Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Restauranten i Skovshoved har været lukket siden midten af marts. Foto: Troels Lykke

Hjælpepakker og sejlklubbers gavmildhed skal redde restauranterne

- Vi er nødt til at stå sammen, forklarer formand i Horsens, Bjarne Hansen til minbaad.dk. Flere sejlklubber rækker nu en hjælpende hånd til deres forpagtere, der midlertidigt må lukke restauranterne. Take-away har ikke været muligt på flere havne.

Af Sara Sulkjær |

Generalforsamlinger, kurser, kapsejladser og træning. Alt sammen begivenheder, der - til ærgrelse for sejlerne - i disse dage må lade livet til coronavirussen.

Mere alvorligt er det dog for de sejlklubber, der flere steder i landet har udlejet dele af klubhuset til forpagtere, der med udgangspunkt i sejlklubben driver restauranter for havnens brugere og gæster.

- Huslejen fra restauranten er en vigtig indtægtskilde for os, 40 procent af vores indtægt kommer derfra, fortæller Jørgen Larsen, formand i Kerteminde Sejlklub, til Minbaad.dk.

Dårlig økonomi i take-away

På den østfynske havn står restauranten øde hen. De nye forpagtere, der først i 2019 overtog restauranten og derfor ikke har været i stand til at stable en take-away-service på benene, er taget hjem.

Det samme gør sig gældende på restauranterne i Skovshoved og i Horsens. Begge steder har man i en periode gjort det muligt for kunderne at hente den bestilte med i restauranterne - med samme ærgerlige resultat:

- De har forsøgt, men kunne ganske enkelt ikke få det til at balancere rent økonomisk, understreger næstformand i Skovshoved Sejlklub, Kim Bruhn-Petersen.

I stedet sætter sejlklubber og forpagtere nu deres lid til regeringens hjælpepakker, der skal sikre økonomisk bistand til de mange erhvervsdrivende, der tvinges til at sætte deres forretning på standby.

Sejlklubber må være overbærende

Også sejlklubberne selv er villige til at række en hjælpende hånd mod de pressede forpagtere, der gør alt, hvad der står i deres magt, for at redde virksomhedens økonomi:

- Som klub bliver vi nødt til at være 'large'. Det kan vi kun være, fordi vi har lidt på kistebunden, men på sigt vil det naturligvis ramme sejlklubben, understreger Jørgen Larsen fra Kerteminde og suppleres af sin formandskollega mod vest:

- Selvfølgelig er det afgørende, at vi får huslejen ind, men det er vigtigere, at vi kan beholde vores forpagter og hans restaurant. Det er endnu værre for ham, han mister hele hans eksistensgrundlag. Vi er nødt til at stå sammen, understreger Bjarne Hansen, formand i Horsens Sejlklub.

Klubber afventer

Selvom forpagterne flere steder kan se frem til at få udskudt huslejen, vil klubmedlemmerne kun i begrænset omfang mærke konsekvenserne af de færre indtægter i klub-kassen:

- Vi havde budgetteret med et mindre overskud, men vi kan fint tage et lille underskud i stedet, da vi heldigvis har en økonomisk buffer i klubben. Derfor kommer vi heller til at spare på noget i den kommende sæson, lover Jørgen Larsen.

Også de to øvrige sejlklubber i Horsens og Skovshoved har en vis egenkapital at gøre godt med.

Alligevel har man i Horsens foreløbigt valgt at annullere ordren på nye borde til restauranten, ligesom indkøbet af nye klubbåde er udskudt:

- Egentlig havde vi planer om at investere i nye både til sejlerskolen, men det venter vi lige tre-fire måneder med at vurdere, forklarer formand Bjarne Hansen, der som de øvrige klubledere håber at se glade gæster samle sig om restaurantbordene til sommer.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader