Gå til hoved-indhold
Tur
Ankerliv blev hurtigt udsolgt og er nu genoptrykt i en revideret udgave med et ekstra kapitel om "Vand, strøm og affald". Foto: Ocean Dream
Tur
Letforståelige illustrationer hjælper læseren på vej, når ankeret skal kastes. Foto: Ocean Dream
Tur
Familien Veber har blandt andet tilbragt et år for anker i Caribien, ligesom de har ligget for svaj i utallige danske og svenske bugter. Foto: Ocean Dream

Boganmeldelse: Thomas Veber gør ankerlivet overskueligt fra køb til ankerplads

Alle ankerlivets facetter gennemgås i Thomas Vebers seneste værk, der hjælper den uerfarne ankerligger med konkrete råd og praktiske kneb. Minbaad.dk's Sara Sulkjær anmelder den letlæste bog.

Af Sara Sulkjær |

”Lær at ankre og få flere oplevelser med din båd.”

Statementet pryder forsiden på langturssejler Thomas Vebers seneste værk, Ankerliv. 

En bog, der lever fuldt op til sit lovende slogan, når Veber tager læseren i hånden og i et enkelt og letforståeligt sprog guider sejleren gennem skoven af modeller, teknikker og need-to-do's, inden ankeret kan tage fat i havbunden, og de danske kyster udforskes.

Uskrevne regler gøres tydelige

Fra sejleren træder ind i den maritime udstyrsbutik for at erhverve sig det nødvendige udstyr står de konkrete råd i kø. De forskellige ankertyper gennemgås, og Veber deler velvilligt og ærligt ud af sine egne erfaringer – gode såvel som knap så gode.

Chancen for en rolig nats søvn for svaj øges ligeledes, når den danske familiefar detaljeret og med fine illustrationer stepvist guider sejleren gennem hele opankringsprocessen. En proces, der kan afsluttes med enkle tjek af ankrets holdbarhed, viser Veber i bogen.

Også de mange uskrevne regler på ankerpladsen, der for den uøvede sejler kan være svære at gennemskue, opremses i bogen, der dermed ikke blot skaber grobund for en god oplevelse i de øde, danske bugter, men også udgyder den nye ankerligger modet til at blande sig med de øvrige sejlere langs de populære kyster.

Oplagt som opslagsbog

Skulle der undervejs opstå tvivl, må sejleren blot gå om læ og med bogen i hånden opklare tvivlsspørgsmålet. Når sidste side er vendt i det letlæste værk, efterlades det nemlig ikke blot på boghylden sammen med hjemmets øvrige litteratur. Nej, bogen kan med fordel anvendes som opslagsværk og bør derfor inddrages som en del af den øvrige udrustning ombord.

En egenskab, som meget vel kunne have spillet en endnu større rolle, hvis der bagerst i værket var tilføjet et emneregister med de vigtigste og mest anvendte nøgleord samt tilhørende sidetal. Indholdsfortegnelsen kan dog til dels anvendes for disse specifikke temaopslag. 

At bogen kan anvendes som opslagsværk betyder samtidig, at den skarpe læser vil opleve visse gentagelser i bogens forskellige kapitler. Gentagelser, som dog må antages som værende en nødvendighed, hvis Vebers værk skal tilbyde fyldestgørende svar som opslagsbog.

’Ankerliv’, der indeholder 108 siders letanvendeligt læsestof, udgives af forlaget Ocean Dream og kan købes for 179,00 kroner her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader