Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Sæler og marsvin har visse steder behov for bedre beskyttelse, lyder det fra forskerne. Foto: Troels Lykke

Paddleboards, kitesurfing og vandski skaber problemer for sæler, marsvin og ynglefugle

Det gælder eksempelvis områder på Fanø og Rømø i Vadehavet, der er et af landets vigtigste fugleområder, hvor der er så mange aktiviteter, at der er områder, hvor der ikke er ynglefugle tilbage, skriver dr.dk, der har talt med et hold forskere fra Aarhus.

Af Troels Lykke |

Paddleboards, kitesurfing og vandski er de senere år blevet mere og mere populære fritidsaktiviteter blandt danskerne.

Men aktiviteterne forstyrrer i flere tilfælde også fugle, marsvin og sæler, og derfor er der brug for bedre beskyttelse af dyrelivet.

Det vurderer et hold forskere fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

- Fritidslivet har ændret sig markant de seneste 15 til 20 år. Der er blevet mange flere former for aktiviteter på vandet, siger seniorforsker Preben Clausen.

- Folk har også fået udstyr og tøj, der gør, at man kan praktisere sine aktiviteter året rundt, modsat tidligere hvor det typisk kun var om sommeren.

Fanø og Rømø er i den grad mærket

Forskerne er af Miljøstyrelsen blevet bedt om at vurdere, i hvilken grad fritidsaktiviteter på vandet udgør en forstyrrelse for dyrelivet i såkaldte Natura 2000-områder.

Der er ifølge forskerne flere steder på danmarkskortet, hvor menneskelige fritidsaktiviteter udgør en forstyrrelse for dyrelivet.

Det gælder eksempelvis områder på Fanø og Rømø i Vadehavet, der er et af landets vigtigste fugleområder.

- Det, der konkret sker på vestkysten af Fanø og Rømø er, at der er så mange aktiviteter, at der er områder, hvor der ikke er ynglefugle tilbage, siger Preben Clausen.

Her bør man ifølge seniorforskeren sikre steder, hvor dyrelivet ikke forstyrres af menneskelige fritidsaktiviteter.

- Vi siger ikke, at folk ikke skal have lov til at muntre sig, men det behøver måske ikke være hele vestkysten på de to øer.

Kilde. dr.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader