Bådehandler Henrik Reese fejrer 50 år i branchen - og han fortsætter
74-årige Henrik Reese fortsætter ufortrødent som bådehandler sammen med sønnen Kasper og Michael Hohmann for Reese Marin i Aabenraa, hvor de nu råder over egen havn og en kæmpe 3.600 kvm udstillingshal. – At handle båd skal være i en god stemning, siger Reese.
I december, på en regnfuld dag besøgte vi sønderjyden, der stadig ånder for den gode handel, der skal foregå i en god stemning og gerne med lidt drilleri. Som han ynder at sige: - Der er mange direktører, men kun få bådhandlere.
Og glimtet i øjnene har Henrik Reese stadig. Gnisten til at være bådhandler lever i bedste velgående.
Aktierne er givet videre
I dag er der foretaget et generationsskifte med sønnen Kasper Reese, der har aktiemajoriteten i Reese Marin med servicechef Michael Hohmann.
Og netop bådehandler, det skal Henrik fortsætte med, så længe han vil, forklarer 33-årige Kasper Reese, da Minbaad.dk besøger firmaet ved Aabenraa Havn, hvor Reese Marin råder over egen havn, kran, nye salgsbygninger og en 3.600 kvadratmeter udstillingshal, hvor der lige nu er 63 gæstende både, der betaler for at stå tørt og godt i den flotte bådhals rammer.
I hallen er der også en separat bådudstilling med nye både fra Marex, Targa, Hanse, Dehler, Moody, Marex, Targa, Sealine og Fjord, som Reese Marin er importør og eneforhandler af.
31 både skal leveres i 2021
Henrik smiler, da vi sætter os ind på kontoret før jul. Salgstallene for 2020 har nemlig været langt over sædvanligt niveau, især er der solgt mange nye Hanse-, Dehler- og Moody-sejlbåde. I 2021 skal der samtidig leveres 31 nye både, heraf 12 sejlbåde.
I dag er der seks ansatte hos Reese Marin, der også yder yachtservice, hvor sejlere kan aflevere deres båd til efteråret og henter den sejlklar, poleret, nybundmalet og rigget til i foråret.
- Vi er selvfinansierende og har været det i mange år. Det er en af vores store fordele, samtidig med at vi kender kunderne og deres ønsker. Vi har typisk kunder til både, der er op til 50 fod, vores kran går nemlig til 25 tons, forklarer Henrik Reese.
I 2021 vil forhandleren atter være at finde på kapsejladsbanerne med en af firmaets egne 2021-modeller af Dehler 38 SQ. En båd, han vil sejle kapsejlads og tur i næste år i Als Rundt, Palby Fyn Cup og torsdagssejladser i Aabenraa Sejlklub, hvor han er æresmedlem.
Et hav af mesterskaber
For tag ikke fejl. Henrik Reese er en utrolig skrap kapsejler, der har vundet adskillige VM'er, Nordiske Mesterskaber og DM i H-båd, Soling og Dragen, som først blev solgt for et par år siden.
Netop Dragen var hans foretrukne kapsejladsklasse, hvor han blandt andet i flere år sejlede med Prins Henrik.
Her har prinsen lært Henrik Reeses direkte og kontante person at kende fra første parket, men også set en munter type, der ikke snobber op. Slesk tale har aldrig være Reeses stil.
Det skal være hyggeligt og sjovt at købe båd. Man skal smile, når man køber, det er jo tit for ens sparepenge, at man køber båden, siger Henrik Reese, der 1. maj 2020 kunne fejre 50 års jubilæum i bådbranchen. Han blev dog først udlært kleinsmed, og senere var han sergent i Flyvevåbnet.
Henrik Reese, der er gift med Yrsa, har tre børn; Kasper, Claus og Lene samt otte børnebørn.
- Så aftagere burde der være nok af i mange år frem, siger Reese og smiler.
Det startede med en tømmerflåde
- Jeg er opvokset i vandkanten i Aabenraa og startede med at bygge en tømmerflåde. Så fulgte en Kragejolle, og jeg købte en OK-jolle for mine konfirmationspenge, senere blev det til en Finnjolle, som jeg måtte sælge, så Yrsa kunne få sin Børge Mogensen sofa.
- En brugt Drage købte jeg også tidligt med en af mine barndoms- og skolevenner, men den solgte vi senere og tjente på det, måske det var der, det startede med bådsalg-genet, griner Henrik Reese.
Karrieren i bådbranchen startede for alvor hos SMC Marine i Glostrup, og i 1970 oprettede SMC sammen med Henrik en bådafdeling i Aabenraa med salg af norske motorbåde og joller fra Fjord, Selco, Herwa, Chrysler samt påhængsmotorer og udstyr.
Medejer af EA Bådimport i 1974
I 1974 skiftede Henrik og blev medejer af EA Bådimport i Aabenraa. Dette blev gjort for at komme ind i sejlbådsmarkedet, som SMC Marine ikke ønskede på dette tidspunkt, men det mente Henrik var nødvendigt for fortsat succes i branchen.
- Det blev spændende med de nye forhandlinger, som var Granada, Bianca, Blue Dane, Polaris Drabant og sidst men ikke mindst Elvstrøm H-Bådene, som var og stadig er et hit. Desværre måtte Paul Elvstrøm stoppe, og så opfandt vi Botnia H-båden sammen med Johan Cappelan i Finland. Dem blev der solgt rigtig mange af i Danmark og Tyskland, tæt på 500 styk fra Aabenraa-firmaet.
På motorbådssiden blev der solgt Saga, Skilsø, Apollo med mere, som EA allerede var kendt for i deres Fredericia-afdeling.
- I 1979 købte jeg så EA Bådimport af ejeren Erik Andersen, som på det tidspunkt ville afvikle hans bådeforretninger. Det lå i kortene, at jeg overtog det i Aabenraa, som så kom til at hedde Reese Marin, som det stadig gør. For mig en det en stor glæde, at jeg kan se, Reese Marin bliver videreført i mange år frem af min søn Kasper, slutter Reese.