Danske sejlere går ind for Marinehjemmeværnets opgaver
Holdningsundersøgelse viser at Marinehjemmeværnets frivillige har danskerne i ryggen, når de løser opgaver for Forsvaret og samfundet til søs.
Hjemmeværnets årlige holdningsundersøgelse viser at 3 ud af 4 danskere har tillid til, at Hjemmeværnet kan løse sine opgaver, det skriver hjv.dk.
Opbakning om maritim indsats
Undersøgelsen viste at Marinehjemmeværnets støtte til Søværnet er topscorer hos danskerne, hvor mere end 9 ud af 10 mener, at den opgave er vigtig. Det glæder Chef for Marinehjemmeværnet, kommandør Henrik Holck Rasmussen:
- Marinehjemmeværnets frivillige leverer virkelig varen for Forsvaret. Vores fartøjer blev i 2017 indsat af Forsvarets Operationscenter til 69 eftersøgnings- og redningsopgave (SAR) og til fem Havmiljøopgaver. Hertil kommer et stort antal almindelige assistancer til lystsejlere i problemer. Når liv eller havmiljø er i fare, rykker de frivillige besætninger ud og er på havet inden for en time. Den gennemsnitlige reaktionstid i 2017 var på kun 27 minutter, fortæller han og fortsætter
- Og så har vi vores største opgave for Forsvaret, som i dagligdagen kan forekomme lidt usynlig, nemlig bidraget til Søværnets farvandsovervågning. Vores 30 fartøjer skiftes til at være to af afsted på opgaven i weekenden. I 2017 var vi på farvandsovervågning i 45 weekender. Det giver 180 sejladsdage i alt for vores fartøjer, fortæller Henrik Holck Rasmussen.
86 procent af danskerne mener, at Hjemmeværnets opgaver for forsvaret er vigtige. Undersøgelsen viste også at 9 ud af 10 danskere mener, at Hjemmeværnets frivillige løser samfundsrelevante opgaver, mens 8 ud af 10 tilkendegiver, at Hjemmeværnet er med til at skabe sikkerhed og tryghed i Danmark.
Kilde: hjv.dk.