Gå til hoved-indhold
At flytte fokus fra bolden til sejlsporten, er en opgave få tager på sig. Collage: Katrine BertelsenKapsejlads
At flytte fokus fra bolden til sejlsporten, er en opgave få tager på sig. Collage: Katrine Bertelsen

Lorenzen: Har Sejler-Danmark brug for et fyrtårn?

Hvordan kommer sejlsport mere i medierne, og hvordan får vi engageret virksomheder i vores sport. Hænger de to ting sammen, og hvorfor kan New Zealand hvad vi ikke kan?

Af Morten Lorenzen |

Vores kære sport har mange udfordringer – det viser debatten på minbaad.dk og andre sejlersites. Én af udfordringerne er, at medierne ofte negligerer vores sport medmindre der er ulykker eller kongelige involverede.

Konsekvensen af den manglende medieopmærksomhed, er bl.a at større sponsorprojekter har meget trange kår, ligesom større sejlerprojekter med Dannebrog på hækken ikke rigtig har sin gang i Danmark.

Men vi kan ikke blot skyde skylden på manglende pressedækning, det er alt for letkøbt. Vi burde måske se indad og se på hvordan vi arbejder med og mod vores sport.

Danmark kan godt, men vil vi virkelig...

Der er i min verden ingen tvivl om, at Danmark har alle de ingredienser der skal til for at kunne klare sig i større sammenhænge. Vi har sejlerne, vi har designerne, vi har bådebyggere, vi har sejllofter, vi har organisations-talent, vi har værdierne, vi har historien – men vi mangler pengene, og ofte også viljen til at arbejde sammen om at nå noget stort.

I flere sammenhænge kan vi sammenligne os med New Zealand –  landets størrelse, brutto national produkt (BNP) osv. Men se hvor New Zealænderne er i forhold til professionel sejlsport. Americas Cup, Volvo Ocean Race, TP-52, RC44, Farr 40 m.m er alle events og projekter, hvor New Zealandske sejlere dominerer.

Netværk er alt – know who er vigtigere end know how

Én af de ting som New Zealænderne gør godt, er at de netværker – med hinanden og med omverdenen. Når en New Zealænder får et godt job på et sejlerprojekt, så gør han alt hvad han kan for at få en landsmand med ind i projektet, når nye åbninger opstår.

Sejlerne fra ”down-under” går ydmygt til værks, og knokler som gale for at vise deres værd. Som ny i et projekt ved man selvfølgelig ikke meget, men man kan lære hurtigt med den rigtige tilgang til jobbet. At New Zealænderne dominerer professional sejlsport som de gør skyldes i første omgang deres velvilje til at bruge deres netværk, og sekundært deres talent.

Når danske sejlere kommer indenfor i et projekt, så gør han alt for at sikre sin position, og at få en anden dansker ind i projektet er en trussel for egen position. En grov generalisering, måske – men jeg har set det ske i flere tilfælde. Og det er på ingen måde godt for den brede skare af danske sejlere som gerne vil hellige sig professionel sejlsport.

Dansk erhvervsliv – hvorfor ikke sejlsport

Som nævnt indledningsvis, så mangler danske seriøse sejlerprojekter penge – mange penge. Og de findes i danske virksomheder – men kun meget sjældent går pengene til sejlsport. Fodbold, håndbold, cykelbold, tennisbold og andre bold-sportsgrene nyder godt af store lukrative sponsorater. Hvorfor ikke sejlsport. Mediebilledet er helt sikkert en afgørende årsag, men der er andre årsager.

De fleste danske virksomheder ser væk fra sejlsporten, og søger de helt traditionelle græsgange. Reklamebureauer og rådgivere hyler i kor om at støtte boldsporten – og ingen ser på de store muligheder som et stort dansk sejlerprojekt kunne skabe.

I mange danske succesfulde virksomheder, sidder der sejlere på høje poster. De skulle være vores ambassadører og give adgang til dialog . Men alt for ofte, så virker det stik modsat. Den sejlsportsinteresserede direktør eller højt placerede funktionær gør meget for ikke at få sejlsportsprojekter ind i deres virksomhed. Er de bange for at blive beskyldt for nepotisme, eller tror de ganske enkelt ikke på vores sport? Det undrer, at dem der kunne gøre en stor forskel med at få åbnet pengekasserne, ofte arbejder imod vores sport.

Den der har evnen, har også pligten

Et slogan som forpligter. SejlerDanmark har evnerne, og SejlerDanmark har også projekterne liggende klar i skufferne – men at samarbejde om disse projekter er afgørende – og så skal virksomhederne være villige til at forsøge noget nyt. At gøre som alle de andre, er ikke innovation – og Danmark er kendt for at gå innovativt til værks.

Det ville være fantastisk om vi kunne få gang i et stort dansk sejlerprojekt i gang i 2011 – Et fyrtårn vi alle kunne navigere efter, og som kunne blive en platform for netværk, blandt sejlere og virksomheder – og som vores unge sejlere kan spejle sig i.

Det har vi brug for!

Motor
content-loader
content-loader
content-loader