Unge holder sommerferie med sejlads - også i juli
I uge 27 har 11 klubber slået lejr for en uge, hvor mange får flere timer på vandet, end de får på en hel sæson til klubtræningen. Ifølge DS er tilmelding mulig frem til 5. juli.
I uge 27 er der tryk på sommeraktiviteter i hele landet - og det fortsætter hele sommerferien!
Cirka 500 børn og unge sejlere bruger den første uge af sommerferien på noget, de elsker – nemlig at sejle!
I uge 27 har 11 klubber slået lejr for en uge, hvor mange unge sejlere får flere timer på vandet, end de ellers får på en hel sæson til klubtræningen.
"Ingen sommer uden sommercamps", siger Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen med henvisning til, at "hygge og sjov er gnisten, som holder de unge i sejlsporten". Det skriver sejlsport.dk.
Stort antal sommeraktiviteter
I et samarbejde med Dansk Sejlunion holder 33 klubber sommeraktiviteter i løbet af sommerferien i år. Interessen fra de unge sejlere er stor – mere end 1000 deltager, og hertil kommer langt over 100 søskende, som leger i vandkanten, fisker krabber, og snuser nysgerrigt til vandsport.
Sejlernes alder er fra 8-18 år, og viften af aktiviteter er bred. Til sommeraktiviteterne er der bl.a. sejlads i junior- og ungdomsjoller, sejlads i voksenjoller, kølbådssejlads fra havnen og på langtur, windsurf og SUP, og til enkelte familie-camps tilbydes der også intro-kurser i kitesurfing.
Til sommeraktiviteterne gør værtsklubberne og instruktørerne meget ud af at tilbyde aktiviteter til alle typer af sejlere. Eksempler er, at der sejles længere distancer på dagture; nogle ungdomssejlere tager på natsejlads og slår lejr på en afsides strand; de kapsejladslystne sejlere bliver tilbudt et træningspas i løbet af dagen; der prøves kræfter med andre typer af sejlads, end deltagerne er vante til, osv.
Fælles for afholdelsen af de mange sommeraktiviteterne er, at værtsklubberne, de frivillige hjælpere og de mange kompetente trænere er fuldt ud bevidste om formålet med sommeraktiviteter.
Nemlig at udfolde mantraet for ungdomsidræt: "Aktiviteter tiltrækker og relationer fastholder" - et mantra der praktiseres til sommeraktiviteter ved at tilbyde alle typer af unge sejlere en uge med vandsport, socialt sammenhold og en masse timer i det blå element.
Tilmelding stadig mulig
Frem til søndag d. 5. juli er det stadig muligt at tilmelde sig flere sommeraktiviteter i slutningen af sommerferien.
Se mere om tilmelding til sommeraktiviteter ved at trykke på banneret nederst på siden