Bøje: Bjørn Olsen – den tillidsfulde mester (2)

På nettet ser jeg, at Bjørn Olsen (nu afdød bådebygger) har sagt: Hvorfor fanden bygge en båd med 18 bord (f.eks. Folkebådens knækspant konstruktion), når man kan nøjes med to? 

Jeg har selv set Bjørn give en supplerende forklaring og demonstration. Han tog et bræt og holdt det vandret hen under den løbende vandhane. Vandet løber ikke ned om kanten, det sprøjter ud til siden. Kanterne på båden gør den mere tør. 

En prototype af LA-krydseren, der blev bygget hos Botved i Vordingborg, havde i øvrigt finnekøl. På jomfruturen fra Vordingborg til Nykøbing F., hvor Botved også havde startet værft, blev der opbygget en tværgående bølge mellem køl og rorskeg. 

Resolut blev båden taget på land, og kølen ændret til lang køl med ror på agterkant, fortæller Peter, Bjørn Olsens søn. I øvrigt havde Bjørn i forvejen store betænkeligheder med det frithængende ror, da der i forhold til Sverige var langt mere tang i de danske farvande.  

Det blev til i alt 190 LA-krydsere. Så gik det i 1962 videre med Nimbus 26 (fod), der var grundlaget for Bjørns eget værft i Stubbekøbing. Det var stadig en stor båd for datidens forhold. Mange af de samme kvaliteter som LA-krydseren. 

Den var i begyndelsen bygget på LA- metoden: Finér overtrukket med glasfiber, men der blev så lavet en form, hvori de efterfølgende blev støbt. Dette blev den første danske glasfiberbåd bygget med to lag glasfiber på hver side af en skumplade, ”sandwich-metoden”. 

I slutningen af 1960’erne kom så Nimbus 33, en virkelig stor båd, 10,3m/33 fod. Ståhøjde på 2,10 m, ratstyring som noget enestående dengang, formen noget i retning af Nimbus 26, og igen var den støbt i en form; samt sandwich, som Bjørn sværgede til. 

Kunderne var mest tyskere, de havde pengene. Og jeg husker de mange tyske kunder, som Bjørn talte med i havnen, og som han tilsyneladende nød at være sammen med og de med ham.

Jeg har selv engang sejlet en Nimbus 33, for motor only. Båden var vist blevet lagt i Bandholm af den tyske ejer, og den skulle nu til værftet. Bjørn troede så meget på den unge mand (mig), at han kørte mig til Bandholm, så jeg kunne sejle den hjem (der var måske heller ikke til at finde nogle andre). 

Jeg kom ok fri fra bådpladsen og skulle nu ud af indsejlingen. Og så styrede jeg ind mod molen! Jeg var ikke vant til det med ratstyring og forstod nok i hovedet, at det var omvendt af at betjene et ror, men det var ikke blevet kodet ind i rygmarven. Så jeg drejede til den forkerte side – men i sidste øjeblik, meget sidste øjeblik lykkedes det. Jeg håber ikke, at Bjørn så det.

Bjørn var i øvrigt vanvittig tillidsfuld, både over for Niels Jeppesen (senere X-yacht grundlægger), der som skole- og bonkammerat til Peters lillebror, Søren, jævnligt kom på værftet, og mig. Jeg fik lov at bruge hans værksted, værktøj, finde det på lageret, jeg havde brug for – og forhåbentlig betalte. 

Han hjalp mig med personlig indsats, når hans medarbejdere var gået hjem, da jeg skulle have bovspryd på spidsgatteren og savet enden af min Farr båd, som jeg vil beskrive i en kommende blog.

Det ville have været for dyrt, hvis det skulle laves i arbejdstiden af medarbejdere med det hele. Sådan tænker et pænt menneske, der ikke har gået på handelshøjskolen. Niels har også på nettet anerkendt, at Bjørn Olsen lærte ham at tegne sejlbåde.

Jeg spørger Peter, hvornår han tror, at hans far var mest glad. – Måske når vi var ude at sejle, og han lagde sig ned i køjen og sov, meget trygt. Hans både var altid lavet med slingregrej. Og hvornår han var mest ked af det, generede økonomiske problemer ham? – Nej, egentlig meget lidt. Min mor var dog efter ham, husker jeg, da han havde købt en drejebænk til 7.000 kr. 

Jeg husker også en kapsejlads fra Helgoland over Skagen til Kiel i en Nimbus 33 med en tysk ejer, hvor jeg var med, fortæller Peter. Først meldte far fra, han havde for travlt. Men så stod han pludselig på kajen på Helgoland. Han havde taget en flyver derned. Jamen, far, hvorfor? Jeg gad ikke alt bøvlet derhjemme, var svaret.  

I 1979 kom Nimbus 30. Igen sandwich. Rorpinden var flyttet godt langt frem i cockpittet, så rorgængeren kunne sidde i læ af sprayhood’en. I Bådmagasinet 27.10.05 fortælles:

”Rorpindens historie er, at hver juleaftensdag, mens konstruktør Bjørn Olsens familie gjorde klar derhjemme, så sejlede han fra Stubbekøbing ud om Storstrømsbroen og tilbage. Vejret i december er jo ofte dårligt og koldt, så han ville sidde i læ i sin båd.” 

Den, der skriver dette, har selv været med på disse ture. De ture, jeg kender, gik nu kun til ”julemærket”, der lå ved udgangen af Grønsund, ved den nuværende Farøbro. Men Bjørns forståelse for at undgå vand i ansigtet er rigtig. 

Jeg husker en af turene, hvor han og gutterne havde forskanset sig i kahytten med Gammel Dansk; det er jo li’som den ultimative løsning på det med vandet, mens jeg sad ved roret – hvor jeg dog værdsatte beskyttelsen. 

Andre opfindelser/kendetegn for Bjørns både var ”centerløft”, dvs. båden kan løftes i en krog i kølen ført gennem en luge. En kraftig gummi stødliste hele vejen rundt på bådens yderste punkt. Den tredelte enhedslanterne – rød, grøn, hvid - til topmontering; enkeltlanterner nede kan ofte ikke ses pga. søgang og bruger mere strøm. 

Badestige/livsforsikring – på hækken eller integreret i agterpulpittet. Man kan sige, at han måske ikke var den største æstetiker, men derimod den største praktiker. 

Nimbus 30 var Bjørns næstsidste konstruktion til større produktion. 

Den sidste konstruktion blev en mini-12 meter, oprindelig vidst ment som en båd for handicappede. En kølbåd, ikke en jolle, hvor man skal hænge ud. Man sidder godt beskyttet nede i båden, men den er kvik som en jolle og ikke længere. Mange sejlklubber købte den. Mini-12’eren blev bygget af Peters bror, Søren. 

I 1983 blev hans egen drømmebåd, en Nimbus 43, bygget. I 1985 byggede Peter efter faderens tegning en Nimbus 36 til en tysk kunde. Denne er en lidt mindre udgave af 43’eren, stadig med centercockpit og agterkahyt.

Peter tog gradvist over. Han designede både som Olsen 31, 34 og 39. Far var ikke altid tilfreds, ikke ståhøjde mm. Den seneste er Olsen 370, som ser vanvittig elegant ud. Redaktør-Troels har anmeldt den her på minbaad.dk.

Bjørn døde 72 år gammel i april 1991.

Peter kører som nævnt videre. Han er 63 år nu. Han producerer ikke både mere, men opbevarer og reparerer – ”lige blandet noget polyestersnask”. Så læseren kan tænke på, om han ikke burde vinteropbevare og få repareret sin båd dér. Med lidt held kan man få åbnet munden på Peter, så man hører noget af historien om dansk sejlsport.