Lorenzen – Den ultimative sejleroplevelse
Har du mod på de store oceaner og drømmer du om at deltage i en kapsejlads rundt om jorden – så kan det faktisk lade sig gøre. Clipper Round The World Race stiller ikke krav til dine forudsætninger.
Sejladsen hedder Clipper Round The World Race, og næste start går til august 2011.
Der stilles ingen krav om færdigheder eller forudsætninger, dog skal man deltage i et obligatorisk træningsforløb, hvilket nok er rimeligt da de store oceaner byder på masser af udfordringer.
Jorden Rundt konceptet startede i 1996 og er kendt som The Clipper. Sejladsen arrangeres af anerkendte Clipper Ventures, som bl.a også arrangerer Velux 5 Ocean´s – Clipper forbereder nu den 8. udgave af amatørsejladsen, som vil bringe de 10 ens 68-fods Yachts rundt om kloden, en tur på 40.000 sømil med 13 stops undervejs.
Med en professional skipper ombord og op til 18 betalende gaster, er dette den ultimative udfordring på sejlerfronten.
Det er ikke et krydstogt, men deltagelse i en vaskeægte ekstrem udfordring. Man kan vælge at deltage i hele sejladsen, som være det meste af 12 måneder, eller vælge sine "ben" – altså en eller flere strækninger som passer ens kalender eller pengepung.
Også for nybegyndere
40% af deltagerne igennem de 2.500 personer der har været med i The Clipper de seneste 15 år, havde aldrig stået på en båd inden starten – og næsten halvdelen af deltagerne er kvinder.
Så det er blot at tage kontakt, hvis man vil prøve det ultimative. Og når man har gennemført, et ben eller hele sejladsen, er man velbefaren sejler, og vil kunne berige enhver dansk sejler med historier om de store oceaner, og man vil kunne bære røde bomuldsbukser i sejlklubben, hvis man ellers har behov for den slags promoveringer.
Cirka 20% af deltagerne er med hele vejen rundt, mens de resterende betalende gaster er med på et eller flere ben, som hver varer 4-5 uger.
Du bliver med garanti våd, kold og træt – men du vil lære en masse om dig selv, hvordan du fungerer under pres – hvor meget du virkelig kan når det gælder; de vigtigste ting i livet.
Du vil også lære meget om samarbejde, og om hvordan man kan hjælpe hinanden til at opnå ting som ingen troede muligt – og venskaber for livet er en del af pakken.
Betalende gaster
Prisen for at deltage i hele jordomsejlningen er på 39.500 engelske pund. Vælger man “blot” at tage eksempelvis Leg 1 fra England til Rio de Janeiro i Brasilien, slipper man med 8.900 engelske pund.
Begge priser er inkl. mad, ophold og obligatorisk træning (men uden flybillet). Yes, jeg ved godt, at det ikke er småpenge, men på den anden side, så er beløbet heller ikke større end at mange danskere godt kan finde tiden og pengene til at gøre det.
Og livet vil helt sikkert ikke være det samme efter sådan en oplevelse. Sidste Clipper sejlads var helt udsolgt tre måneder inden starten – da jeg checkede med Race Office igår, kunne de oplyse at 90% af alle pladser til 2011 er solgt.
Så er du frisk på at tage et sabbatår og bruge lidt af pensions-opsparingen (og hvem er ikke det), så skal du nok skynde dig at tage beslutningen.
Efter 2011-12 udgaven af Clipper er ovre, starter næste tur i 2013, og det bliver med helt nye 70 fods kapsejlads-maskiner, som Clipper Ventures lige har annonceret. Måske værd at vente på, og spare op til?
Link: www.clipperroundtheworld.com
Et andet engelsk tilbud er www.ondeck.co.uk der tilbyder spændende muligheder for leje en kapsejladsbåd (eksempelvis en Farr 40) og sejle een af de store sociale kapsejladser i Caribien.
Er man en gruppe af sejlere, som er klar til at bruge påsken plus lidt ekstra – så ligger Antigua Sailing Week lige til højrebenet. Der findes nok ikke en bedre måde at komme igang med sæsonen på.