Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Målet med at sejle - i nok så lille en båd - handler om at føle sig fri. Fri som menneske og fri for bekymringer, angst, stress og jag. Fri til at søge og opleve glæden ved at være i naturen, ved at sejle og ved at være en del af det fællesskab, der opstår, når man er i samme båd. PR-foto
Kort Nyt
Kort Nyt
Martin Anker Wiedemann fra Kerteminde ejer en 18 fods båd, han lige nu låner ud, og en 26 fods Grinde han selv bruger. Til dagligt er han Uddannelseschef hos NCLO - Nordisk Center for Læringsdrevet Organisering og CEO og Master trainer hos persolog Danmark.
Kort Nyt
Sådan ser forsiden ud på Martin Anker Wiedemanns nye bog.

Julegaveidé: Pocket Cruising og Mikroeventyr - et enkelt sejlerliv uden lommesmerter

Kerteminde-sejler Martin Anker Wiedemanns bog er igen julegaven til sejleren, der er til små sejlbåde. En bog, der fortæller om dét at sejle i små både, og hvordan det kan gribes an. Også de såkaldte mikroeventyr, som handler om at søge de største oplevelser i det mindste, er omdrejningspunkt.

Af Troels lykke |

Martin Anker Widemanns første bog Med en Cirkel for Øje blev udgivet i 2015 og handler om den skandinaviske spidsgatters kulturhistorie.

Nu kommer Kerteminde-sejleren med en ny bog, Pocket Cruising og Mikroeventyr - Et enkelt sejlerliv uden lommesmerter.

Til Minbaad.dk forklarer den 56-årige forfatter:

- En pocket cruiser er et veletableret engelsk og amerikansk begreb. Det er i en dansk kontekst forsøgt defineret som både op til 26 fod. Men egentlig kan man underinddele gruppen i de helt små pocket cruisere op til 22 fod og de små familiebåde fra 23-26 fod.

Selv ejer Martin Anker Wiedemann en meget lille båd på 18 fod og én på 26 fod.

- Jeg er selv ejer af en Hurley 18, som jeg har lånt til en ung mand på andet år, samt en Grinde, som med sine 26’10” ikke er en pocket cruiser og i øvrigt på alle måder for stor til at kvalificere til det, selvom den ikke er særlig stor i dag, forklarer den fynske sejler.

Hvad man kan med et beskedent budget

Om bogen forklarer han i udgivelsens forord:

- Målet med denne bog er at fortælle, hvilke muligheder der er for at blive tursejler på et beskedent budget og med særlig fokus på de mange småbåde, som havnene i Danmark bugner af fra 1960’erne og 70’erne. Jeg vil gerne inspirere dig, underholde dig og give dig nogle værdifulde ting at tænke over, når du skal vælge, hvordan du vil sejle videre herfra, eller hvordan din vej til havet skal se ud, hvis du skal til at gøre dine første erfaringer som sejler, skipper og bådejer.

- Minimalisme er en filosofi for denne bogs anbefalinger og betyder konkret, hvor lidt båd skal der til, for at du kan leve et meningsfuldt sejlerliv?

- Men det er ikke ment som et dogme. Hver især må vi finde netop den mening og det niveau, der passer til vores behov og temperament. Så hvis du ikke kan leve uden en ismaskine i din lille båd, så må du stadig gerne kalde dig minimalist for min skyld.

- Målet med at sejle - i nok så lille en båd - handler om at føle sig fri. Fri som menneske og fri for bekymringer, angst, stress og jag. Fri til at søge og opleve glæden ved at være i naturen, ved at sejle og ved at være en del af det fællesskab, der opstår, når man er i samme båd.

Strategier for indretning

I bogens første kapitler får du en række anbefalinger af strategier for indretning og brug af båden, navigation, motor, udstyr, madlavning, varme og vand etc.

Ikke som en lærebog, men som den personlige rådgivning, du vil kunne få fra andre erfarne sejlere på havnen.

- Derfor er det stadig en god idé at læse en af de mange gode lærebøger om praktisk sejlads og gå på sejlerskole og til navigation, men kan du få glæde af nogle af mine råd, er min mission lykkedes, påpeger Wiedemann.

Hvorfor småt er godt

Små både er nemme at få et overblik over. Når man har overblik, får man en følelse af at kunne håndtere og mestre det lille dyr. Med til overskueligheden hører også enkelhed.

Jo mindre du fylder din båd med, jo mere overskueligt bliver det. Økonomi er også overskuelighed.

Små både er ofte meget billige at anskaffe og kan bruge billigere alternativer til dyre havnepladser som jollehavne, pæle eller landpladser på trailer.

Sejl, maling, polervoks - alt er billigere

Sejl er billigere. Maling, rengøringsmidler, polervoks og alt det, der er ligefrem proportionalt med størrelsen, er billigere. Både under 5,5 meter er desuden ofte omfattet af familieforsikringen og dermed meget billigere.

- Jeg kan godt lide idéen om en båd, man “tager på.” Det er udtryk for, at man føler sig som ét med båden, kan mærke dens bevægelse i og med vandet, og at den bliver en slags lille container af hele verden, hvor man har alt, hvad man behøver indenfor rækkevidde, forklarer forfatteren.

Der er noget grundlæggende bæredygtigt og sundt i at have en grad af selvforsyning: Mad, tag over hovedet og en varm køje, samt vinden og en beskeden slat benzin til at bringe dig præcis derhen, hvor du vil.

Bliver du ved med at dreje til bagbord, kommer du enten jorden rundt eller en masse gange rundt om Bjørnø, og selv den mindste båd ville kunne gøre det.

Men du vil også have muligheden for at opleve eventyret lige for næsen af dig, lige udenfor havnen. Overladt til dig selv under vejrs og vindes nåde.

Sejlsport skal være for alle

Det skal være økonomisk og menneskeligt overkommeligt for alle at sejle. Med masser af mindre gamle både på markedet er det mere end nogensinde en breddesport at sejle, og der er en renæssance på vej. 

Gratisbåde og billigbåde ses overalt. Ofte lidt undselige og oversete, men gnubber man under den triste overflade og lader højtryksspuleren og poleringen virke, gemmer der sig små perler, der venter på at blive vækket af deres tornerosesøvn og komme til ære og værdighed igen.

- Ofte vil knofedt og et beskedent istandsættelsesbudget kunne få dig ud at sejle i en båd, du vil blive glad for og få en masse dejlige oplevelser med, skriver Marin Anker Wiedemann.

“På havet lærte jeg, 
hvor lidt et menneske behøver. 
Ikke hvor meget
” 
- Ukendt 

- Planen er, at udgivelsen følges op af en turné til sejlklubberne i vinter, hvis der er interesse for det med oplæg om gamle småbåde og inspiration til nye sejlerfællesskaber, fortæller Martin Anker Wiedeman.

Paperback, 160 sider

Forlag: Books on Demand

Udgivelsesdato: 24.10.2019

88 illustrationer, heraf 7 i farve.
41 ældre konstruktioner og 13 nutidige

Bogen sælges for 149 kr. hos BoD Bogshop

Motor
content-loader
content-loader
content-loader