Gå til hoved-indhold
Tur
Vibeke er en af de 5 kvinder, der giver råd fra hendes sejlads. PR-foto

Sejlerkvinder i Middelhavet - ny bog henvender sig til den modne, uerfarne langturssejler

Boganmeldelse af Cille Rosentoft: Sejlerkvinder i Middelhavet tager dig med ombord hos fem forskellige kvinder og lader dig for en stund mærke de stærke følelser, der udspiller sig ombord. Tilsammen har de fem kvinder 55 års sejlererfaring fra hver sin båd.

Af Cille Rosentoft |

“Sejlerkvinder i Middelhavet er skrevet af kvinder til kvinder, der sejler og går med drømmen om at komme af sted på langfart”.

Sådan præsenterer de fem forfattere selv bogen.

Ikke endnu en rejsebeskrivelse

Sejlerkvinder i Middelhavet henvender sig dermed til en anden målgruppe end de andre sejlerbøger, som jeg endnu er stødt på i min læsning. Forfatterne ønsker også at komme med en anden fortælling end de traditionelle sejlerbøger.

Med deres egne ord er dette ikke “endnu en rejsebeskrivelse, ikke en instruktion med tekniske specifikationer, ej heller en logbog eller en opskrift på, hvordan du planlægger en Middelhavssejlads fra A-Z. Det er en bog om følelser og stemninger, om praktiske råd og om at udleve sine drømme.”

Forskellige sejleroplevelser

Bogen er bygget op omkring fem forskellige kvinders sejleroplevelser. Vi er med dem i tankerne, i savnet, i udfordringerne, på havet og på land.

Hanne tager os med i land og giver os en smagsprøve på, hvad de har oplevet på deres langtur i mødet med andre mennesker.

Vi deler Lis’ oplevelser med spændende og udfordrende gaster og hendes rejse fra galionsfigur til skipper.

Vi bliver taget med i Lenas tanker om at være sejler-kvinde i fremmede kulturer.

Vibeke sætter ord på, hvordan hendes mod vokser, hver eneste gang hun bliver udsat for voldsomme oplevelser ombord.

Vitter deler sit værste mareridt og får os på trods af det til at længes tilbage på langfart ombord på S/Y Bare Lykke sammen med hende.

Savner at høre mere fra hver enkelt

På trods af disse spændende og levende fortællinger savner jeg noget. Jeg savner at få lov at følge med lidt længere og lidt dybere. Ved at give læseren fem forskellige kvinders perspektiver kommer vi ikke rigtigt ind under huden på dem.

Vi får kun en lille fornemmelse af, hvad der er på spil hos hver enkelt.

Når nu bogen gerne vil være noget andet end en sejlerbog og gerne vil sætte fokus på følelser og stemninger, ville det gavne læseoplevelsen at gå mere i dybden. Vi får lov at ridse i overfladen, men vil helst grave dybere.

Anbefales til den modne, uerfarne langturssejler

Bogen egner sig bedst til den modne, uerfarne langturssejler, som drømmer om at bruge (dele af) livet på en båd i Middelhavet.

Der er råd og tips, og i de fleste af kapitler berøres spørgsmålet om økonomi og budget også. Alle forfatterne er over 60 og henvender sig derfor til en anden målgruppe end de mange sejlerbøger med fokus på børnefamilierne.

Det er et dejligt, nyt perspektiv, og der vil være mange modne sejlere, der kan læse bogen og få inspiration til at gøre noget ved drømmene. Ungerne er fløjet fra reden, og verden venter.

Det samlede råd fra bogens forfattere er: “Her er alt at vinde - jo tidligere, jo bedre - tag af sted, inden det er for sent!

Citater fra bogen: 

”At vågne, fordi en solstråle på en lidt anmassende facon finder vej gennem skylightet og forsøger at gøre mig opmærksom på, at det er morgen, er en god start på dagen.”Hanne

”Det viste sig, at jollesejladsen var blevet afløst af dans, som havde udviklet sig til en stor lidenskab. Og den blev udøvet under vores sejlads. Kan I forestille jer en dansende mand på fordæk'” Lis

”Jeg ved ikke, om det ligger i sejlerblodet, at man hjælper hinanden, men én ting ved jeg, at det gør man.”Lena 

”En gammel båd kræver konstant vedligeholdelse. Tingene går i stykker eller skal udskiftes. Alt har sin levetid og holder ikke evigt. Ikke uden grund betyder BOAT ”Bring Out Another Thousand”!” Vibeke

”Pedro serverer nu to velsmagende frappé samt søde kiks. Alle smiler glædestrålende, hver gang vi smager på kaffen eller kiksen. Snakken går lystigt imellem os, selvom det er lidt svært at forstå, hvad vi snakker om!” Vitter

Bogen kan købes her hos Saxo til 180 kr. eller her hus Gucca for 140 kr.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader