Bøje: Til kamp mod arvefjenden med Niels Jeppesen (1)

Ja, det er ham, Niels Jeppesen med X-yachts. Det var nogle af de hårdeste vejrforhold, jeg har sejlet kapsejlads under. 

Men det var før X-yachts. Han var bare 17 år gammel eller noget i den retning. Vi er i 1974-75, hvis jeg husker rigtigt. Jeg bor i mit bondehus i nærheden af Stubbekøbing. Her, i Stubbekøbing, bor også Niels og Lars Jeppesen. De går stadig i skole. Min båd er en nyerhvervelse, en Utzon 30 m2 spidsgatter fra omkring 1935. Træ overalt.

Utzon var jo en af de tre store og konkurrerende spidsgatter-konstruktører i 1930’erne. Han var den måske mest respekterede, men spørg ikke tilhængere af de andre to (Berg og Hansen) herom. 

30 m2 henviser til et sæt klasseregler. Bådene var 7-8 meter lange. Utzons varemærke var ”navalstævnen”, den afrundede stævn. Det havde min dog ikke. Den havde til gengæld fået en lidt højere kahyt bygget på, uden at det dog havde givet ståhøjde – og et teakdæk.

En dronning, uden videre. Masten, der naturligvis var af træ, var høj og tung, men havde ingen sallingshorn. Alligevel kunne man få den til at stå absolut ret og lodret, hvis man trimmede de forskellige undervanter rigtigt.

I 1970 dukkede Spækhuggeren op, designet af Peter Bruun (kun 20 år gammel!) ud fra Utzons 30 m2 spidsgatter. Skrogformen var den samme, men nu med nærmest finnekøl og spaderor samt aluminiumsmast og mere sejl. Denne kombination fik i årene efter Spækhuggeren til at være absolut overlegen i fart, især i let vind. 

Spækhuggeren arvede også ”navalstævnen”, men den bidrog næppe noget til farten, var nærmest et modefænomen ligesom nutidens stejle og skarpe stævne. Det var forenklet sagt Spækhuggerne og Folkebådene, der vandt kapsejladserne. Spækhuggeren i let vejr. Folkebåden, der - ud over sine andre kvaliteter - også havde et lavt måltal baseret på et begrænset sejlareal, var suveræn i hårdt vejr. Både efter handicap og uden. 

Tilbage til min båd. I de lokale kapsejladser, jeg begyndte at deltage i, blev jeg sat i gruppe med andre spidsgattere. Dér fra egnen husker jeg kun tre; min, en Berg var det vist og så en ukendt. Berg-båden kunne vi normalt slå, med mindre vi dummede os. Det gjorde vi så også, hvilket jo har skabt mange sejre – for andre... 

Men den ukendte, uh! Det var en norsk spidsgatter, meget slankere end de danske, af en type, som der kun var få eller ingen andre af i DK. Jeg husker ikke type-navnet, om der var et sådant. Ejeren var en gammel gut. Jeg var 31, og han sikkert 10 år ældre eller lidt mere, det er jo en vældig aldersforskel! 

Han boede i et endnu mindre bondehus end mit uden for Nørre Alslev og var vel en kombination af arbejdsløs og arbejdsmand og klarede sig igennem og sejlede til. En eksistensform, der var mange af i havnene, før de blev fyldt op med de mange ”fine” både og folk.

Hos ham boede Børge, der blev min gast i mange år. Jeg tror, at denne tredje spidsgatter-ejer var Børges papfar, så da jeg ikke kan huske hans navn, kalder jeg ham her BPF (Børges Pap Far). BPF var en sød mand og lærte mig meget om at sejle – og i øvrigt om at trimme masten lige. Og den fanden vandt altid over mig. 

Hans båd var slankere og hurtigere end min, ikke mindst på kryds, havde et mere beskedent sejlareal (lavere måltal), og så var han simpelthen en dygtigere sejler. Han var min ven og arvefjende. I sejladserne vandt Spækhuggerne og evt. Folkebådene, men i hvert fald ikke de gamle spidsgattere. Vi udkæmpede vores egne kampe helt nede bag i feltet, men ikke mindre blodigere af den grund. Og han vandt og vandt. Indtil den sejlads, jeg skal berette om.

Niels og hans bror Lars kendte jeg fra havnen. I materiale fra X-Yachts læser jeg, at de sejlede rundt i en KDY Juniorbåd. Det er en åben, lille kølbåd i klinkbygning lidt à la en lille Folkebåd. Det har jeg også hørt, men ikke selv set. Hvad jeg dog har set, og jeg glemmer det ikke, er, at de sejlede i en ligeledes åben, lille, men meget mere smal sejlbåd af krydsfiner – og rød. Og de var meget irriterende. Meget. 

De sejlede på kryds og tværs i Grønsund og lavede kapsejlads med alle, der kom forbi, herunder mig i spidsgatteren – og tidligere i min første båd, en Danboat 18 (fod). En lille glasfiber begynderbåd med to-tre små køle. 

Danboat’en kunne de let, let klare. De kunne være i Hårbølle Havn på den anden side af Grønsund og nærmest tilbage, inden jeg var kommet halvvejs. Spidsgatteren kunne de osse klare. Jeg havde indtryk af, at de anså den gamle sejlnar (mig) for netop at være en gammel sejlnar; jeg var jo som sagt 31, og de omkring 17 år (den samme holdning, som jeg havde til BPF, Gud bedre mig).