Gå til hoved-indhold
Store både
Bavaria-værftet føjer nu endnu en båd til deres SR-linje. Foto: Bavaria Yachts

Den nye Bavaria SR36 er skabt til den moderne sejler

Nutidens sejlere drømmer om at opholde sig under åben himmel. Det er muligt på Bavarias knap tolv meter lange motorbåd, der får premiere i januar. Motorbaadsnyt.dk så båden under bygning på Bavarias fabrik i Giebelstadt.

Af Sara Sulkjær |

Skrogformen, store vinduesarealer og god plads i stævn og agterstavn. Detaljer, der skal gøre Bavariaens seneste skud på stammen, Bavaria SR36, til en vinder blandt de moderne sejlere, der holder af at opholde sig udendørs under sejladsen. 

En badeplatform øger ejerens sejlerglæde på båden, der er 11,68 meter lang, 3,89 meter bred og er tegnet af den italienske designer Marco Casali i samarbejde med Bavarias eget udviklingsteam.

- Bavaria SR36 er fortsættelsen af ​​vores nye SR-linje. Bavaria SR41's store succes bekræftede os i, at vi forstår vores kunders ønsker og er i stand til at implementere dem, påpeger Marc Diening, CEO hos Bavaria Yachts i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Med vores nye koncept kan vi tilbyde vores kunder et nyt udgangspunkt for livet om bord sammen med de fordele, de altid har forventet af et Bavaria-produkt. Med Bavaria SR36 tager vi endnu et skridt i udviklingen af ​​SR-linjen, hvor kunderne vil blive imponerede over de smarte og optimerede løsninger.

En åben båd

Kreativitet i designet af cockpittet og overbygningen er blandt de facetter, der skal lokke nye sejlere ombord. Ikke mindst da moderne sejlads på motoryachter i dag primært foregår på dækket og i cockpittet.

Udover den klassiske hardtop-version, som valgfrit kan lukkes med en dør, fås Bavaria SR36'eren derfor som en åben version med lav forrude.

Hardtop-taget omdannes samtidig til en stabil bimini med soltag - eller blot Bavaria Open Top, som værftet ynder at kalde det:

- Den nye Open Top-version kombinerer komforten fra en hardtop med dens sporty linjer og den gode boathandling fra en åben båd, forklarer Marco Casali om det nye koncept.

Det blanke stykke papir

Om læ kan sejlerne boltre sig i den rummelige lounge samt i to kahytter, der tilbyder såvel komfort som privatliv for samtlige gæster ombord:

- Da vi designede Bavaria SR36, startede vi bevidst med det berømte stykke blanke papir. Men under processen havde vi en klar idé om fordelene ved en Bavaria-yacht og de vigtige designelementer i SR-linjen, som vi ønskede at genfortolke i Bavaria SR36.

- Hele interiøret blev genskabt præcist som en model i vores udviklingsstudie, hvilket giver os mulighed for at få en reel fornemmelse af rummet sammen med 3D-computermodellerne, forklarer Norbert Leifeld, produktchef med ansvar for udviklingen af ​​Bavaria SR36'eren.

I øjeblikket befinder udviklingsteamet fra Bavaria sig i slutfasen af ​​arbejdet med den første prototype, hvilket Motorbaadsnyt.dk kunne følge under et besøg på værftet i Giebelstadt, Sydtyskland denne vinter.

I januar står båden klar til verdenspremieren foran et internationalt publikum ved boot 2022 i Düsseldorf. Efterfølgende vil båden kunne købes hos Dansk Marine Center i Aarhus.

Se en video af den nye Bavaria SR36 herunder:

Motor
content-loader
content-loader
content-loader