige startet i skole og var i gang med at vænne sig til en skolekultur, at skabe relationer og at blive undervist.

Bertram på ti år var ved at få øjnene op for at man kunne hænge ud med sine venner, uden voksne. Han nød at høre til i et fællesskab og var en naturlig del af sin klasse.

Gustav på tretten år var teenager. På vej ud i verden (den nære), langt væk fra sin familie, han havde lige skiftet skole og var begyndt at få nye venner, dyrkede sit skateboard og stod overfor et par ret vigtige år.

Spørg ikke børnene

Og så besluttede deres mor og far, at to år på en båd i verden, det var vejen frem.

Vi spurgte dem aldrig om de havde lyst. Vi fortalte dem, at det havde vi besluttet. De protesterede, undrede sig og var ikke glade for beslutningen. Men sådan er det jo med børn (og voksne), hvordan skulle de dog kunne glæde sig over en beslutning, de ikke kendte konsekvenserne af. Og hvordan skulle de sige ja til noget, som de ikke anede hvad var.

Der blev tegnet mange tegninger af palmer og både med store røde kryds over og Liva på seks år begyndte at planlægge hvor hun skulle bo, når nu hendes familie ville sejle væk.

Gustav på tretten kunne bedre forstå konsekvenserne og vidste godt, at to år på en båd i verden, betød to år væk fra vennerne og ungdomslivet. Og selvfølgelig havde han ikke lyst til det.

Vi brugte meget tid på at snakke, lytte til bekymringer og fortælle om vores drømme. Vi lod dem forstå, at vi ikke ville ændre mening, men at vi godt kunne forstå, at det var svært for dem.

Og med tiden landede beslutningen, dagen hvor vi skulle afsted kom, der blev grædt mange tårer og givet mange knus og pludselig en dag kunne de jo godt mærke, at den beslutning var vigtig og god.

Kan man så tillade sig at tage ungerne med på langtur? Ja. Det er den vigtigste gave vi har givet vores børn og nu, efter to år på tur, kan vi nemt på øje på de mange fordele, de har fået ud af dette liv.

Fordele, som kommer til at følge dem i livet. Og i dag er de helt enige i, at det var godt vi ikke spurgte dem om de ville med og lod dem bestemme, for så var vi ikke kommet afsted. Og sikke et ansvar at give dem.

Gode råd når beslutningen er taget

1. Fortæl dem om planerne

2. Lad dem reagere - men vær tydelig i forhold til at I ikke ændrer mening

3. Drøm højt og find billeder frem af de steder I vil sejle hen, så I hjælper til at gøre beslutningen mere konkret

4. Find andre familier der også skal afsted - og lad ungerne møde hinanden

5. Find programmer/udsendelser om andre familier der har sejlet

6. Lad tiden gå... de skal nok lande

Kulturforståelse, men stadig dårlige opryddere

Til gengæld får du unger med hjem fra langtur,

som tager ansvar på en helt anden måde,

som har udviklet deres sociale kompetencer,

som taler flydende engelsk og svømmer som små fisk,

som har venner rundt omkring i verden,

som har en kulturforståelse, som ikke kan opnås ved at sidde på skolebænken,

som man kan sende ud og skyde/fange aftensmad,

som er blevet afsindigt gode sejlere,

og som du har fået lov at være tæt på med tid og ro.

Der er dog desværre absolut ingen garanti for, at de bliver bedre til at rydde op eller at de bander mindre. Men man kan jo ikke få det hele.

Bertram og Liva i en grotte på Bahamas. Foto: Cille Rosentoft.

Gustav hjælper med at mærke havskildpadder på Bahamas. Foto: Cille Rosentoft.